Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Citroën DS3 Cup

Citroën DS3 Cup bliver supportklasse til DTC

Citroën DS3 Cup 
23/10/14 

Mærkeklassen med de franske racerbiler bliver i 2015 del af showet, når DTC brager på banen med live TV-dækning og stærke løbsweekender. Et NEZ-mesterskab bliver også lanceret i samarbejde med den nystartede norske Citroën DS3 Cup.
 

Aftalen mellem Citroën DS3 Cup og DTC-organisationen betyder, at klassen følger DTC-feltet til fem afdelinger af mesterskabet. Ikke nok med det - Citroën-racerne bliver fast underholdning mellem DTC-klassens andet heat og finaleheatet:

- Vi har fået en rigtig god aftale i stand med Peter Elgaard og DTC. Med live TV-dækning og vores heat lige mellem to DTC-heat kan vi som supportklasse næppe få meget bedre vilkår at køre under, siger Martin Jensen, promotor for Citroën DS3 Cup.


(Foto: Gripping Media ApS)

For DTC-arrangøren, Peter Elgaard, er det også en fjer i hatten for ham og DTC, at Citroën DS3 Cup nu bliver fast inventar i den kommende sæson:

- DTC vil gerne bakke op om de mindre klasser, og vi har tidligere haft et godt samarbejde med Citroën, dengang om Citroën Saxo Cup, så det er helt oplagt at have Citroën DS3 Cup med på DTC-kalenderen i 2015.

- Citroën DS3 Cup er et godt skolingssted for nye kørere og de, som gerne vil gøre lidt mere ud af deres motorsport, uden at budgettet bliver uoverskueligt. Vi betragter klassen som en del af den direkte fødelinje til DTC, og jeg glæder mig meget til at se et spændende felt i 2015.

Udover at blive en del af DTC-pakken i 2015 bliver der også mulighed for at deltage i et NEZ-mesterskab (North European Zone, red.) sammen med den nyopstartede, norske Citroën DS3 Cup. To afdelinger i hvert land er tællende til mesterskabet, og Martin Jensen forventer at se et flot felt ved Grand Prix Danmark og finaleløbet:

- Nordmændene har vist stor interesse i Citroën DS3 Cup i de sidste par år, og nu ser det ud til at der bliver et fornuftigt felt deroppe i 2015. Med lidt held tror jeg at vi ser 25 eller 30 biler i klassen i de to NEZ-løb på dansk jord - det glæder jeg mig helt vildt til!


(Foto: Gripping Media ApS)

Hvis man har lyst til at prøve kræfter med en de billigste standardvognsklasser i dansk motorsport i den kommende sæson, er det blot at kontakte Martin Jensen for at høre nærmere. Der er både mulighed for at købe en ny eller brugt bil, leje sig ind i et eksisterende team - eller købe et kit og påbegynde opbygningen af en ny bil selv.

Infomøde på Fjelsted Skov Kro den 28. oktober
Der afholdes infomøde og præmieoverrækkelse for 2014-sæsonen på Fjelsted Skov Kro tirsdag den 28. oktober kl. 18.00. Her vil 2015-pakken blive præsenteret og der vil være mulighed for at stille spørgsmål til promotor m.fl.

Flere informationer kan findes på www.ds3racing.dk

Gripping Media ApS