Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Historisk Rally

Danske old timere vandt i skandinavisk dyst

Historisk Rally 
09/07/14 

Dansk Historisk Motor Club (DHMC) var vært for 13. udgave af det traditionsrige Classic Car Challenge (CCC) for old timere, som tiltrak deltagere fra Norge og Sverige samt Tyskland.
 

Med omdrejningspunkt fra Vejen havde løbsleder: Niels Oluf Jessen komponeret en afvekslende rute i Syd- og Sønderjylland: - 13CCC var tællende til den landsdækkende løbsserie: FDM DASU Classic (FDC) samt Nordiska Regularitycupen. Ikke uventet var danskerne dog godt kørende på hjemmebane.

Bedste mandskab i Expert-klassen blev midtjyderne: Troels L.R. og Inge Mørch Nielsen i Opel Kadett GT/E (1977): - Fighten med stopuret og speedometret er nok gået os lidt i blodet, idet en topplacering er kombination af udhvilethed og konkurrenceheld. Vi kører meget i tyske pålideligheds-rallies, og dette giver selvfølgelig også lidt ekstra konkurrence-skarphed.


Troels L.R. og Inge Mørch Nielsen hjemkørte en fornem sejr i den skrappeste klasse: Expert
(Foto: Åge Keseler Kirketerp)

Ved pointlighed i antal strafsekunder afgøres placeringen af bilens alder. Derfor vandt far/søn: Lars og Simon Hjorth (Frederikssund/Middelfart) i Triumph TR4A (1966) foran nordsjællænderne: Kim og Erik Bach Sørensen i VW Scirocco GTI (1977).


Alders-attesten blev afgørende for, at Lars og Simon Hjorth hjemkørte andenpladsen i Expert
(Foto: Åge Keseler Kirketerp)

Udfordringerne i 13CCC var 220 km. lettere kortlæsning, som blev krydret af indlagte etape-afsnit, hvor deltagerne skulle køre så tæt på en fastlagt gennemsnitshastighed som muligt. Arrangementet sluttede på det idylliske Hotel Skibelund Krat.


Kolding-parret: Kjeld og Karen Lunderskov blev bedste syd- og sønderjyske mandskab
(Foto: Åge Keseler Kirketerp)

- Bedste syd- og sønderjyske placering hjemkørte Kolding-parret: Kjeld og Karen Lunderskov (Ford Escort (1983)) i Touring, fortsætter Niels Oluf Jessen. – Far/datter bragte sig dermed også i front for klassen i FDC-serien midtvejs. Pålidelighedsrally er en yndet familiesport, og bedste udenlandske resultat blev således nordtyskerne: Werner og Christa Stein i VW 1303 (1973) i samme klasse.


Nordtyskerne: Werner og Christa Stein blev bedste udenlandske mandskab
(Foto: Åge Keseler Kirketerp)

Touring blev vundet af Kjellerup-familieparret: Jane og Kresten Eriksen i SAAB 99 (1981).


Jane og Kresten Eriksen hjemkørte deres anden FDC-klassesejr i 2014
(Foto: Åge Keseler Kirketerp)

Old timerne skal have mindst 28 år på stelnummeret. Herudover stilles der ikke store krav til at køre pålidelighedsrally, som afvikles på offentlig vej ud fra udleverede udsnit af et landkort. Ældste ekvipage var østjyderne: Finn Kristensen og Jan Østergaard i Ford Cortina GT Sport (1965), som blev nr. 2 i den mellemskrappe klasse: Sport.


Ældste ekvipage: Finn Kristensen og Jan Østergaard blev nr. 2 i den mellemskrappe klasse: Sport
(Foto: Åge Keseler Kirketerp)

I Sport blev bedste mandskab - østjyderne: Torben Østergaard og Poul-Erik Hansen i Opel Manta GT/E (1979), som har været suverænt kørende i 2014 med 3 sejre ud af 3 mulige.


Randers-søn/far: René Castillo og Jørgen Skjøt sejrede sikkert i support-klassen
(Foto: Åge Keseler Kirketerp)

- Hos supportene kan deltagerne afprøve pålidelighedsrally uden at tænke på at køre i en old timer-bil, aflutter Niels Oluf Jessen. – Her vandt René Castillo og Jørgen Skjøt fra Randers i deres Subaru Impreza. Herudover havde vi oprettet en klasse for mandskaber, som havde lyst til at indsnuse atmosfæren ved disse løb. Her hjemkørte journalisterne: Morten Alstrup og Henning Smed Madsen (Lystrup/Ry) en flot sejr i deres Porsche 911S (1977), som fuldt ud matchede resultaterne i Sport.


Morten Alstrup og Henning Smed Madsen fandt kørerytmen til en flot sejr med deres Porsche 911S (1977).
(Foto: Åge Keseler Kirketerp)

Dansk Historisk Motor Club vender tilbage med sæsonafslutningen: 10th Midnight Run lørdag d. 15. november.

13th Classic Car Challenge

Åge Keseler Kirketerp