Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Spil

Lænestols racerkører

Spil 
10/04/14 

Store oplevelser hjemme i stuen
Når det nu er blevet hverdag igen, efter en weekend med racerløb i tv og man ikke ved hvad man skal bruge sin aften på, kan det måske være fristende selv at forsøge sig som racerkører. Og ligesom man er tilskuer, fra lænestolen, kan det også lade sig gøre at være racerkører hjemme ved sig selv. 
 

De oplagte muligheder er spil til pc’en eller spillekonsolen. Der er Formel 1 spil, andre bilspil. Der er gode spil og mindre gode spil. Selv husker jeg Geoff Crammonds fantastiske Formel 1 spil, der meget tidligt havde en høj grad af realisme - omend grafikken i det første, set med nutiden øjne, var noget primitiv. 

Men man kan forlade verden af spil og kaste sig over en simulator. Så er det ikke et spil længere, der er ikke point, eller trofæer, snydekoder, genveje eller alt det der kendetegner et spil. Der er bare en så tilnærmet udgave af virkeligheden som teknikken tillader. 


Udsigten fra en Skip Barber
(Foto: Screenshot)

Det var min fætter, der lokkede med mig. Jeg skulle prøve hans simulator. IRacing hedder den, et fællesskab, en virtual verden, hvor folk fra hele kloden kører race real-time mod hinanden. På rigtige baner, med enorm detaljeringsgrad. I alle slags biler, på alle niveauer. 

Egentlig er jeg ikke den store spiller, hverken på den ene eller den anden måde. Jeg har en konto hos danske spil, hvor jeg engang spillede 10 kr. på at Iran vandt VM i fodbold, mest fordi det var til odds 1000 eller sådan noget. Har også spillet sporadisk på Formel 1 løb, men glemmer det for det meste.  Spil, som i computerspil, bliver heller ikke til så meget - da jeg var ung og burde bruge min energi på uddannelse, blev en del af tiden brugt på netop Geoff Crammonds spil. I dag har jeg, eller også er det børnene, en playstation, også med rat og med Formel 1 og Gran Tourismo. Og det hænder jeg spiller. 


Min fætters Brabham inspirerede Skip Barber i aktion.
(Foto: Screenshot)

Men selvfølgelig vil jeg da gerne prøve en simulator. Dels er det jo altid sjovt at prøve noget nyt. Dels for at mærke forskellen på spil og simulator, og endelig fordi jeg har prøvet en Formel Renault 2,0 og en Scirocco på Jyllands Ringen. Så hvor stor er forskellen egentlig?

Ham fætteren har det helt store set-up hjemme i privaten. Tre skærme, racersæde, super-rat, luksus pedaler. Man sidder ligefrem bedre end i en lænestol, eller i en rigtig bil - og helt sikkert bedre end i den der Formel Renault på Jyllands Ringen. 

Jeg kører på Watkins Glen, den lille bane, dels i en Spec Racer Ford, dels i Skip Barber, der minder om Formel Renault 2,0. Det er små racere, begynderbiler. Og det her er s’gu noget andet end et spil. Og sådan set også end virkeligheden. 


På vej ind på opløbsstrækningen på Watkins Glen
(Foto: Richard Torp Jensen)

Spillet først: Bilen opfører sig som en bil, mere forudsigeligt end i et spil. Faktisk er den nemmere at holde på banen, men i længden sværere at være god i. I et spil gælder det dybest set om at regne ud hvordan spillet er tænkt, mens det i iRacing bare gælder om at lære, lære og lære. Banerne er fantastiske - og force feedback i rattet giver et intimt kendskab til samtlige ujævnheder i asfalten. 

Forskellen på spil og virkelighed er åbenlys. Først og fremmest fornemmelsen af fart, ikke for øjnene, slet ikke når man har tre skærme, men for kroppen. Der er ikke noget spark, ingen kropslig følelse. Man har kun øjne og hænder at forlade sig på. Dernæst, men det er måske bare mig, slipper koncentrationen lettere når man sidder i et rækkehus i Jylland fremfor i en racerbil på Jyllands Ringen. Bevidstheden om at dette ikke er virkeligt har en klar indflydelse på mig. 

Så altså, bag rattet i min fætters Skip Barber racer gør jeg klar til at komme ud på banen. Følelsen af at være spændt fast til bilen mangler, men pulsen er rolig. Omdrejninger og så afsted. Først lære banen at kende. Et sving her, op ad bakke der. Rundt her. Hvor skifter man gear, hvor bremser man, hvilket gear passer til hvilket sving?


