Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Citroën DS3 Cup

De erfarnes kamp om guldet

Citroën DS3 Cup 
28/04/14 

Citroën DS3 Cup var ved Åbningsløbet på FDM Jyllandsringen mærket af konfirmationstiden. Flere kørere havde fået startforbud hjemmefra, men det betød ikke at klassens resterende kørere sparede på krudtet.
 

Med sidste års top tre samlet igen var der ingen tvivl om at d’herrer Kim Lund, Niklas Dall Knudsen og Jacob Kallestrup havde en masse som skulle bevises. For at kompensere for manglende kørere havde klassens nye promotor, Martin Jensen, trukket en bil ud af garagen og meldt sig til Åbningsløbet. Martins tilmelding var som en rød klud for øjnene af flere kørere i klassen; sådan en GT-racerkører skal slås!


DS3-kørerne leverede tæt race på FDM Jyllandsringen
(Foto: Gripping Media ApS)

Slagtermesteren fra Haderslev, Jørgen Worthmann, var også tilbage og klar til kamp. Næsten da. En diskusprolaps i nakken satte en naturlig bremse på alt for voldsomme bevægelser bag rattet, så weekendens kørsel var med stor forsigtighed. Lørdagens tidtagning forløb uden de store overraskelser. Martin Jensen satte en flot tid med Kim Lund og Jacob Kallestrup efter sig. Niklas Dall Knudsen måtte tage en chance og sprang tidtagningen over på grund af en aftale senere på dagen, så han fik æren af at starte første løb fra bagerste placering. Årets første heat blev startet kl. 12.10, hvor de små og rappe Citroën DS3 Cup-racere blev sluppet fri på banen. Enkelte kørere havde svært ved at vente med at komme afsted; det resulterede i strafbaner til Kim Lund og Jørgen Worthmann for tyvstart. Strafbanen afholdt dog ikke Kim Lund fra at jagte de to førende, Martin Jensen og Niklas Dall Knudsen helt til det ternede flag. Undervejs fik Niklas Dall Knudsen endda sat ny banerekord.

Som afslutning på en solskinsrig og underholdende løbsweekend kunne Citroën DS3 Cup-kørerne tage weekendens sidste adrenalinkick søndag eftermiddag. For sønderjyske Niklas Dall Knudsen nåede adrenalinniveauet ikke de store højder før han måtte trække til siden med en knækket trækaksel.


Kim Lund nød sin sejr over Martin Jensen i fulde drag
(Foto: Gripping Media ApS)

Til gengæld var der fuld fart på Martin Jensen og Kim Lund, der forsøgte at nå til enighed om fordelingen af de to første placeringer. Kim Lund lagde sig i spidsen, men måtte kæmpe med alt, han havde lært, for at holde Martin bag sig. Det lykkedes - selvom de sidste par omgange kostede en del sved for midtjyden. - Det er fedt at kunne vinde på hjemmebane foran en kører som Martin. Han er super dygtig og laver jo heller ikke meget andet end at køre i eller arbejde med racerbiler. Han kørte fair og skræmmende hurtigt, så det var en fornøjelse … også selvom det virkelig gav sved på panden!

En kører, som i publikums øjne næppe vakte stor opsigt, var Benjamin Karlog. En af klassens debutanter, som vinteren over har skiftet gokarten ud med en Citroën DS3 Cup-bil. Selvom Benjamin ikke høstede hverken pokaler eller imponerende placeringer, formåede teenageren alligevel at forbedre sig markant hver gang, han var på banen. - Jeg skal ikke vinde endnu - det er ikke planen. Jeg har kun haft en halv testdag i regnvejr, så det har mest af alt drejet sig om at lære banen og bilen at kende. I denne weekend har jeg forbedret mig konstant, og til sidst var jeg rent faktisk nede på omgangstider som svarer til andre i klassen. Ren succes herfra!

Erfaren racerkører - debuterende promotor. Martin Jensen var godt tilfreds med weekendens forløb, trods et magert deltagerantal:

- Det lykkedes at lave et par gode løb på trods af at vi ikke havde alle kørere med. For mig var det selvfølgelig sjovt at køre med, for DS3’eren er en god lille racerbil, og der er et par dygtige kørere i klassen. Det var fedt at se at Benjamin (Karlog, red.) fik en god debut og at han voksede så hurtigt weekenden igennem.


Benjamin Karlog debuterede i Citroën DS3 Cup. Her næsten flyvende!
(Foto: Gripping Media ApS)

- Vi har også fået en række meget seriøse henvendelser fra andre kørere, så vi skal nok få samlet et lidt sjovere deltagerantal til Ring Djursland. Jeg glæder mig allerede til at se hvilke fede race, vi kan skabe deroppe!

Næste løb i Citroën DS3 Cup er på Ring Djursland den 1. juni.

Citroën DS3 Cup - www.ds3cup.dk

Gripping Media ApS

Gripping Media ApS

Læs mere om:
  • Jyllandsringen
  • 27/04/14 - Jyllandsringen - Citroën DS3 Cup
  •