Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Rally Sprint

Anders Lysen blev mester for femte gang

Rally Sprint 
30/09/14 

Det blev til endnu et rallymesterskab for Anders Lysen (Sorø), da årets tredje afdeling af Yokohama-mesterskabet Øst blev afviklet i weekenden i Roskilde. Sammen med Morten Olsen (Sorø) lykkedes det ham nemlig at tage endnu en sejr – såvel i klassen som generelt – og dermed blive mester.
 

”Det var en rigtig dejlig måde at afslutte sæsonen på. At sikre sig mesterskabet i det, der bliver mit sidste løb i år, ja, så får man bevist, at man stadigvæk kan være hurtig i en rallybil,” siger Anders Lysen, som i løbet af dagen blev hurtigere og hurtigere.

”Fra næstsidste til sidste heat forbedrede jeg min tid med ni sekunder, og det skyldes ene og alene, at man får bilen mere og mere ind under huden, for det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke har kørt så meget i denne sæson. Men det har bare fungeret til UG.”


Anders Lysen tog sit femte Yokohama-mesterskab
(Foto: Flemming-Jensen.com)

Anders Lysen/Morten Olsen måtte dog også indkassere et tidstab i et af heatene.

”I et af heatene blev vi sænket af, at en konkurrent havde ramt og væltet en tønde, som vi så skulle forsøge at komme uden om, og det kostede lidt tid, men i det sidste heat fik vi frit løb,” siger den nu femdobbelte Yokohama-mester Øst. ”Her fik vi vist, at den nye motor, vi har fået udviklet, bare virker. Det lyder godt og den kører godt. Det er en kanon god motor, som virker til vores behov.”

Anders Lysen/Morten Olsens deltagelse med den nyudviklede motor til Yokohama-mesterskabsløbet i Roskilde fungerede også som en form for testløb, da det er planen, at teamets nykårede Danmarksmestre Kenneth Madsen/Henrik Dernoff (Ruds Vedby/Ringsted) skal køre med motoren ved årets sidste DM-rally.

”Vi har kikket på, hvad andre motorbyggere har gjort omkring knastaksler og krumtapaksel, og så har vi fået nogle nye komponenter, og de virker helt vildt godt,” siger Anders Lysen. ”Det har været en helt anden bil at køre i. I rally kører man hele tiden med accelerationer, og her er motoren blevet mere vaks og kvik i bundtrækket. Nu kan den det, den skal, og når man har nogle dygtige ingeniører omkring sig, så kan sådan noget lykkes. Det er deres indsats, som har gjort det. Det er svært at få armene ned.”

Ved samme løb i Roskilde blev Rene Harms (Nørre Alslev) nummer tre i klassen op til 1600 cm3, og dagen efter var han sammen med Ditte Kammersgaard (Kolding) på vej mod et absolut topresultat. Med femtepladser i de to første heat og en andenplads i det tredje lå makkerparret godt placeret forud for det fjerde og sidste heat.

”Da vi havde kørt tredje heat, lå vi toer generelt, men så knækkede en trækaksel med 30-35 sekunder igen,” siger René Harms. ”Jeg var sammenlagt tyve sekunder efter vinderen, som så satte 15 sekunder til i forhold til sin tid heat 3. Vores tid lå til at ville være blevet bedre i sidste heat end i de andre heat, og man kan kun gisne om, hvad vi kunne været kommet ind som. Men det var en rigtig sjov prøve.”

Kenneth Madsen var også til start i løbet, og det var med Mie Petersen (Juelsminde) som co-driver, men de fik desværre en dårlig start på dagen, da de kørte en omgang for lidt.

”Så der var lidt at indhente,” siger Kenneth Madsen. ”Vi var suverænt hurtigst i de andre heat, men det kunne vi ikke bruge til noget, når vi ikke måtte smide noget væk. Vi skulle nok have kørt 2-3 heat mere, før at vi kunne have kæmpet med om sejren.”

Suzuki Motorsport
Teamchef Anders Lysen