Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Rally

Mange bejlere til sejren i årets Tvilum Rally Show

Rally 
04/08/15 

Hvis en rallykører vil have sit navn på listen som den 37. vinder af Tvilum Rally Show, der fredag aften køres i Fårvang, så skal han være klar fra start. For der er lagt op til et virkeligt spændende rallysprint i industrikvarteret i provinsbyen mellem Viborg og Århus. Ikke blot har løbet endnu engang ramt loftet for antallet af tilmeldinger. Der er også mange skrappe bejlere til sejren.
 

”Det er mange år siden, at der har været så mange kandidater til at vinde finalen i dette løb,” lyder det fra Christian Jensen, Ans. Og han ved, hvad han taler om. I de fire foregående år har han vundet løbet, men han er ikke den eneste tidligere vinder, som er med på startlisten, når de første biler sendes afsted fredag aften klokken 17.00.


Såvel bil som kører har karisma. Brian Madsen ruller sin Peugeot 306 Maxi ud af garagen for at køre rallysprint fredag aften

En tredjedel af de 36 hidtil kørte udgaver af Tvilum Rally Show er således blevet vundet af kørere, som er med i feltet. Det er Martin Johansen, Vejen, og Kristian Poulsen, Risskov, som hver har taget en sejr, og så er det Ib Kragh, Juelsminde, og Brian Madsen, Slagelse, som tre gange har kunnet løfte den store pokal over hovedet efter løbet.

Sidstnævnte kommer i en rallybil, som mange rallyentusiaster glæder sig til et gensyn med. Det er en Peugeot 306 Maxi, som den tidligere Danmarksmester ruller ud ved særlige lejligheder – som denne. Bilen er på mange måder traditionel i sin opbygning med træk på blot et af de to hjulpar og så uden turbo. Men netop manglen på trykladning giver den en helt speciel sound, når Brian Madsen accelererer op gennem gearene.


En Ford Fiesta i VM-trim med Esben Hegelund vil man bl.a. kunne opleve ved årets Tvilum Rallyshow

I den modsatte ende af skalaen blandt topbilerne finder vi den bil, som Esben Hegelund, Hadsten, deltager med. Det er en firhjulstrukket Ford Fiesta i WRC-trim, som han har karrierens fjerde start med.

”Jeg synes, at jeg fik bilen længere ind under huden ved anden afdeling af DM i rally, som Ole Frederiksen og jeg vandt,” siger Esben Hegelund om bilen, der teknisk set er den mest avancerede ved årets Tvilum Rally Show.

”Det er ikke nødvendigvis en fordel med en WRC-bil på prøven i Fårvang, for det er ikke sikkert, at man kan udnytte dens tekniske fordel på rallysprintbanen.”

Traditionen tro er der gratis adgang til såvel Tvilum Rally Show som til Tvilum Classic Show, som foregår i en pause mellem to af rallyheatene.

Tvilum Rally Show er et af de mest traditionsrige motorsportsarrangementer i Danmark og afvikles fredag den 7. august 2015.
Tvilum Rally Show afvikles sammen med Tvilum Classic Show.
Tvilum Rally Show og Tvilum Classic Show afvikles i forbindelse med det årlige Fåremarked i industrikvarteret i Fårvang, som ligger ved hovedvej 26 mellem Viborg og Århus.
Læs mere på www.rallyshow.dk.

Tvilum Classic Show / Tvilum Rally Show

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Fårvang
  • 07/08/15 - Fårvang - Rally
  •