Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Rally Monte-Carlo Historique

Gandrup kører sin Alfa til niendepladsen i ”Monte”

Rally Monte-Carlo
Historique 

04/02/16 

Toni Hansen i Audi og Søren Bunk i Porsche havde uheld på sidste specialetape
Far og søn-holdet Jens Gandrup Jørgensen (Odense) og Kristian Flensbak Jørgensen (Aarhus) leverede en fremragende indsats i årets udgave af Rallye Monte-Carlo Historique, da de på løbets sidste hårde etape, ”De lange knives nat” kørte sig frem fra 23. pladsen til en slutplacering som nummer ni og blev bedste danske og nordiske hold i deres Alfa Romeo Alfetta GTV fra 1977.
 


Jens Gandrup Jørgensen (Odense) og Kristian Flensbak Jørgensen (Aarhus) passerer Col de Turini i 1609 meters højde i deres Alfa Romeo Alfetta GTV fra 1977 på vej mod niendepladsen.
(Foto: Michael Eisenberg)

De hidtil bedst placerede danskere Toni Hansen (Horsens) og Per Brodersen (Lem) kørte optimistisk ud på natetapen i deres Audi 80 GLE fra 1979, men på den ene specialetape havde de problemer med nøjagtigheden på deres triptæller, og på den sidste etape havde de et mindre møde med en mur, hvad der også kostede tid. De faldt således tilbage fra en placering som nr. 12 til 46.


Toni Hansen (Horsens) og Per Brodersen (Lem) var en overgang helt oppe i rallyets top i deres Audi 80 GLE fra 1979, men triptællerproblemer og en mindre afkørsel satte dem tilbage på løbets sidste nat.
(Foto: Michael Eisenberg)

Debutanterne Søren Bunk (Skanderborg) og Jakob Knudsen (Skanderborg) har kørt fremragende i ”Monte” i deres Porsche 911 SC fra 1979, men de måtte også ind en mur, og efter at have været ud af bilen og trække en krøllet skærm fri, måtte de nøjes med en slutplacering som nr. 99. Til trods for uheldet kørte de sig dog to pladser op i nattens løb og kom i top-100. Det siger noget om, hvor hårdt der blev kørt, og hvor mange, der bulede biler på de smalle bergveje i de martime Alper nord for Monaco.


Debutanterne Søren Bunk (Skanderborg) og Jakob Knudsen (Skanderborg) kørte efter en fremragende præstation deres Porsche 911 SC fra 1979 ind i top-100 i Rallye Monte-Carlo Historique.
(Foto: Michael Eisenberg)

Alfa Romeo-mandskabet, Jens Gandrup Jørgensen og Kristian Flensbak Jørgensen, havde et nærmest perfekt Rallye Monte-Carlo Historique:

”Det var besynderligt at køre ”Monte” uden sne. Jeg vidste, det ville være svært at gentage sidste års tiendeplads, men vi blev nr. 9. Havde der været sne, kunne vi have gjort det endnu bedre, så det satser vi på til næste år,” sagde Jens Gandrup ved målet midt på Formel 1-banen i Monaco.

Hans codriver og søn Kristian Flensbak supplerer:
”Vi kunne mærke tidligt, at dette løb ville blive afgjort sidste nat, men jeg havde ikke regnet med, at vi kunne rykke så mange placeringer op. Alt klappede for os, og vi havde fine resultater på begge nattens prøver, så vi rykkede længere frem, end jeg havde jeg turdet håbe på.”

For Audi-mandskabet Toni Hansen og Per Brodersen blev dette års løb en gigantisk skuffelse. De lå længe til en topplacering, men fik kun held med hjem:

”Vi håber bare, at der kommer is og sne, når vi stiller op næste gang i 2017,” var Toni Hansens kommentar

”Det er mest forfærdelige ”Monte”, jeg har kørt. Vi havde mange op- og nedture, men jeg lavede en fejl omkring kalibrering af triptæller samtidig med, at mit backupsystem svigtede, og det kostede dyrt, konstaterede Per Brodersen.


De danske deltagere nyder at være kommet godt til mål i Monaco. Fra venstre Søren Bunk (Skanderborg) og Jakob Knudsen (Skanderborg), Jens Gandrup Jørgensen (Odense) og Kristian Flensbak Jørgensen (Aarhus) samt Toni Hansen (Horsens) og Per Brodersen (Lem)
(Foto: Michael Eisenberg)

For Porsche-debutanterne Søren Buk og Jakob Knudsen blev rallyet en utrolig oplevelse:

”Det har været fascinerende og udmattende og overvældende, men også helt fantastisk,” siger førstekører Søren Bunk og tilføjer:
”Jakob havde bare styr på kort og tider, så det gik bedre, end vi havde håbet på. Uden vores uheld var vi endda blevet endnu bedre placeret, ”mener Søren Bunk.

Og codriver Jakob Knudsen siger:
”En helt fantastisk oplevelse, vi har prøvet noget, der var større, end vi troede. Vi har fået meget hjælp fra navnlig Toni Hansen og Per Brodersen, og uden den havde vi aldrig gennemført, endsige kørt os i top-100, som vi jo gjorde.

Jens Gandrups og Kristian Flensbaks niendeplads blev bedste danske placering siden 2010, hvor Lars Bækkelund og Arne Pagh blev nr. 6. Samtidig blev rallyet det varmeste og tørreste nogensinde.

Global opvarmning eller tilfældighed? Svaret skal søges i næste års udgave af Rallye Monte-Carlo Historique.

Morten Dam (Specialpressen) og Michael Eisenberg (Intercom)


Læs mere om:
  • Monte Carlo
  • 03/02/16 - Monte Carlo - Rally Monte-Carlo Historique
  •