Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Special Saloon Car

TOOL-SHOP og Snap-on står bag CS Racing

Special Saloon 
28/05/14 

Det succesfulde racerteam fra Risskov, CS Racing, har indledt et to-årigt samarbejde med værktøjsfabrikanten Snap-on Tools om eksponering og promovering af virksomhedens anerkendte værktøjssortiment i Danmark.
 

- Jeg er stolt og ydmyg over at have indgået denne aftale med Snap On, fortæller Christian Siepmann, der i sin specialbyggede BMW M3 E92 GT2 er blandt frontrunnerne i årets First Stop SSC-mesterskab.

- Snap-on er det absolut bedste mærke når vi taler om håndværktøj og værktøjsskabe, og at så stort et kvalitetsbrand ønsker et samarbejde med vores team tager jeg som et cadeaux til det hårde arbejde, vi har udført i de sidste fem år.


Christian Siepmann, CS Racing (t.h.), og Heine Lykke Korreborg, TOOL-SHOP, glæder sig begge over samarbejdet
(Foto: CS Racing)

Samarbejdet er indgået med den danske importør af Snap-on, TOOL-SHOP, hvor direktør Heine Lykke Korreborg glæder sig over aftalen og forventer sig meget af samarbejdet:

- I Danmark er det primært flyindustrien og flyvevåbnet der anvender Snap-on’s produkter, og vi ønsker nu at udbrede kendskabet til produkterne blandt de private forbrugere. Derfor har vi i et stykke tid ledt efter den perfekte samarbejdspartner, som har det samme høje niveau og krav til kvalitet som vi selv. Det har vi så absolut fundet hos CS Racing.

- Christian Siepmann og hans dygtige team står for de samme værdier som TOOL-SHOP og Snap-on: Vi vil være de bedste, og vi har det bedste produkt. Deres imponerende setup på racerbanerne matcher de flotte resultater, de har kørt hjem de seneste sæsoner - og det vil vi gerne være en del af.


CS Racing får glæde af det professionelle værktøj fra Snap-on Tools allerede til Midsommerløbet på Ring Djursland i den kommende weekend
(Foto: CS Racing)

Allerede i den kommende weekend kan man opleve CS Racing’s brutale BMW-racer med de fragtmandsblå farver på Ring Djursland, hvor First Stop SSC-klassen kører anden afdeling af mesterskabet. Efter en omtumlet, og dog succesfuld, første afdeling af mesterskabet, glæder Christian Siepmann sig til at komme tilbage til den kuperede bane på Jyllands næse:

- Ring Djursland er en skæg, lille bane med store højdeforskelle og et par svære sving, selvom der vitterligt ikke er langt rundt på en omgang. Bilen kører helt som den skal nu, og jeg tror at alle i teamet glæder sig til at arbejde med alt det lækre nye værktøj fra Snap-on, som fremover skal gøre det til en endnu større fornøjelse at arbejde med racerbilen.


Christian Siepmann føler sig helt parat til udfordringerne på den kuperede Ring Djursland
(Foto: Gripping Media)

Om CS Racing:
CS Racing startede i 2010, hvor Christian Siepmann debuterede i Renault Clio Cup og sluttede sin debutsæson på en flot tredjeplads. Efter to år i den hurtige mærkeklasse skiftede teamet til First Stop SSC-klassen med indkøbet af en højpotent BMW M3 E92 GT2.

Sidste år vandt Christian Siepmann og CS Racing både sin klasse i SSC-mesterskabet samt Nordisk Cup, der var arrangeret for norske og danske GT-biler.

I år deltager CS Racing igen i First Stop SSC og er at atter finde blandt favoritterne til at vinde mesterskabet.

Om Snap-on Tools:
Snap-on opfandt skraldenøglen med udskiftelige toppe i 1920, og har siden udviklet og patenteret en lang række værktøjer og opfindelser, der dagligt gør livet lettere for håndværkere og ingeniører verden over. Varekataloget rummer over 19.000 varenumre, og produkter fra Snap-on Tools er anerkendt for deres høje kvalitet.

I Danmark er Snap-on Tools importeret og forhandlet af TOOL-SHOP, der med mere end 30 års erfaring fra flyindustrien kan rådgive og sammensætte nye værktøjssæt, der opfylder de højeste krav, et moderne værksted kan stille.

CS Racing - www.cs-racing.dk