Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

DASU Classic

Eks-rallykører er frontrunner i old timer

DASU Classic 
25/10/14 

Normalt er investeringen i en old timer-bil opfyldelsen af ungdomsdrømmen, som der ikke blev økonomisk muligheder for i de yngre dage. Denne skabelon passer ikke helt på Finn Kristensen fra Silkeborg, som kan se tilbage på en lang karriere inden for rallysporten, og i den kommende weekend (25. oktober 2014) deltager i et pålidelighedsrally sammen med co-driveren: Jan Østergaard (Horsens) i en Ford Cortina GT - Mk. 1 - fra 1965.
 

- Jeg startede op med bilorientering tilbage i 1970, oplyser Finn Kristensen. - Her er det kortlæserens erfaring, som sætter tempoet. Jeg ville dog godt prøve motorsport med lidt mere fart over feltet. Debuten foregik i manøvre- og specialprøver (M/S), som er fødeklassen til rally. I premieren gik det faktisk så stærkt, at vi totalsmadrede vores Ford Cortina GT - Mk. 1!


Inden starten på FDM DASU Classic-finaleløbet indlægger Jan Østergard (t.v.) ruten
(Foto: Åge Keseler Kirketerp)

Finn Kristensen holdt herefter en lille rally-pause, men tog revanche fra 1975 til 1987, hvor midtjyden kørte 120 M/S-prøveløb. Her blev det til 60 klassesejre samt 2 jyske mesterskaber og 6 guldmedaljer i den øst- og midtjyske Speedman-turnering.

- Sideløbende startede jeg i 1976 op i rally, fortsætter Finn Kristensen. - Opstarten foregik i en Ford Escort Sport, og i 1978-1990 skete rallydeltagelsen i en Ford Escort Mk. 2. Herefter skiftede jeg Peugeot 309 (1991-98) samt en heftig Peugeot 106 Rally (1999-2001), hvorefter styrthjelmen blev lagt på hylden.


Finn Kristensen har istandsat en velholdt Ford Cortina GT Mk. 1
(Foto: Åge Keseler Kirketerp)

De 25 rallyår bød på deltagelse i 140 rallies – fordelt hen over Danmark, Sverige, Norge, Tyskland, Holland og Belgien.

- I al beskedenhed blev jeg dansk mester i henholdsvis 1998, 1999 og 2000, konstaterer Finn Kristensen. – Desuden har jeg hjemkørt 4 DM-bronzemedaljer. Rally er en dyr sport, hvor et enkelt motorløb nemt kan koste lige så meget, som man kører et helt år for i pålidelighedsrally.


Finn Kristensen (t.h.) og Jan Østergaard satser på at hjemkøre DM-sølvet i Sport-klassen
(Foto: Åge Keseler Kirketerp)

Finn Kristensen har haft et langt liv som mekaniker, og tilbage i 2012 fandt silkeborgenseren en Ford Cortina GT (Mk. 1), som var i fin stand: - Sammen med Jens Østergaard hygger jeg mig nu gevaldigt med at køre oldtimer-rally. Her lægger vi meget godt med i den næstskrappeste klasse i den landsdækkende løbsserie: FDM DASU Classic (FDC).


Finn Kristensen og Jan Østergaard går til makronerne i startfeltets ældste old timer
(Foto: Åge Keseler Kirketerp)

Hoved-ideen i pålidelighedsrally er kortlæsning, hvor deltagerne prøver kræfter med en orienterings-rute, som afvikles på offentlig vej ud fra udleverede udsnit af et landkort. Det gælder derfor først og fremmest om at finde den rette vej sammenkædet med at overholde en gennemsnitsfart.

- Vi håber på en lille hjemmebanefordel, supplerer co-driveren Jan Østergaard - Horsens. - Vi ligger foreløbig på en samlet andenplads, men vi kan mærke motorvarmen i nakken fra vores sjællandske konkurrenter: Claus Bernhard og Jan Petersen i Alfa Romeo Junior Z samt Anja Linette Møller og Thomas S. Knudsen i Porsche 911 Targa.

- Vi skal køre både på FDM Jyllandsringen og Ungskue-arealet ved Herning Hallerne, supplerer Finn Kristensen. – Her er der normalt ikke adgang for hverdagsbiler, men jeg har da kørt hastighedsprøver i rally begge steder.


Ford Cortina GT Mk1-eren er en klassiker blandt klassikerne med sine specielle baglygter
(Foto: Åge Keseler Kirketerp)

Ruten starter ud fra LMO Revision i Søften. Herfra kører deltagerne den næstnærmeste omvej mod Silkeborg ad kuperede sogneveje i Søhøjlandet. På FDM Jyllandsringen er der middagspause, hvorfor old timerne kan studeres både i aktion og pause-pit. FDC-feltet når frem til Herning Hallerne sidst på eftermiddagen lørdag d. 25. oktober.

Åge Keseler Kirketerp