Automobil Sports Klubben Hedelands minirally med rallycentrum ved Vilvorde/Roskilde Tekniske Skole havde 35 biler til start på hastighedsprøverne ved Brordrup, Syv Holmevej og på Guldalderen i Hedehusenes industrikvarter.
Tim Svanholt var flyvende, indtil den tjekkiske gearkasse brød sammen, men med en ny hollandsk transmission var han tilbage på vinderkursen i Rally Roskilde
Allerede på den første prøve havde Svanholt/Møller duoen så travlt, at de kom i clinch med en kantsten, så et baghjulsophæng blev slået ud af facon.
Holdet fuldførte prøven og fortsatte ufortrødent på de to følgende med en bil, som kørte skævt og gav den rutinerede rallymester nok at gøre med at holde den på rette spor.
I pausen fik servicefolkene dog rettet op på kalamiteten, så holdet kunne gennemkøre dagens sidste prøver i rette linier.
Derved sikrede Tim Svanholt og Carina Møller sig både en klassesejr og vandt som feltets hurtigste bil også generalklassementet foran Roskilde-vognmanden John Frederiksen og Thomas Holm Hansen, Kirke Hyllinge, i BMW Compact M3 samt brødrene Simon og Sune Vallentin, Gislinge, i Mitsubishi Lancer Evo VIII.
Forud for Roskilde Rallyet havde Svanholt og Møller været en tur i Holland for at få bilens motorstyring optimeret, og benyttede samtidigt lejligheden til at starte i det hollandske Tank S Rally og sikre sig en andenplads i den vesteuropæiske WERC-rallyturnering.
Med optimeret motor og ny gearkasse er Tim Svanholt i humør til at give Mitsubishien fuld gas i juni ved DM-afdelingen Rally Himmerland, i Hobro
Umiddelbart efter stillede Svanholt i Tåstrup til start i årets første rallysprint i Yokohama-serien, og var nærmest flyvende, indtil det smældede i gearkassen - med to ødelagte topgear blev det til en tidlig sortie for Roskilde-køreren.
Det værste var imidlertid manglen på reservedele til gearkassens tjekkisk producerede transmission, så enden på historien blev, at Svanholt skiftede til en hollandsk produceret transmission - og den virker. Dét fremgik krystalklart af resultattavlen i Roskilde Rallyet.
I september 2016 bliver sidstnævnte efter planen kørt som DM-rally med ASK Hedeland som arrangør.
Team Svanholt
|