Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Diverse Motorsport

DASU Elitenyt

Diverse 
27/02/15 

Kartingkørerne Nicklas Nielsen og Christian Lundgaard repræsenterede på strålende vis de danske farver ved dette års udgave af Winter Cup på banen South Garda i Italien.
 

Store danske triumfer i Italien
Først vandt Lundgaard finalen for KF Junior i overlegen stil, og kort efter gjorde Nicklas Nielsen ham kunsten efter i KF. Foruden Nielsen og Lundgaard deltog Noah Watt, Frederik Vesti og Amalie Wichmand i den italienske ”nyklassiker”, der i år blev afviklet for 20. gang. Det er første gang, løbet får danske vindere.

Dermed har dansk karting fået en fantastisk start på 2015, idet Nicklas Nielsen for to uger siden blev samlet vinder af mini-turneringen WSK Champions Cup, mens Christian Lundgaard her måtte "nøjes" med andenpladsen. Begge disse løb blev kørt på La Conca-banen i syditalien.

Nicklas Nielsen er i år førstekører for italienske Tony Kart.

Allerede den kommende weekend går det løs igen i Italien; denne gang med løbet ”WSK Gold Cup”, der køres på Adria-banen. WSK (World Series Karting) er promotorbaserede løb for CIK-klasserne, og dermed afvikler WSK de mest betydende konkurrencer uden for de egentlige EM- og VM-løb. De fleste favoritter til EM og VM deltager i WSK-løbene, hvis hovedserie WSK Masters afvikles over fire afdelinger med start 8. marts.

Alle WSK-løb kan følges live på www.wskarting.it

Fuld fart på talenterne
Også for de af DASU og Team Danmarks unge talenter der befinder sig i formel, GT/sportsvogne og rally er der store forventninger til 2015. En kort oversigt ser således ud:

Jacob Madsen. DASU genopliver efter en pause DASU Rally Challenge med indplacering af Jacob Madsen, der deltager i ADAC Opel Rallye Cup med støtte fra Opel Danmark.


Jacob Madsen
(Foto: ADAC Motorsport)

Mikkel Jensen. Sidste års suveræne vinder af ADAC Formel Masters er nu taget under de beskyttende vinger af selveste Mercedes-Benz, for hvem han skal være fabrikskører i FIA Formula 3 Championship 2015 (Mücke Motorsport). Læs om Mercedes’ juniorprogram på http://www.hwaag.com/formel3_series_en.html

Lasse Sørensen. Lige så suveræn vinder af det franske Formule 4 Championship i 2014. Skal i år deltage i Euro Cup for Formel Renault 2.0 for hollandske MP Motorsport med støtte fra bl.a. Saxo Bank.

Nicolai Sylvest. Forventer at skifte fra Formel 3 til ADAC GT i 2015. Modtager støtte som en del af Mercedes’ nye juniorprogram for GT-kørere.

Jan Jønck. Sidste års vicemester i Formel Ford debuterer i år i det nye tyske ADAC Formel 4 mesterskab for RS Motorsport.

Frederik Schandorff. Den regerende danske Formel Ford-mester tester ligeledes med henblik på deltagelse i dette mesterskab og er inde i billedet som juniorkører for HTP’s Bentley GT-team.
Nicolaj Møller Madsen. Juniormester i VW Scirocco Cup 2014. Debuterer i 2015 i den nye Audi TT Cup i Tyskland.

Foruden ovenstående har en række af de etablerede DASU-kørere allerede imponerende programmer på plads i 2015. Der tegner sig dermed en meget spændende sæson for dansk bilsport igen i 2015. En komplet liste over indplacerede i DASU og Team Danmarks eliteprojekter offentliggøres midt i marts.