Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Rally Monte-Carlo Historique

Dansk Audi 80 starter i Rallye Monte-Carlo

Rally Monte-Carlo
Historique 

28/01/15 

fra Rådhuspladsen den 29. januar
Den danske start til verdens største og hårdeste rally for klassiske biler, Rallye Monte-Carlo Historique, går fra Rådhuspladsen i København, torsdag den 29. januar kl. 11.00.
 

Store danske forventninger knytter sig til Toni Hansen og Per Brodersen. De stiller op for tredje gang i løbet, og efter placeringer som nr. 19 og 11 kan de tillade sig at have realistiske forhåbninger om at komme i top 10. Deres Audi 80 GLE fra 1979 er gennemgået fra A til Z og yder nu over 150 hestekræfter. Efter også at have søgt om tilladelse tidligere stiller de i år for første gang op med startnummer 80, så det matcher deres Audi 80.


Toni Hansen og Per Brodersen
(Foto: Michael Eisenberg)

Ud af løbets 315 deltagende mandskaber er de syv og et halvt danske, og af dem har fem valgt at starte fra København, der er en af løbets fem startbyer. Præcis klokken 11 flages deltagerne af sted på den 3.000 kilometer lange tur af Københavns kulturborgmester Carl Christian Ebbesen, der ved sin side har vinderen af Rallye Monte-Carlo 1967, den finske kører Rauno Aaltonen. Han fik sit tilnavn, rallyprofessoren, på grund af sin videnskabelige tilgang til forberedelser og køreteknik i et rally, og hans rallykarriere strakte sig fra slutningen af 1950'erne frem til 1987.

Rallye Monte-Carlo Historique er ikke et hastighedsrally, men et pålidelighedsrally, hvor det gælder om mest præcist at overholde en given gennemsnitshastighed. For hvert sekund, man kommer for tidligt eller for sent forbi en hemmelig tidskontrol, tildeles man strafpoint. Gennemsnitshastighederne kommer aldrig over 50 kilometer i timen, men på en smal, snedækket bjergvej i mørke eller tåge er det en uoverkommelig opgave, og derfor fungerer visse dele af løbet som et hastighedsrally. Ingen kan overholde tiden, uanset hvilken bil man kører i. Rallye Monte-Carlo Historique er åben for alle typer af biler, der har deltaget i Rallyes Automobiles Monte-Carlo mellem 1955 og 1980.

Rallye Monte-Carlo starter i år fra København, Reims, Barcelona, Torino og Glasgow torsdag den 29. januar og slutter i Monaco onsdag den 4. februar efter 3.000 kilometers kørsel.


Toni Hansen og Per Brodersen med deres Audi 80

Program
Onsdag den 28/1: Teknisk kontrol i alle byer og starten går fra Glasgow
Torsdag den 29/1: Starten går fra København
Fredag den 30/1: Starten går fra Reims, Barcelona og Torino
Lørdag den 31/1: Alle deltagere mødes i Saint-André-les-Alpes, hvor den første af i alt 14 specialetaper køres som prolog
Søndag den 1/2: Der køres klassifikation
Mandag den 2/2: Etapekørsel første del
Tirsdag den 3/2: Etapekørsel anden og tredje del (tredje del køres tirsdag nat)
Onsdag den 4/2: De første deltagere kommer i mål på havnen i Monaco

Læs mere om Toni og Per og deres Audi 80 på audi80-rally.dk
Læs mere om Rallye Monte-Carlo Historique på acm.mc/en/rallye-monte-carlo-historique/2015-edition/

AUDI Danmark

Læs mere om:
  • Monte Carlo
  • 04/02/15 - Monte Carlo - Rally Monte-Carlo Historique
  •