Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Yokohama 1600 Challenge

Tætteste afgørelse i mands minde

Yokohama
1600 Challenge 

13/10/15 
Yokohama

Yokohama 1600 Challenge leverede den tætteste afgørelse af noget Dansk asfaltbanemesterskab i mands minde.
 

Inden weekenden på Padborg Park, lå hele 7 kørere med den teoretiske mulighed for at vinde DIF Danmarksmesterskabet, så allerede det var en kæmpe overraskelse. Med 28 tilmeldte kørere til weekenden, ville der være garanti for tæt kamp gennem hele feltet.


Morten Christensen (12) og Dennis Bannergaard (59) var ude og få racerasfalt under hjulene for første gang i år
(Foto: CNPhoto.dk)

Niklas Voetmann var den mesterskabsførende mens Andreas Top Jensen, Carsten Rasmussen, Brian Johannesen og Steffen Larsen alle lå indenfor 7 point af den førende! Søren Lyck og Mads Hedegaard Frederiksen lå et lille hak længere tilbage, men stadig indenfor medalje- og sejrschancer.

I Rookiemesterskabet lå Mike Hansen i kamp med Jonas Nielsen om førstepladsen, mens Jan Jespersen og Steffan Jusjong lå i en endnu tætteste kamp om 3. pladsen for kørere som maksimalt havde kørt 2 asfaltbaneløb inden denne sæson.

Oldboystitlen var allerede gået til Carsten Rasmussen ved den næstsidste afdeling på FDM Jyllandsringen. Michael Scharstein var også helt sikker på 2. pladsen, mens Jimmy Bob Søgaard Jensen, Rudi Larsen og Jan Jespersen var i tæt dyst om 3. pladsen.


Lars Christensen var ude at trille for første gang i 2015 – denne gang i lånebil fra Blom Motorsport
(Foto: CNPhoto.dk)

Lørdag formiddag skulle første træning køres.

På en morgenkold racerbane var unge Jonas Nielsen den hurtigste mand foran Mikkel Gregersen og Dennis Bannergaard.

En mand som måske havde fået det forkerte ben ud af sengen var Rudi Larsen. Stenhuggeren var uheldig at tabe bilen ved udgangen af chikanen og måtte en tur i sandkassen. På trods af at bilen kortvarrigt var vippet op på siden, var de eneste skader på bilen, kun nogle småbuler på siden, som hurtigt kunne rettes ud igen – da han ellers var blevet trukket ud af sandet.


Kenneth Jerkel gav den virkelig gas denne weekend, og ikke altid med alle 4 hjul på asfalten
(Foto: CNPhoto.dk)

Lørdag 16.35 var det tid til kvalifikationen.

Her blev det sæsonens 7. mand ud af 7 mulige der tog Pole Position. Brian Johannesen tog sin debutpole foran Jonas Nielsen og Niklas Voetmann. Med Carsten Rasmussen på 4. pladsen foran Steffen Larsen, Andreas Top Jensen og Søren Lyck, var 6 ud af de 7 mesterskabskandidater i top 7. Kun Mads Hedegaard Frederiksen var nede på 12. pladsen, og havde derved noget ekstra arbejde i de 2 heat, som skulle køres søndag.

Mikkel Gregersen var uheldig at knække en trækaksel, så han fik kun 1 enkelt flyvende omgang i kvalifikationen, og nåede alligevel at sætte en tid der var hurtig nok til 14. startposition.

Det var en meget kold, men klar morgen der mødte de 28 kørere. Derfor var det en blanding af spænding og nervøsitet hos mange af kørerne. Den kolde bane betød nemlig meget nedsat greb på banen, og det kombineret med kolde dæk, kunne godt byde på noget ballade på især første omgang.

Da de 5 røde lamper gik ud, gik der ikke mange hundrede meter inden balladen startede. En let kontakt mellem Jonas Nielsen og Steffen Larsen resulterede i at unge Nielsens hvide Suzuki Swift Sport holdt på tværs af banen. Det satte gang i en kædereaktion gennem en stor del af feltet. Nielsens swift blev ramt i både for- og bagende, og måtte kort efter udgå på grund af skaderne. Carsten Lorenzen og Mikkel Jespersen var 2 andre kørere der udgik som følge af det uheld. Senere på den samme omgang udgik Jimmy Bob Søgaard Jensen, da hans bil ramte autoværnet – og få meter længere fremme på banen skete der noget, der fik kæmpe indflydelse på mesterskabsstillingen.


