Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Bil nyt

Spar 200 km i elbil med Mols-Linien og CLEVER

Bil nyt 
27/01/15 

Elbiloperatøren CLEVER og Mols-Linien skaber nu endnu bedre forbindelse mellem Sjælland og Jylland for elbilister. Nu kan elbilister skyde genvej mellem de to landsdele og tilmed hurtiglade elbilen på under en halv time på havnen i både Aarhus og Odden.
 

Skyd genvej i elbil
Nu er det endnu nemmere at tage elbilen på de lidt længere ture og skyde genvej mellem Sjælland og Jylland. Færgeoverfarten mellem Aarhus-Odden med Mols-Linien tager kun 75 minutter, og den korte overfart skærer samtidig 200 km landevej af rejsen mellem Aarhus og København i elbil. Nu kan elbilister nemlig hurtigoplade elbilen, både inden de skal med færgen, under overfarten, og når de kommer i land.


CLEVER og Mols-Linien forbinder landsdelene med hurtigoplading til alle elbiler.

Alle elbiler kan nu oplades på under 30 minutter på færgelejerne
CLEVER og Mols-Linien har indgået en aftale om at opstille multi hurtiglade-stationer på færgelejet i henholdsvis Aarhus og Odden. Ladestationerne har tre forskellige stik til hurtigopladning og kan derfor oplade alle moderne elbiler på 20-30 minutter til 80 procent – dvs. både Volkswagen, BMW, Tesla, Renault og Nissan.

- Med vores moderne hurtigfærger sikrer vi en hurtig, effektiv og behagelig genvej mellem Sjælland og Jylland. Det benytter ca. 1 mio. personbiler sig af årligt, derfor er vi også glade for de to nye hurtiglade-stationer fra CLEVER, og for de nye lademuligheder om bord. De gør det endnu mere attraktivt for elbilister at skyde genvej mellem de to landsdele og potentielt spare to opladninger på turen, siger Mikkel Hybel, marketingchef i Mols-Linien.

Mols-Linien tilbyder gratis opladning om bord til elbilister, der rejser på Business BlueClass, som er de erhvervsrejsendes foretrukne billettype. Der er i første omgang kapacitet til at lade to elbiler på hver overfart.

CLEVERs to multi hurtiglade-stationer på de to færgelejer forventes at være i drift i april 2015 op til forårets helligdage og rejseaktiviteter. Mols-Liniens ladebokse om bord forventes til rådighed i starten af marts.

Del af et landsdækkende netværk til elbiler
CLEVER, der installerer og driver ladestationerne på de to færgelejer, står bag Danmarks største landsdækkende ladenetværk af hurtiglade-stationer til elbiler. Ladenetværket består af både 50 kW, 43 kW og 22 kW ladestationer og tæller p.t. 346 ladepunkter.

- Med det nye samarbejde med Mols-Linien og de nye multi hurtiglade-stationer i Aarhus og Odden bliver CLEVERs ladenetværk endnu mere finmasket til glæde for landets elbilister. Mols-Linien forbinder Sjælland og Jylland, og er et vigtigt knudepunkt for blandt andet elbilister, der ofte vælger færgen, for at spare på strømmen, og nu får de tilmed mulighed for at hurtiglade på havnen, siger Lars Bording, adm. direktør i CLEVER.

Ladestationerne i begge havne aktiveres med et ladekort fra CLEVER. Ladestationen i Odden kan også bruges af elbilister, der ikke skal med færgen, da man godt kan tilgå den uden at skulle ind på færgelejet.

På CLEVERs gratis smartphone app kan man se alle ladestationer i CLEVERs ladenetværk og se om ladestationerne er ledige eller i brug – eller hvis de er midlertidig ude af drift.

CLEVER