| I virkeligheden er der ikke så langt fra Polanskis spillefilm til denne dokumentar. Polanskis interesse har altid været almindelige mennesker presset til deres yderste, i nogle ekstreme situationer. I den optik er der ikke langt fra en ung kvinde der bliver befrugtet af djævelen, en amerikansk læge der prøver at finde sin kidnappede kone i Paris, eller en jødisk musikant der tilbringer 2. verdenskrig gemt på et loft, til en skotsk knægt der blev verdens bedste racerkører. Jackie Stewart er en virkelig person, der modsvarer de fiktive personer Polanski normalt disker op med.
Filmen følger weekenden kronologsik, når man ser bort fra anslaget, der viser de sidste sekunder inden starten går. Vi starter i regn om tordagen, følger Stewarts forberedelser, både i garagen, men også på hotelværelset med morgenmad og barbering og konen i blå slåbrok. Vi kommer tættere på end man normalt kommer i portrætter. Dels ligger præmissen fast fra starten, dette er ikke en kritisk film, knapt nok en hyldest, men en nysgerrig kiggen ind bag forhænget. Og dels fordi forholdet mellem Polanski og familien Stewart ikke er konstrueret til filmen, men var et eksisterende venskab.
Undervejs kan vi se hvor meget verden har forandret sig. Fansene kommer tættere på, konkurrenterne er tættere på. Der er en scene hvor Stewart fortæller om en ny knop på gearskifet, fordi han fik vabler af det gamle, hvor Graham nysgerrigt kommer hen og kigger med. Der var ikke så mange hemmeligheder.
Vi ser også Polanski og Stewart stå og så på F3 biler, hvor Stewart forklarer hvad de enkelte gør forkert gennem et sving. Jackie Stewart har altid været god til ord - god til at forklare hvad han mener og god til at fornemme de mindste detaljer. Jeg kan huske engang hvor han gæstede John Watson og Ben Edwards i Eurosports kommentatorboks. De kiggede på Schumacher der dengang kørte i Benetton. Watson udbrød at tyskeren var helt perfekt på vej gennem et sving, men Stewart var ikke enig - han mente at Schumacher kom lidt for langt ud gennem svinget og ville have mistet et par hundredele - og det havde han. Stewart vandt tre titler og 27 sejre - Watson fik et sæt lidt heldige sølvmedaljer og fem sejre, og det har var måske en del af forklaringen på forskellen.
Der er også alvor i filmen. I en scene hvor Polanski spiser frokost med Helen Stewart fortæller hun om alle de venner de har mistet gennem de sidste par år. Sådan var verden dengang, i al fald i motorsport. Dødeligheden var stor.
Jackie Stewart vandt i Monaco det år og egentlig sluttede filmen med champagnen og Polanskis nysgerrige kig på en ny vabel på mesterens hånd. Men ikke i denne, nye udgave. Der er 20 minutter med de nu aldrende hovedpersoner, Polanski og Stewart, i samme suite som Stewart boede i dengang. De genser filmen og snakker om tiden der er gået. Om sikkerheden der er kommet til. Hvordan antallet af døde ikke bare er formindsket men stort set elimineret. Så selvom man godt kan blive nostalgisk over de gamle biler og de gamle dage, var alting bestemt ikke bedre dengang. Chancerne for at overleve var små.
Men det er ikke det eneste der er blevet til det bedre - hele vores verden er nok blevet til det bedre. Stewart foræller om sin ordblinhed, som han dengang ikke engang var klar over. Dengang troede han bare at han var dum, fordi han aldrig havde lært at læse og skrive. Han troede at alle andre var klogere, mere kompetente - også til at køre en racerbil - end han var. Ikke engang konen vidste dengang at han ikke kunne læse. Først senere fandt han ud af at han ikke var dum men ordblind. Vores forståelse af andre mennesker, og vores syn på deres evner, er blevet meget mere nuanceret siden dengang.
Filmen er et must at se for alle motorsportsfans, men forvent ikke det store drama, det virkelige drama er i den lille historie, og sjældent er den lille historie blevet fortalt så fornemt.
Martin Møller-Thomsen
 |
