Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Mini Rally

Årets minirally i Sydjylland

Mini Rally 
07/04/14 

62 hold klar til BCA mini Rally
Landevejene omkring Vejle er blandt de bedste i landet til rally, og når BCA mini Rally starter op lørdag den 12. april, er der lagt op til et løb i stort format. Seks fine hastighedsprøver lige syd for Vejle og ikke mindre end 62 deltagende rallybiler med en stribe af landets bedste rallykørere bag rattet samt fire hold fra Tyskland.
 

Kørere fra Syd- og Sønderjylland plejer at være i top i de lokale minirallyer, men de får nu hård konkurrence: I sidste øjeblik har to af landets absolutte topkørere meldt sig til. Det er Tim Svanholt fra Roskilde og Steen Andersen fra Brøndby i hver deres Mitsubishi Lancer. De blev forleden nummer 4 og 6 i Wikinger Rallye i Tyskland tællende til det tyske og danske mesterskab.

Det betyder at Koldingkøreren Michael Sørensen, der for et halvt år siden i sin Subaru vandt det seneste minirally i Sydjylland, nu kommer under hårdt pres.


Kolding-køreren Michael Sørensen vandt sidste efterår i flot stil et minirally i Billund-området med sin Subaru Impreza. På lørdag har han Claus Amstrup fra Grindsted i codriversædet.
(Foto: Viggo Johansen)

Det samme gælder Jesper Bisted fra Horsens og Heidi Pedersen fra Egtved i Suzuki. De vandt klassesejr i Wikinger Rallye. Og endnu større pres ligger der nu på Martin Johansen fra Vejen. Han er i sin hurtige Renault Clio løbets joker.


Jesper Bisted fra Horsens har for alvor fået fart i sin Suzuki. Forleden vandt han sammen med Heidi Knudsen fra Egtved klasesejr i det tysk-danske Wikinger Rallye
(Foto: Michael Eisenberg)

Fra Tyskland kommer Rolf Petersen fra Westerrönfeld, for 30 år siden en af Tysklands bedste rallykørere. I en alder af 68 år har han taget rally op igen, og han møder med BMW M3 fra midten af 1990'erne.


For 30 år siden en af Tysklands bedste rallykørere, i dag en dreven seniorkører i en ældre BMW M3. Rolf Petersen kommer til at sætte sit præg på BCA mini Rally på vejene omkring Vejle
(Foto: Michael Eisenberg)

Der bliver også en lang række historiske rallybiler som Toyota Corolla Coupé, