Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Rally Sprint

Christian Jensen tog fjerde sejr i træk i Tvilum Rally Show

Rally Sprint 
09/08/14 

Det blev til sejr nummer fire i streg for Christian Jensen, Ans, da den 36. udgave af det traditionsrige Tvilum Rally Show fredag aften blev afviklet i Fårvang mellem Viborg og Ans.
Såvel i de tre indledende heats som i den afgørende finale var der ingen, som var i stand til at slå den tidligere dobbelte Danmarksmester i rally.
 

To kørere i særdeleshed forsøgte dog at vippe ham af tronen. Det var Brian Madsen, Slagelse, og Ib Kragh, Juelsminde, som begge tidligere har vundet Tvilum Rally Show, men selv om de ydede deres bedste og pressede deres rallybiler maksimalt, kunne de ikke slå Christian Jensen.


For fjerde år i træk kunne Christian Jensen tage sejren i finalen i Tvilum Rally Show
(Foto: Morten Alstrup)

I den afgørende finale blev der virkelig givet gas. I de sidste minutter af finalen gav Ib Kragh således sin Peugeot 207 Super 2000 maksimal gas, og det lykkedes ham da også at sætte en tid, som var bedre end de tider, som Christian Jensen havde kørt i de tre indledende heat. Men da Christian Jensen som den sidste havde gennemkørt finalen, stod det klart, at han havde fundet endnu mere fart, og han kunne således tage finalesejren med 1,9 sekunders forspring til Ib Kragh, mens Brian Madsen på tredjepladsen var yderligere 3,6 sekunder efter.


Mange børn og unge fik sig en stor oplevelse, da medlemmerne af MC Shepherds og Oldboys MC gav dem en køretur på deres motorcykler
(Foto: Morten Alstrup)

Som altid var der masser af spænding og dramatik undervejs i årets Tvilum Rally Show, og deltagernes konstante bestræbelser for at vinde sekunder og tiendedele betød af og til, at de kom tæt på nogle af de betonklodser, som omkransede dele af banen. To gange lidt for tæt, så racet måtte afbrydes. Først da Ove Thomsen, Herning, og siden Ebbe Nilsson, Sverige, havde nogle brutale møder med baneafmærkningen, men heldigvis var der kun tale om materiel skade.


Godt 300 historiske køretøjer var med i Tvilum Classic Show, der blev afviklet i en af pauserne mellem rallysprintheatene
(Foto: Morten Alstrup)

Det gode danske sommervejr havde trukket i tusindvis af tilskuere af huse til industrikvarteret i Fårvang, hvor de ikke blot kunne opleve Danmarks mest traditionsrige rallysprint, men også meget andet. Flere hundrede børn fik en oplevelse af de helt store, da medlemmer af MC Shepherds og Oldboys MC kørte dem rundt på banen på bagsædet af deres motorcykler, mens henved 300 historiske biler deltog i Tvilum Classic Show, der blev afviklet for 11. gang.

Tvilum Classic Show / Tvilum Rally Show

Morten Alstrup