Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

World Endurance Championship

Ny Audi R18 2016 præsenteret

FIA WEC 
29/11/15 

World Endurance ChampionshipAudi har præsenteret deres nye 2016 racer. Det er måske ikke så usædvanligt, men tidspunktet. Det plejer at være noget senere og væsentligt tættere på den kommende sæson at det sker.
Designet er måske ikke verdens pæneste, men er yderst aerodynamisk effektivt. Bilen er rykket ind i blandt 6MJ bilerne med en yderligere udviklet hybrid-del.
 

Der har været masser af diskussioner om hvad Audi og Porsche vil i 2016. Meget af det slør der har lagt over det emne blev lørdag aften løftet, da Audi præsenterede deres 2016 udgave af R18 raceren.


Audi R18 2016
(Foto: Audi Media)

Bilen er blevet nærmest totalt redesignet aerodynamisk. Om den er pæn eller ej, må være en smagssag. Man vil dog få et meget bedre indtryk når den kommer ud at rulle udendørs, fremfor de billeder Audi hidtil har frigivet af den. Der skal dog ikke være tvivl om at der er brugt mange timer på at finde et så aerodynamisk design som muligt.

Under skallen er der også sket ændringer. Hybrid-delen er yderligere udviklet og forbedret, så den angiveligt udvikler 6MJ i den nye racer, og dermed har opnået en højere effektivitet. Også dieselmotoren har undergået forandringer. Audi har dog valgt - ganske fornuftigt - ikke at frigive tekniske data på bilen endnu.


Audi R18 2016
(Foto: Audi Media)

Men måske som en lille overraskelse, og så alligevel ikke, så har Audi og søsterfirmaet - og konkurrenten - Porsche, lavet en indbyrdes aftale. Begge firmaer stiller i 2016 op med kun 2 biler i FIA WEC serien. Det gælder også i Le Mans 24 timers løbet der er en del af FIA WEC serien. Kodeordet her må være besparelser i VW koncernen efter skandalen med snydesoftware i en række dieselmotorer.

Audi har heller ikke offentliggjort hvilke kørere der skal køre den nye racer. Men ved præsentationen af bilen blev der offentliggjort 9 navne. Det er de samme kørere der i år har kørt den nuværende Audi model.


Audi R18 2016
(Foto: Audi Media)

Porsche har til gengæld - også i aftes - offentliggjort hvilke kørere der skal køre deres 2 biler i 2016. Det bliver Timo Bernhard, Brendon Hartley og Mark Webber i den ene af bilerne, mens den anden skal køres af Romain Dumas, Neel Jani og Marc Lieb. Dermed bliver der ikke plads til Kevin Magnussen i den tredje Porsche, som ikke kommer i aktion. Heller ikke Michael Christensen er nævnt hos Porsche, så vi må håbe at han trods alt får en plads i en af 911'erne.

Sløret blev løftet for Audis 2016 racer. Inden længe kommer de nærmeste konkurrenter. Udover Porsche som altid er spændende, venter mange mere eller mindre utålmodigt på hvad Toyota har fundet på til deres TS050 racer, ligesom Nissan som ikke fik nogen særlig succes i dette års Le Mans, også skulle komme med en lang række forbedringer og ændringer i deres noget specielle bil.