Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Bil nyt

Nissan Qashqai- og Nissan X-Trail-Premium Concept

Bil nyt 
04/03/16 

Nissan viser to markante specialversioner af sine bedst sælgende crossovere, Qashqai og X-Trail, på den kommende biludstilling i Geneve.
Med de nuværende modeller som udgangspunkt har Nissan udforsket, hvordan en mere premiumorienteret og dynamisk designfortolkning kan øge attraktiviteten af den prisbelønnede crossover-modelrække i fremtiden.
 

De to biler har fået navnene Qashqai Premium Concept og X-Trail Premium Concept. Selv om de er separate modeller, betyder farverne, materialerne og temaerne, som går igen på dem, at de tydeligvis er et par. Qashqai Premium Concept er blevet skabt hos Nissan Design Europe (NDE) i centrum af London, mens X-Trail Premium Concept er et resultat af arbejdet på Nissans Global Design Centre (GDC) i Japan.

Da crossovere spiller så afgørende en rolle i Nissans vedvarende succes i hele Europa, viser disse to Premium Concept-modeller Nissans ønske om at udvide målgruppen som et led i anerkendelsen af kundernes forskellighed.


(Foto: Nissan)

Shiro Nakamura, som er Senior Vice President, Design og Chief Creative Officer hos Nissan Motor Co., Ltd., udtalte: "Vi har tilladt at lade kreativiteten fra vores designerteams skinne igennem i dette to-bils-projekt. I den sidste ende valgte vi to forskellige designs – som står i kontrast til hinanden, men deler fælles temaer – fordi de præsenterer en ny premiumkarakter hos vores crossovere."

Både design og brug af avancerede materiale giver begge biler en frisk tilgang til den brede tiltrækningskraft, der er med en premiumorienteret Nissan crossover. Med udgangspunkt i konceptet omkring urban explorer har hver Premium Concept-model en unik udførelse og er designet til at appellere til meget forskellige kunder. Qashqai er blevet designet til målgruppen "Premium Urbanite", som drømmer om en weekend fyldt med kulturelle højdepunkter i en europæisk storby som eksempelvis Geneve, Paris eller Rom. X-Trail er målrettet mod målgruppen "Premium Adventurist", som tænker i retning af eventyr i Alperne eller Pyrenæerne.

Fælles for begge biler er et enkelt, men sprudlende udvalg af farver: den stærke tiltrækningskraft fra sort og hvid og kontrast med en førsteklasses gylden kobberfarve, som giver elegance og varme til crossoveren.

Qashqai Premium Concept
Ved hjælp af en moderne mat sort som den dominerende farve blander Qashqai Premium Concept design, farver og nye materialer på en elegant måde. Førsteklasses detaljer i gylden kobberfarve fremhæver forskellige steder på karrosseriet – på hjulkasserne, rundt om ruderne, i forlygteenhederne og på tagrælingerne – og står i skarp kontrast til den sorte farve for at øge bilens udvendige dynamiske silhuet. Den fremhæves yderligere med den autentiske kulfiber, som anvendes på de nederste dele, samt de tekniske detaljer på de smedede 20"-fælge. Kofangerne og sidepanelerne tilfører en generel fornemmelse af sport og integreret kvalitet. Den udbyggede V-formet-kølergrill giver bilens front et markant og dristigt udseende og markerer dens positionering på premiumniveau.

Interiøret i Qashqai sætter nye standarder for premiumkvalitet i segmentet for kompakte crossovere med nappalæderindtræk i soft white, der normalt kun findes i luksusklassen, med særlige syninger på midterstykket på ryglænet og sædehynden. Kvalitetsindtrykket forbedres yderligere af anvendelsen af unikke og førsteklasses vævede kulfiberindlæg i gylden kobberguldfarve i hele kabinen med markante kromindlæg i black satin og sort højglans på rattet og gearstangen.

X-Trail Premium Concept
Som en kraftig kontrast til sin fætter er X-Trail Premium Concept udført i en lakfarve i mat hvid som den primære farve. Motorhjelmen og taget er udført i dybsort kulfiber, hvilket giver bilen en ægte luksus, men alligevel også rå fremtoning samt et indtryk af lethed. Den store kontrast mellem hvid og sort understreger linjen, der går fra den V-formet-kølergril og fortsætter gennem motorhjelmen over siden til bilens bagende. Denne kontrast afspejler også den robuste "kan komme frem overalt"-attitude, som den eventyrlystne X-Trail udstråler. Den eksklusive gyldne kobberfarve findes på det forreste bundskjold – og tiltrækker sig opmærksomhed for at øge den beskyttende fornemmelse – og på 20"-fælgene. Karrosseribeklædningerne og overskærmene er lakeret i sort højglans – et sofistikeret præg, der løfter X-Trail et niveau over de eventyrorienterede crossover-modeller.

Sædeindtrækket i kabinen er i førsteklasses læder med en naturlig garvning og sorte farvemønstre, som afspejler bilens appeal til eventyrlystne kunder. Sæderne er skræddersyede i en kombination af eksklusive lædertyper: garvet og farvet læder med "cloud-effekt" på nakkestøtterne og sædernes sidestykker samt Ultrasuede® med læderkantbånd i farven gold pearl på midterstykket på ryglænet og sædehynden. På instrumentpanelet og dørbeklædningen anvendes der en finish i sort kulfiber og sort mat krom, hvilket giver kabinen et eksklusivt og sportsligt præg.

Takket være det tætte samarbejde mellem Nissans japanske og europæiske designstudier udforsker Qashqai Premium Concept og X-Trail Premium Concept potentialet for et spændende nyt niveau af individualisering i crossover-segmentet og giver dermed ejerne langt større muligheder for at udtrykke deres egen personlighed gennem bilen. Resultatet er, at alle personer i bilen – både passagererne og føreren – får den samme førsteklasses og dynamiske oplevelse.

Mamoru Aoki, som er Executive Design Director hos Nissan Motor Co., Ltd., tilføjede: "Som pioner i denne klasse vil Nissan fortsætte med at rykke grænserne og udforske kreative løsninger for at opfylde de varierede behov hos de ambitiøse kunder i Europa."

Nissan Nordic Danmark