Carsten Rasmussen havde allerede vundet Oldboysmesterskabet inden denne weekend, så fokus var udelukkende på det generelle mesterskab
(Foto: CNPhoto.dk)

Niklas Voetmann og Carsten Rasmussen kom i kontakt med hinanden. Parterne var ikke helt enige om hvis skyld at det var – men faktum var at Voetmanns bagende kom i kontakt med Rasmussens forende, og det sendte Voetmann af banen og direkte i autoværnet med høj fart, og en totalsmadret front til følge.

Uheldet sendte safetycar på banen i et par omgange, indtil der igen var ryddet op på banen, og man var sikker på at Voetmann ikke var kommet noget til. Det så lidt dramatisk ud da ambulancen var ude på banen for at hente ham. Men det var mere som en sikkerhed, og der skete som sagt ikke mere end materiel skade. Men uheldet betød samtidig at han ikke kunne deltage mere i weekenden, og hans mesterskabschancer derfor svandt ind til næsten nul.

Brian Johannesen havde ført feltet an helt fra da startlamperne gik ud, og var stadig forreste mand da safetycar’en forlod banen igen. Søren Lyck var kommet uden om alt tumulten foran ham og indtog nu 2. pladsen mens Morten Christensen fra 9. startposition nu var helt oppe på 3. pladsen, hvilket de 3 også holdt i mål.


Karsten Olsen var tilbage på banen i en nyindkøbt bil, som senest er blevet kørt af Jonas Lynge
(Foto: CNPhoto.dk)

Steffen Larsen kæmpede videre med en bil der langt fra var optimal. Hans ene forhjul sporede ikke længere som den skulle, og han gjorde derfor alt for at få bilen med over målstregen som 7’er. Han måtte dog lade Carsten Rasmussen, Mads Hedegaard Frederiksen og Mikkel Gregersen passere, inden at de 10 omgange var gennemført.

Andreas Top Jensen var også en af kørerne som havde været i kontakt på første omgang, så ham måtte også kæmpe med en bil med skævt baghjul hele løbet. Han fik bilen hjem på en 16. plads, og havde derfor masser af arbejde som skulle gøres i heat 2, for at bibeholde titel- og medaljechancer.

Med Brian Johannesens debutsejr i klassen rykkede han pludselig rigtig langt frem i mesterskabsstillingen. I Yokohama 1600 Challenge er der en regel om at man skal smide sine 2 dårligste resultater væk, og det resulterede faktisk i at top 7 var blot 14 point fra hinanden! Dermed havde alle chance for at vinde mesterskabet – altså på nær Voetmann, som dog stadig var førende på point. Så hans chance var hvis heat 2 aldrig blev kørt.

I Rookiemesterskabet kørte Mike Hansen titlen hjem med endnu en sejr. Steffan Jusjong kom ind på 2. pladsen og da Mikkel Njor snuppede 3. pladsen foran Jan Jespersen. Dermed stod Jusjong og Jespersen helt lige pointmæssigt inden sidste heat.


Mike Hansen vandt Rookiemesterskabet efter en tæt duel med Jonas Nielsen gennem hele sæsonen
(Foto: CNPhoto.dk)

Carsten Rasmussen vandt endnu engang i Oldboysmesterskabet, med Michael Scharstein på 2. pladsen, mens Mark Backhausen tog den sidste plads på podiet. Rudi Larsen trak forbi Jimmy Bob Søgaard Jensen i kampen om 3. pladsen, men intet var afgjort endnu.

Michael Scharstein var blevet 8’er i heat 1, og skulle derved starte fra Pole Position i løb 2. Steffen Larsen, Mikkel Gregersen og Mads Hedegaard Frederiksen var de næste i startopstillingen.

Da de røde lamper slukkede, fik Steffen Larsen den perfekte start og var forbi Scharstein inden sving 1. Scharstein og Gregersen var meget tæt på at kollidere på vej ind i Big Mag svinget, og undvigelsesmanøvren sendte Scharstein ud på en ufrivillig snurretur og en lille vippetur ude ved sandkassen. Han kom dog tilbage på banen igen, men havde tabt mange placeringer. Gregersen derimod måtte slutte hans løb i sandkassen.


Starten på heat 2, Steffen Larsen (18) foran bl.a. Michael Scharstein (skjult bag Larsen) og Mikkel Gregersen (23) m.fl.
(Foto: CNPhoto.dk)

Jan Jespersen var så uheldig at miste et hjul, og en 3 hjulet Peugeot 207 kører ikke ligeså hurtig som en med 4 hjul, så han måtte desværre udgå på stedet. Hans bil holdt så uheldig placeret i pitindkørslen, at der blev sendt en safetycar på banen for at bringe ham og bilen i sikkerhed.

