Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Historisk Rally

Per G. - der var 3, 2, 1 gear tilbage

Historisk Rally 
04/09/14 

Det var andet år at Per G. og Karsten M. Svensson var med til Dansand Classic Sprint og Historic Rally i Silkeborg i den forgange weekend. Og også en noget anden oplevelse end forrige år.
 

Teamet havde i år inviteret et par svenske historikere med - Bo Axelsson og ”Ingenör Söderqvist” - også i en Porsche 911 - SC RS - og det skulle vise sig, at også de havde deres udfordringer.

Per G. lagde fint fra start lørdag formiddag i solskin og tæt på varmegrader over bybanen, hvor det første af dagens to løb skulle gennemføres. Den korte bane skulle gennemkøres to gange i hver heat og tiderne så ganske lovende ud - generelt blev det til en 2. plads efter Flemming Hansen i Escort RS2000.


(Foto: Lars Kronborg)

Om nogen havde danset regndans vides ikke - men vejrguderne besluttede sig for et give en ”hånd” med i 2. løb. - sluserne åbnede sig på vid gab og regnen dannede nærmest floder på banen. Regndæk på - mekanikerne kunne stadig holde varmen - og så ud i uvejret.

Flere måtte erkende at vand og brosten skal tackles med forsigtighed - tre kørere før Per stiftede bekendtskab med rundkørslens bevoksning og nedlagde desuden et skilt og en lygtepæl. Som om de banede vejen for andre!

Første heat gav en fornuftig tid på 1:21 - absolut godkendt - og den første omgang af 2. heat så også ud til at skulle sidde lige i skabet. Men men - godt nok kan Per få Porschen til at flyve en gang i mellem - men den kan altså ikke gå og slet ikke køre på vandet. Og også Per måtte en tur i rundkørslen - heldigvis var vejen som sagt banet.
Der skulle en gaffeltruck til for at få Porschen fri af rundkørsel og sandsæk - og tilbage i serviceområdet kunne mekanikerne konstatere, at det trods alt kun var kosmetiske skader, alt blev klaret med en hammer, strips og gaffa-tape.


(Foto: Lars Kronborg)

3. heat blev brugt på at teste om alt var ok - så ingen yderligere satsninger - de svenske venner fik en samlet 2. plads.

Søndagens Historic Rally blev en anden historie. I alt 5 prøver skulle gennemkøres 2 gange startende med bybanen i Silkeborg. Teamet var i top-form - især efter meldingen om at al regn den dag ville falde over København - så på med tørvejrs-dæk efter lørdagens vandpantomime. (Man skal aldrig stole på byvejrs-kort fra DMI der lover tørvejr)

Første prøve, første sving ved rundkørslen og Pers dør sprang op. Det er første gang man har set Per række ud efter døren og få den lukket samtidig med han holdt bilen i højresvinget, skiftede gear og gassede op! Og så siger man at mænd ikke kan multitaske!

Det gav naturligvis ikke den bedste tid på prøve 1 - men det var måske det der skulle til - for allerede på prøve 2 var Per og Karsten hurtigst af alle. Desværre måtte Bo Axelsson og ”Ingenören” udgå med en defekt motor. De havde ”glemt” en af cylindrene i Sverige!

Forspringet blev udbygget gennem de næste prøver - men allerede under prøve 2 lød 3. gearet som noget der ikke helt var i hak og efter prøve 5 var det helt ude af drift.

På trods af det lykkedes det at beholde forspringet til Niels J. Jørgensen - men efter 9. prøve var det ikke mere end 3/10 - rene F1 tilstande.


(Foto: Lars Kronborg)

Prøve 10 blev skæbnesvangert - 3. gearet manglede stadig - men midt på prøven gik resten af gearkassen i opløsning. Det lykkedes dog at få sat den i 5. gear - men det giver visse udfordringer at håndtere hårnåle i 5. gear. Men den største udfordring var nu alligevel at køre gennem Silkeborg - i en Porsche og kun i 5. gear - det er den grønne bølge i Silkeborg trods alt ikke synkroniseret efter.

Prøven blev gennemført med et tab på 11 sekunder - men det var alligevel nok til en 1. plads i klassen og en samlet 3. plads ud af 16 gennemførende mandskaber.

En weekend fyldt med udfordringer - masser af godt race og god stemning.

KM. Svensson
Lars Kronborg