Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Speedway

Iversen ansætter manager

Speedway 
01/11/14 

Speedwaykøreren Niels-Kristian Iversen forstærker sit team. Pressechef Lars Guldager Dyhr skal fremover varetage funktionen som manager.
 

Han er i øjeblikket godt i gang med at kæmpe sig tilbage efter en slem skade, og Niels-Kristian Iversen satser på igen at være med helt i toppen af Grand Prix-serien, når han vender tilbage til den kommende sæson. Derfor forstærker han sit team med en manager, og det er et velkendt ansigt. Lars Guldager Dyhr har i denne sæson været tilknyttet som pressechef, men skal fremover også arbejde med blandt andet marketing og sponsorater for speedwaystjernen.


Fra venstre: Lars Guldager Dyhr og Niels-Kristian Iversen

- Vi har haft et rigtigt godt samarbejde i denne sæson, og det er virkeligt en styrkelse af mit team. Jeg har ambitioner om at være med helt fremme, hvor det er rigtigt sjovt, og derfor skal alt det udenfor banen også klappe. Lars skal som manager være med til at løfte det hele, og han kommer med gode ideer, skarpe meninger og så har vi frem for alt begge ambitioner om, at vi kan gøre det en tand bedre. Med ansættelsen af en manager tager mit team et skridt fremad, og det kan kun gøre os endnu skarpere, fastslår Niels-Kristian Iversen, som også i den kommende sæson håber på at køre for Esbjerg Motorsport. Her fortsætter Lars Guldager Dyhr sideløbende som pressechef, og fra lignende ansættelser hos EfB og EfB Ishockey har han stor erfaring fra sportens verden. Dem vil han bruge aktivt i den nye rolle som manager.

- Det bliver rigtigt spændende at flytte tingene yderligere sammen med Niels-Kristian Iversen og resten af det stærke team. Mine kompetencer er på alt det udenfor banen, men det kan give lidt ekstra luft til at præstere på slaggerne. Vi har alle sammen troen på, at Niels-Kristian i den kommende sæson igen blander sig i verdenstoppen, og vi har i den forgangne sæson set, at han er blevet mere og mere eksponeret, så derfor er han også stadigt mere interessant for rigtigt mange samarbejdspartnere. Det vil vi bruge aktivt, og jeg har store forventninger til det nye samarbejde, slutter Lars Guldager Dyhr, der er blevet manager for den tredobbelte danske mester individuelt, som i 2013 blev nummer tre i verden og var placeret på fjerdepladsen i Grand Prix-serien, da han blev skadet.

For Niels-Kristian Iversen
Lars Guldager Dyhr