Han startede på toppen. Efter sine ingeniørstudier og en kort periode hvor han arbejdede med missiler(!) kom han til Matra og arbejdede først i de mindre formel klasser, inden han blev ansvarlig for udviklingen af deres F1 racer - den racer der i 1969 i Jackie Stewarts hænder, vandt VM i Formel 1. Det var den eneste VM vinder Ducrouge havde fingrene i, men alligevel nok ikk det han blev mest kendt for.

To forskellige teams - Ligier og Lotus - i 70'erne og 80'erne - er det man bedst kender ham fra. Efter VM sejren for Matra i 1969 lavede de flere gode F1 racere, der allesammen led under Matras egen motor, der ikke var særlig pålidelig (Stewart havde brugt en Ford Cosworth motor). Men udeblev succesen i Formel 1, så kom den på Le Mans, hvor Matra vandt 72 - 73- 74 med en Ducarouge kreation. Da holdet besluttede sig for at trække sig helt ud og solgte resterne til det lille Ligier team, fulgte Ducarouge med. Guy Ligier var en hidisg lille mand, der havde ambitioner om at få sit team i Formel 1. Det skulle ske med en Matra motor og Ducarouge var manden der skulle designe bilen. Den første var den nok berømte, men ikke særlig kønnne te-potte, der kørte de første par løb, inden nye regler om maksimumhøjde på bilerne, betød at skortstens-luftindtaget forsvandt. Det gav en mindre ombygningen af Ligier raceren, men forskønnede den en del. Jacques Laffite var manden der kørte bilen og mest markant var nok i virkeligheden den pole-position han hentede på Monza. Bilen var hurtig!

I 1977 kom den første sejr til det franske team. Efter en lidt mindre en middelmådig kvalifikation i Sverige kiggede teknikerne på bilen og spurgte Laffite om der var noget de kunne ændre på bilen. Den ellers så festlige og optmistiske franskmand konstaterede at de kunne nøjes med af pudse den - underforstået, der var ingen redning - så det var det, de gjorde. Om søndagen vandt Laffite efter at have kombineret forstand og held - blandt andet løb den førende Andretti tør for benzin mod slutningen.

Men det var først i 1979 at Ligier for alvor bankede på i toppen. Efter et middemådigt år i 1978, så udvidede de 1979 til to biler - den anden blev kørt af Patrick Depailler. Laffite vandt de to første løb, Depailler sæsonens femte og de lignede i den grad nogen der kunne blive mestre - men udviklingen smuttede fra dem, Ferrari var de bedste og Williams opstod af ingenting og vandt fem løb - og Ligier endte på en lidt skuffende 3. plads i konstruktørernes VM. 1980 blev hverken god eller dårlig, to sejre, en til Laffite og en til Pironi, der endte som nr. 4 og 5 i VM kampen.

Ducarouge lavede også Ligiers bil i 1981 - nu hed den så Talbot og havde igen Matra i motorrummet. Det startede skidt - og Guy Ligier blev sur og halvvejs igennem sæsonen blev Ducarouge fyret. Bilen var ellers god nok - mod slutningen vandt Laffite to sejre og havde mulighed for VM lige til det sidste.

Næste store kapitel for Gerard Ducarouge var Lotus. Men inden han kom til det engelske team, var han en tur forbi Alfa Romeo og lavede deres bedste bil i 1982. Men han blev fyret først på sæsonen i 1983 og blev hurtigt hentet til Lotus, der led under Colin Chapmans tidlige død i december 1982. Hans sidste bil var ikke god, og Lotus sejlede rundt alt for langt nede i feltet. På fem uger tegnede og byggede Ducarouge en bil, der var både bedre og kønnere. Mod slutningen af året fik Mansell bilen på podiet, mens de Angelis fik en pole. Fra da af var Ducarouge Lotus mand. Han lavede de flotte biler fra midt 80'erne som de Angelis fik VM bronze i, i 1984 og som Senan vandt sine første seks sejre i. Men Lotus var ikke noget stort team og først forsvandt Senna, siden Honda og Ducarouges bil fra 1988 var en skuffelse.

De sidste år inden han forsvandt fra Formel 1 arbejdede Ducarouge først for Larousse, siden vendte han tilbage til Ligier, inden teamet midt i 1994 igen igen igen blev solgt. Siden vendte han tilbage til sit udgangspunkt, hos Matra.

Martin Møller-Thomsen