Tre skærme giver en super fornemmelse for banen.
(Foto: Richard Torp Jensen)

Dækkene betyder noget. De er kolde når man starter, skal køres varme. Det er en simulator, ikke et spil, så der er i hver bil uanede mængder af ting man kan stille på. Men det afholder jeg mig fra. Jeg skal bare prøve at køre. 

Efter de første omgange hvor jeg får testet bilens bremseevne, slår det mig at min krop tænker mere som et spil, end som en bil. Man skal bremse som i virkeligheden, og det er svært, mens det i en rigtig bil kommer naturligt.

Med tiden kommer der mere flow i præstationer. Konstant høvler jeg tid af min personlige rekord. I starten gik det nemt - der var tale om flere sekunder pr. omgang, men som jeg bliver bedre og hurtigere, er det mere tiendele og hundrededele der er tale om. 

En motiverende lille ting er at der er en target tid i iRacing. Ikke en eller anden tilfældig tid, men en summering af min bedste tid i hver sektor. Ideelt set skal bedste tid og target time være ret tæt på hinanden, men jeg er ikke så rutineret endnu - der er plads til forbedringer!

Men som dagen skrider frem kommer de to tider tættere på hinanden. Til sidst bliver jeg helt god, synes jeg selv. Lige indtil min fætter finder kvalifikationstider og løbstider frem fra et tilfældigt løb. Ok - jeg ville ikke være rigtig pinlig, men der er godt nok langt op til de rigtig gode. Og det er nu det bliver svært. De første 10 sekunder var nemme nok at høvle af - men de næste fire sekunder bliver mere end svære. 

Man kan gøre det nemmere og billigere end min fætter. Man behøver ikke have tre skærme, man behøver ikke at have racersæde. Man kan nøjes med sin ene computerskærm og sin kontorstol. Rattet og pedallerne skal man have. Dyrt er det sådan set ikke. Hvis man nu har rattet og pedalerne, kan man lige tage en prøvemåned for $5. Vil man virkelig være med kan man lige nu få det til halv pris $50 for et år. Tilbuddet kommer flere gange om året.


Sportsvogne kan man også køre ud - her er de dog uenige om retningen.
(Foto: Screenshot)

For den pris man betaler får man adgang til ti baner og syv biler. Vil man have flere må man købe dem. Men man behøver ikke at købe dem. Man kan købe de biler som man gerne vil køre i, og de baner man gerne vil køre på. 

Der er mesterskaber der løber over 12 uger og man behøver ikke engang deltage i alle løbene. Uanset hvad man vil er der altid et eller andet man kan deltage i. Der er formel biler, Nascar, Indy, Formel 1. Der er sportsvogne, standardvogne - alt hvad man kan drømme om. Men husk, det er en simulator, en Formel 1 er svær at køre. Jeg prøvede den selvfølgelig, bare for sjov. Men sjov var den egentlig ikke, på den lille Watkins Glen, bare åndssvagt hurtig. 

Hvis man vil lege verdensmester i Formel 1 er det ikke iRacing man skal bruge sin tid på. Der er kun få biler, men hvis man vil køre noget der minder om rigtig race, i rigtige biler, så er iRacing det gode billige alternativ til virkeligheden. 

Pengene det koster bliver brugt på nye baner og nye biler. De skal være korrekte - banerne har en nøjagtighed ned til en centimeter. Det er realismen der fascinerer. 

Der er også en progression i simulatoren. Man kan ikke betale sin $5 og så kaste sig ud i at køre Formel 1, eller en af de andre store klasser. Man skal først køre nogle løb, og helst uden at lave fejl. Laver man fejl, ikke af den slags der koster sekunder, men den slags der er overtrædelser af regler, kan man miste licenspoint. Der er endda et dommersystem, hvor dommerne kan gå ind og vurdere episoder. Udelukkelser kan komme, både hvis man kører brutalt, eller hvis man ikke udviser ordenlig opførsel. 

Et er at køre mod sig selv, som jeg gjorde - et andet er at køre mod andre. Igen, det er netop ikke et spil. Det er ikke computerbiler man kører mod, men andre mennesker. Hvis man kører ind i dem ødelægger man også deres dag. Og jeg kan ikke lide at ødelægge andre mennesker dag, så jeg skal ikke prøve at køre et løb. 

Men skal jeg køre mere? Ikke lige nu. Det var sjovt, og en tidsrøver. Men mellem arbejde og børn og alt det andet der også er i livet, så er det ikke lige nu. Men måske en gang - når børnene bliver voksne, når den ugenlige arbejdstid bliver sat ned til 25 timer eller sådan noget, så kunne jeg godt kaste mig over det. 

Martin Møller-Thomsen