Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Mini Rally

Mini Rally i Vejle

Mini Rally 
25/04/14 

Lørdag var så dagen hvor Casper og Celine skulle have deres debut i minirally. Det var to meget spændte og nervøse unge mennesker som gjorde sig klar til dagens race som skulle køres på nogle af landets bedste rallyprøver. Med sidste søndags succes ved rallysprintet i Avedøre, så var deres egne forventninger nok temmelig store.
 

Men den helt klare plan var, at de skulle bruge dagen til at lære, og det galt både noterne, samarbejdet i bilen, og også selve håndteringen af bilen på nogle rigtig snoede prøver med nogle lange lige stræk hvor Clioen rigtig kunne strække ud.

Casper og Celine lagde helt som aftalt forsigtigt ud på prøve 1, men allerede på prøve 2 var Casper oppe og køre tider som lå i den rigtige ende af feltet. Efter 4 prøver var der service, Celine havde givet servicefolkene besked pr. telefon om at de havde store problemer med bremserne, og at de havde svært ved at stå fast. I de 25 minutters service som teamet havde til rådighed for at finde fejlene og få dem klar igen blev brugt fornuftigt, så efter 20min var fejlene fundet og de var sendt af sted til de sidste 4 prøver.

I serviceområdet havde teamet mulighed for at følge begge bilers tider online, og det kunne hurtigt konstateres, at Casper og Celine havde fået endnu mere fart i bilen efter at den kunne bremse igen. På prøve 6 lykkedes det dem at køre 10. Hurtigste tid generelt i et felt som talte flere DM kørere, og faktisk kun 1 sek. langsommere end en garvet kører i en 4 hjuls trukken Mitsubishi Lancer Evo9. Efter prøve 6 af 8 lå de 15 generelt ud af 60 startende biler.

På prøve 7 sker det som ikke må ske, Casper mister grebet i asfalten i et sving lige efter en top, og det resultere i, at Clioen skrider ud og ryger baglæns ind i en del træer, buske, en postkasse og en blomsterkumme med store skader på bilen til følge. Bilen klemmer sig fast imellem et træ og en stor hæk så de ikke kunne komme ud af bilen. Med hjælp fra tililende publikum lykkedes det dem at komme ud af bilen og i god behold. De har ikke fået nogen skader, og er fit for fight. Det kan vi desværre ikke sige om den ellers nyrenoverede og flotte Clio.

Bilen står nu på værkstedet og er allerede skilt ad og genopbygningen er påbegyndt. De første reservedele blev hentet hos Dupont’s Autogenbrug søndag, og flere er bestilt. Da bilen er en fabriksbil, er det desværre ikke alle dele som er lige nemme at skaffe. Der arbejdes på højtryk, for bilen skal være klar om 3 uger til udstilling og om 4 uger til næste minirally som køres i Nordborg på Als.

Teamet havde endnu en bil til start i Vejle. Her var det Chris og Michael som med halsbetændelse havde sine problemer med stemmen, som skulle forsøge sig på de fine prøver. Da Chris har valgt at skifte klasse til gruppe E i år, så havde de en vis forventning om et godt resultat. Bilen blev tanket og monteret med 4 nye dæk, og så var de klar. Det skulle vise sig, at det blev sværere for dem end forventet. Om det var konkurrenterne som var for hurtige, eller Chris som ikke havde fart nok i bilen er svært at sige. Men fakta er, at de efter de første 4 prøver lå nr. 5 i klassen, hvilket de ikke selv var tilfredse med. Til service blev bilen gået efter, og kontrolleret de aftalte steder, samt tanket og kontrolleret dæk. Chris ville prøve at presse Escorten noget mere efter pausen, hvilket vi også kunne se på online systemet at han gjorde. Efter prøve 6 havde de fået kæmpet sig op som nr. 4 i klassen.

Da Chris og Michael starter ud på prøve 7, er de ikke vidende om, at lillebror Casper og Celine holder inde på prøven med en knust bil, så da de på denne prøve som er en rundbane hvor der skal køres 3 omgange kommer forbi den ødelagte Clio kigger de noget ærgerligt til, men fortsætter for fuld kraft. Chris har til trods for dette en god fart i bilen, men 300m efter at de kom forbi Casper og Celine anden gang valgte Escorten, måske i sympati også at opgive. Der knak der en trækaksel, og de kunne ikke fortsætte. Ikke nogen alvorlig skade, men nok til at de også måtte kaste håndklædet i ringen.

Hvordan er det lige man siger, højt at flyve og dybt at falde. Det passer vist meget godt på teamets oplevelse af de sidste to løb.

D. 2/5 udstiller teamet i CityNight i Næstved fra kl. 18-21 i samarbejde med Sydbank. Teamet forventer at udstille alle tre biler, hvilket gør, at der skal knokles. D.10/5 stiller teamet op med alle tre biler til minirally i Nordborg på Als.

Mvh
John Venning
Teamchef