Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Rally

Torben Sørensen: ”Jeg er fast deltager i Rally GP”

Rally 
20/03/15 

For en gangs skyld kommer familien i påsken til at se mere til Torben Sørensen fra Uggelhuse ved Randers. Det har nemlig været en fast tradition, at han ikke har været hjemme langfredag, men i år vil tingene være anderledes.
 

”Jeg er jo fast deltager i Rally Grand Prixet, som bliver kørt i den store grusgrav ved Kongensbro,” fortæller den kronjyske rallykører. ”Hidtil har det været langfredag, at det store løb er blevet afviklet, men i år er datoen blev ændret, så Rally Grand Prixet i stedet bliver kørt lørdag efter påske. Men det ændrer nu ikke på noget for mit vedkommende. Jeg skal stadig være med!”


Torben Sørensen har været fast deltager i AutoPartner / Ans Kro Rally Grand Prix og starter atter med sin Subaru Impreza.
(Foto: Morten Alstrup)

Det bliver i den samme Subaru Impreza som i de to foregående udgaver af AutoPartner / Ans Kro Rally Grand Prix, at Torben Sørensen starter. Og det er en konstellation, som har kørt gode resultater hjem i Munck Asfalts grusgrav langs hovedvej 26 mellem Århus og Viborg.

”Da jeg første gang kørte med Subaruen i 2013, blev det til en tredjeplads i finalen, og sidste år blev jeg firer,” siger Torben Sørensen, der dog ikke er uvant med at komme på podiet efter løbet.

”Ved et af de første Rally Grand Prixer startede jeg med min daværende Peugeot 106. Jeg havde bare trukket den ud af garagen, pudset den af og sat nogle gamle dæk på. Men vi kørte og vi kørte, og det endte med, at jeg blev treer i det sidste røverheat. Det var der ikke mange af de andre, som havde regnet med, og det gav en del snak og mumlen i krogene, for det var ikke alle dem med hurtigere biler, som kunne lide at blive slået af sådan en lille bil.”


Torben Sørensen (th) tog i 2013 tredjepladsen i AutoPartner / Ans Kro Rally Grand Prix efter Christian Jensen og Michael B. Sørensen.
(Foto: Morten Alstrup)

Det er i øvrigt ikke kun datoen, der er blevet ændret i forbindelse med årets AutoPartner / Ans Kro Rally Grand Prix. Det er afviklingsformatet også.

Lørdag den 11. april om formiddagen starter deltagerne nemlig med en to timer lang rallytest, hvor de på en otte kilometer lang hastighedsprøve fra Borridsø over Boskov og Borre til Vejerslev kan teste materiellet af, inden det fra middagstid går løs med det egentlige rallysprint i Munck Asfalts grusgrav. Her køres der først tre indledende heats forud for finalen og den afsluttende præmieoverrækkelse, der er planlagt til klokken 16.00.

AutoPartner Ans Kro Rally GP
Randers Auto Sport
www.rallygp.dk

Morten Alstrup