Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Rally Sprint

Christian Jensen og Peugeot Sport Dealer Team DK vandt for fjerde år i træk Tvilum Rally Show

Rally Sprint 
10/08/14 

Peugeot Sport Dealer Team DK høstede pokaler og succes, da teamet fredag aften stillede til start i den 36. udgave af det traditionsrige Tvilum Rally Show i Fårvang.
Christian Jensen fra Ans kunne for fjerde år i træk tage sejren i den afgørende finale, mens Slagelse-duoen Kim Madsen og Line Lykke Jensen hentede en andenplads i deres klasse.
 

”Det har bare været en dejlig aften. Vi vandt fire ud af fire heat og har været hurtigst fire år i træk. Det kan ikke være bedre,” siger Christian Jensen, der dog undervejs blev presset.


(Foto: Rallypics.dk)

”I finaleheatet kunne jeg helt klart fornemme, at mine nærmeste konkurrenter kørte hurtigere, så der var jeg nødt til at gasse den lidt mere.” Mens hans tre første sejre i Tvilum Rally Show blev vundet bag rattet af en Peugeot 207 Super 2000, så var den fjerde sejr den første med Peugeot Sport Dealer Team DK’s nye Peugeot 208 T16.

”De to biler opfører sig lidt anderledes på denne her rallysprintbane,” forklarer Christian Jensen. ”Gearskiftet passede bedre til banen i min forrige bil, men min nye 208’er har noget mere moment ud af kurverne, og den var åbenbart hurtig nok til at vinde.” Den anden pokal, som blev sikret til Peugeot Dealer Team DK, hentede Kim Madsen og Line Lykke Jensen i klassen for biler op til 1.600 cm3, hvor de blev nummer to.


(Foto: Rallypics.dk)

”I den klasse kørte vi mod lidt mere motorstærke biler, og det er selvfølgelig svært at hamle fuldstændigt op med dem, men jeg synes, at det lykkes meget godt alligevel,” siger Kim Madsen.

”I den ordinære konkurrence var vi 0,7 sekunder efter vinderen. Det er jo marginaler, som skiller os, og i finaleheatet var vi så til gengæld to sekunder hurtigere end ham.”

Dette resultat var dog kun en intern sejr, for det var udelukkende de tre bedste på tværs af alle klasser, som blev præmieret i finalen.

”Jeg synes, at det har været en god dag,” konkluderer Kim Madsen. ”I bund og grund er jeg godt tilfreds. Vi slutter som nummer 11 generelt i den ordinære konkurrence og nier i finaleheatet. Vi har fået god rytme i bilen igen, har fået lidt fart i kroppen og føler os klar til resten af sæsonen.”

Peugeot Sport Dealer Team DK