Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Klubrally

Traditionsrigt arrangement er DM i klubrally 2015

Klubrally 
05/11/15 

Traditionen tro afslutter Motorsport Nordjylland (MNJ) 2015-sæsonen udendørs med en af Danmarks ældste motorsports-klassikere for fire hjul: Herregårdsløbet. Arrangementet har over 50 års - ubrudt - historie hos nordjyderne, som i år får æren af afviklingen af DM i klubrally, hvor mandskaber fra hele Danmark stævner til Nordjylland for at deltage i Skoda Rally 2015 lørdag d. 14. november 2015.
 

- Afviklingstidspunktet har altid været først i november, oplyser løbsleder Bjarne Sørensen. - Her giver det våde underlag samt lidt nattefrost traditionelt deltagerne ekstra udfordringer. Også i år får startfeltet derfor småproblemer med at få sat de mest konkurrencedygtige dæk på bilerne.


I klubrally kan man også få luft under hjulene
(Foto: Åge Keseler Kirketerp)

Skoda Rally 2015 - Herregårdsløbet er klubrally (manøvreprøver), som er indgangsvinklen til senere at få licens til at køre hastighedsprøverne i rally.

- Arrangementet har start og midtvejspause hos Skoda Hobro, fortsætter Bjarne Sørensen. - Fra midt på formiddagen lørdag vil der være gode muligheder for at kikke på deltagernes biler. Herudover er der kun et stenkast til den traditionsrige rundbane i Hobro's nordlige industrikvarter.

- Klubrally giver deltagerne gode muligheder for at lære bilernes køreegenskaber, oplyser co-driver Knud Jørgen Larsen. - Umiddelbart ser det ud som om, at vi kører såkaldt dørtræk, men faktisk udfordrer vi konkurrencebilen inden for de fysiske love. Det allerbedste ved at køre klubrally er desuden, at man får overskud til at redde en vanskelig situation i trafikken. Her er den gyldne regel, at man skal forsøge at styre sig ud af problemerne, og kun bremse indledningsvis.


Multitalentet: Kristian Poulsen har også kørt klubrally, og deltog i sommers med en potent Skoda Fabia i Fårvang Rallyshow.
(Foto: Åge Keseler Kirketerp)

Skoda Rally 2015 - Herregårdsløbet afvikles i Hobro's nordlige og sydlige industrikvarter, og herefter får deltagerne mulighed for at køre 2 lidt hurtigere prøver i Høndrup og True.

- Arrangementet har mål på MNJ's Rally Cross-stadion i Nysum, forklarer Bjarne Sørensen. - DM-startfeltet får desuden mulighed for at køre en klubrally-prøve på motorbanen, såfremt vejret og underlaget er fornuftigt.


MNJ’erne: Niels og Inger Bjerre kører hurtige prøvetider i deres Peugeot 306.
(Foto: Åge Keseler Kirketerp)

Et frontresultat i klubrally og andre grene af motorsporten er afgøres af mange ting. Hovedfaktoren er dæktype og -kvalitet, og i Danmark er der indgået en kvalificeret dækaftale med Yokohama således, at deltagerne kører på de samme dæktyper i de respektive kubik-klasser.

- Der er også udskrevet deltager-klasser for såkaldte frie dæk, supplerer Bjarne Sørensen. - Alt i alt påregner MNJ ca. 40 deltagere fra hele Danmark. Teams'ene har gennem sæsonen konkurreret på landsdels-basis, men får nu muligheden for at teste konkurrenceformen i DM-sammenhæng.


Johnni B. Christensen og Anders Bach fra MNJ er klar til start i Skoda Rally 2015 – Herregårdsløbet.
(Foto: Åge Keseler Kirketerp)

I 2014 fik Knud Jørgen Larsen re-premiere i rallysporten: - Sammen med min søn Peter har jeg i flere år hygget mig med karting. Jeg har tidligere kørt meget rally, og derfor snakkede vi om at bygge en rallybil op hjemme på værkstedet. Også fordi Peter er udlært mekaniker, og derfor får mulighed for at snuse til de lidt mere avancerede bil-komponenter.


Peter og Knud Jørgen Larsen fik en fornuftig opstart på Peugeot 106 Kit Car-rallyprojektet
(Foto: Åge Keseler Kirketerp)

Herregårdsløbet 2014 blev samtidig debut for Peter Larsen bag rally-rattet: - 106’eren er noget af en fartmaskine, og vi fandt hurtigt ud af, at dækvalget ikke var helt optimalt. Motoren har så mange hestekræfter, at motorløbet hurtigt kan blive ødelagt af hjulspin.

Larsen-rallyteamet udgik midtvejs motorproblemer, men nordjyderne har svoret revanche i Skoda Rally 2015 – Herregårdsløbet.

Motorsport Nordjylland

Åge Keseler Kirketerp