Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Rally Sprint

Ib Kragh kører lørdag rally i Horsens

Rally Sprint 
19/09/14 

Det er Danmarksmesterskabet i rally og de udfordrende DM-løb, der har Ib Kraghs fokus, men på lørdag stiller han for første gang i år til start i et minirally. Det er Bygholm Landbrugsskole Mini Rally, som køres nord for Horsens, og netop løbets base har været afgørende for hans beslutning om at starte.
 

”Når nu der er et minirally her på egnen, så vil jeg naturligvis være med,” siger køreren fra Juelsminde. ”Det bliver ikke som træning til DM-finalen, at jeg starter. Den kører vi om halvanden måned, men det er for at prøve nogle ting af på rallybilen, at jeg starter.”

Det er nemlig først i overgangen mellem oktober og november, at Ib Kragh og hans co-driver Mie Petersen skal forsvare deres føring i kampen om Danmarksmesterskabet i 4WD-divisionen.

”Lige nu mangler jeg ikke kilometer og fart i kroppen, selv om Mie og jeg blev slået med få sekunder i det seneste DM-rally, men løbet her passede bare perfekt ind i kalenderen til, at vi kan få prøvet noget af,” siger Ib Kragh. ”Der er nogle ting, jeg gerne vil have prøvet. Jeg vil prøve dels at ændre på min kørestil, dels støddæmperne på rallybilen. Men det kræver, at vejene og vejret er til det…”

Bygholm Landbrugsskole Mini Rally køres på tre forskellige hastighedsprøver nord for Horsens, og her har Ib Kragh ikke kørt løb i mange år.

”Området plejer at byde på nogle fede prøver omkring Egebjerg og Rådved,” siger Ib Kragh, som trods sine planer om at bruge løbet som testløb, ikke vil slappe af. ”Jeg har normalt kun en målsætning, uanset om det er bordtennis eller motorløb, så det har ikke ændret sig.”

Lørdagens løb får rallycentrum og serviceplads hos Bygholm Landbrugsskole, hvor der i løbet af eftermiddagen vil være mulighed for at måde Ib Kragh og Mie Petersen og se deres hurtige rallybil.

IK Rally Racing