Herefter måtte Steffen Larsen på den igen. Hans store forspring var skrumpet ind til næsten ingenting. Men han trak hurtigt fra feltet igen, og kunne køre et kontrolleret løb og holde alle konkurrenterne bag sig, da han passerede det ternede flag.


Brian Johannesen (66) tog sin første sejr i Yokohama 1600 Challenge i heat 1. Her ses han foran manden på 2. pladsen, Søren Lyck (49).
(Foto: CNPhoto.dk)

Carsten Rasmussen havde fået sin Peugeot 208 kørt frem på 2. pladsen, mens Morten Christensen, på trods af at det var 2 år siden at han sidst havde siddet i en racerbil, fik kørt weekendens anden 3. plads hjem.

Carsten Rasmussen vandt for 12. gang i denne sæson i Oldboysmesterskabet, foran Michael Scharsteins 10. andenplads, og med Mark Backhausen på weekendens anden 3.plads.

I Rookiemesterskabet var det også 3 gengangere fra heat 1 – Mike Hansen foran Steffan Jusjong og Mikkel Njor.

I DIF Danmarksmesterskabet endte årets allersidste heat med at afgøre stillingen. Med Steffen Larsens heatsejr, tog han samtidig titlen, mens Carsten Rasmussen tog sølvet foran Brian Johannesen, som tog sig af bronzemedaljen.

Dette er Steffen Larsens 3. mesterskab i klassen. Han vandt titlen for første gang i 2003 og gentog det så året efter. Dengang blev titlerne kørt hjem i en Peugeot 106 GTI – nøjagtig som i år. Det er dog ikke samme bil som han vandt med dengang – men en af dem som han konkurrerede imod. Stabil kørsel og med kun et enkelt heat som ikke blev gennemført hele sæsonen, blev titlen kørt hjem i en af feltest ældste biler – en bil fra 1998.


Steffen Larsen med guldmedaljen om halsen, foran Carsten Rasmussen og Brian Johannesen
(Foto: CNPhoto.dk)

Som tidligere nævnt vandt Carsten Rasmussen Oldboysmesterskabet foran Michael Scharstein. Rudi Larsen vandt bronzemedaljen foran Jimmy Bob Søgaard Jensen, Mark Backhausen og Jan Jespersen.

Mike Hansen tog Rookietitlen foran Jonas Nielsen, Steffen Jusjong, Jan Jespersen og Mikkel Njor.

Det manglende hjul kom derved til at koste Jan Jespersen potentielle medaljer i både Oldboys- og Rookiemesterskabet. Men sådan er racerløb – nogle gange er heldet med dig, og andre dage er det ikke.


Mike Hansen, vinder af Rookiemesterskabet foran Jonas Nielsen og Steffan Jusjong
(Foto: CNPhoto.dk)

Nu går vi vinterferien i møde, inden at klassen er tilbage på banen igen næste sæson.

Med et gennemsnit på 24 kørere gennem 2015 sæsonen, har Yokohama 1600 Challenge endnu engang bevist at det er en af de klasser i Dansk Motorsport, som er værd at se. Måske er bilerne ikke de hurtigste eller de mest støjende ude på banerne – men klassen leverer store felter, masser af kampe ude på banerne gennem hele feltet, og er totalt uforudsigelig.


Carsten Rasmussen vandt Oldboysmesterskabet foran Michael Scharstein og Rudi Larsen
(Foto: CNPhoto.dk)

7 forskellige mand på Pole Position i kvalifikationen, 11 forskellige vindere i 14 heats og deltagere fra 14 til 69 år, fordelt på 37 forskellige kørere gennem sæsonen, viser klassen sin alsidighed. En blanding af unge kørere fra gokartbanerne og erfarende mesterskabsvindere, giver masser af udfordringer for alle kørere uanset niveau – og ofte med 10 eller flere kørere indenfor 1 sekund af hinanden i kvalifikationen.

Hvad mere kan man forlange?

Klassen vil gerne sende en stor tak til alle kørerne, banerne, officials på banerne og alle andre som har gjort det muligt for os at køre motorløb i endnu en sæson.

Vi ses i 2016!


Steffen Larsen – Yokohama 1600 Challenge DIF Danmarksmester 2015
(Foto: CNPhoto.dk)

Kørerforeningen Gr. N
Yokohama 1600 Challenge

JJ Media


Læs mere om:
  • Padborg Park
  • 15/10/11 - Padborg Park - Yokohama 1600 Challenge
  •  
     

    Yokohama 1600 Challenge nyhederne på Motorsporten.dk er sponsoreret af: