Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Bilorientering

Thisted / Struer mandskab til sæsonfinale i Sverige med frisk guldmedalje

Bilorientering 
05/11/14 

For 4 uger siden sikrede Børge Holm, Thy Motor Sport og Jørn Mørup fra Struer & Omegns Motor Sport sig DM guld i bilorientering. Det var derfor ikke den store overraskelse, at det lokale mandskab også sikrede sig guld i det Jysk / Fynske Mesterskab da sidste afdeling i den mesterskabsserie blev afviklet sidste weekend.
 

De hjemlige medaljer tæller dog ikke når årets sidste medaljer i bilorientering skal deles ud i den kommende weekend. Kampen om det Nordeuropæiske Mesterskab i bilorientering afsluttes med de 2 svenske afdelinger og køres i nogle af de store skove ved Norrtälje nord for Stockholm.


Selv om Børge Holm og Jørn Mørup tager til Sverige med en frisk guldmedalje i Jysk/Fynsk Mesterskab har mandskabet kun en teoretisk chance for at forsvare sidste års bronze medaljer i Nordeuropæisk Mesterskab

Selv om Holm og Mørup sluttede på bronzepladsen i sidste års Nordeuropæiske Mesterskab er der ikke meget der tyder på, at det gentages i år. Thisted / Struer mandskabet fik kun middelmådige placeringer som hhv. nr. 6 og 7 da de 2 finske afdelinger blev afviklet i september, derfor har holdet kun en teoretisk chance for at komme i medaljerne i år.

Et stærkt felt med 14 svenske, 12 finske og 11 danske mandskaber skal dele mesterskabspointene imellem sig. Ikke mindre end 6 af mandskaberne har tidligere vundet mesterskabet så det er et af de stærkeste felter der har været til start i mesterskabet i flere år.

Også Struers Flemming Jensen og Bent Mikkelsen, der i øvrigt vandt bronze i det Jysk / Fynske Mesterskab, er til start i Sverige. Deres medaljechancer er også kun teoretiske.

De bedste medaljechancer til et dansk mandskab er hos de regerende mestre, Ikast brødrene Harald og Jan Søndergaard. Det ligger dog fast, at de ikke kan vinde guld, dertil er afstanden op til et svensk mandskab på førstepladsen for stort.

Det sidste lokale hold blandt de 11 danske mandskaber er Struer køreren Michael Nystrup Larsen og Ole Skov fra Thy. Holdet har fra en position som nr. 22 ingen chancer for medaljer.

Stilling inden de sidste 2 afdelinger om Nordeuropæisk Mesterskab i bilorientering 2014
1. Bjørn Henriksson - Ulf Andersson, Sverige 180 point
2. Tomi Viitala - Juha Heikkila, Finland 178 point
3. Harald Søndergaard - Jan Søndergaard, Ikast 170 point
8. Børge Holm - Jørn Mørup, Thisted / Struer 165 point
11. Flemming Jensen - Bent Mikkelsen, Struer 161 point
22. Michael Nystrup Larsen - Ole Skov, Struer / Thisted 141 point

Struer & Omegns Motor Sport