Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Diverse Motorsport

Netværksaktiviteter i imponerende omgivelser

Diverse 
26/02/15 

Tirsdag d. 24. februar oprandt dagen for årets første netværksmøde i Jan Jønck Business Club, og selvom det ikke altid er nemt at imponere sine gæster, så havde mange svært ved at skjule deres åbenlyse beundring for de smukke rammer om mødet; Strøjer Samlingen ved Assens rummer en sand perlerække af smukke og klassiske biler fra de største og mest prominente bilproducenter i verden. De smukke biler præsenteres i en arkitektonisk flot og markant bygning, som blot gør oplevelsen endnu mere imponerende.
 

Mødet blev afviklet som et fælles arrangement for alle netværksgrupper under Skov Motorsport Promotions, og Ole Skov indledte selv aftenen med at byde velkommen og give en kort præsentation af SMP og de 3 talenter, inden de hver især fik lov at gå på scenen og fortælle om planerne for 2015. Jan fortalte med begejstring om den kommende sæson, hvor den som bekendt står på deltagelse i det tyske Formel 4 mesterskab. Sæsonstarten nærmer sig efterhånden med hastige skridt, og derfor er Jans forberedelser i fuld gang, og allerede i næste uge skal de nye biler testes for første gang. Det er nu næsten 3 måneder siden, Jan sidst sad bag rattet på en racerbil, så det kribler godt og grundigt i hele kroppen efter at komme i gang med sæsonen.


(Foto: janjonck.dk)

Herefter var det blevet tid til at komme op at stå og komme rundt og se på de mange spændende biler. Vi blev taget i hånden af Søren Ditlev Jensen fra Strøjer Samlingen, og han guidede os rundt i lokalerne på en levende og humoristisk måde og med små anekdoter om udvalgte biler. Samlingen byder på en utrolig imponerende mængde sportsvogne og klassiske limousiner fra producenter som Aston Martin, Bentley, Ferrari og Lamborghini og er absolut et besøg værd.

Efter en spændende rundvisning meldte sulten sig efterhånden, og der blev disket op med dejlig, højt belagt smørrebrød. Snakken gik lystigt over bordene, og det var tydeligt, at de mange spændende biler havde gjort indtryk.

De afsluttende netværksaktiviteter tog udgangspunkt i selve det at spørge ind til hinandens virksomheder, og afsøge mulighederne for at gøre brug af hinanden. Sædvanen tro var denne del af aftenen lagt i hænderne på Flemming Damgaard, og da han efter en kort præsentationsrunde slap gæsterne fri til at opsøge hinanden på gulvet, blev der talt livligt på kryds og tværs. Der blev udvekslet visitkort og aftalt telefonmøder, og der herskede en rigtig god stemning i lokalet, hvor der på grund af sammenføringen af de forskellige netværksgrupper var væsentligt flere mennesker til stede end vanligt.

Lasse Seidel, Innova Advokatfirma, udtaler: ”Det har været en rigtig spændende aften. Det at være her i nye rammer skaber en helt anderledes dynamik, og alle er så at sige oppe at stå allerede fra starten. De inspirerende omgivelser skaber en masse glæde og entusiasme, og det er helt andet udgangspunkt, end vi normalt møder vores kunder i. En super aften.”

Jan Jønck takker for fremmødet og ser allerede frem til det næste arrangement i april måned.

Jens Hvas


Læs mere om:
  • Jan Jønck
  •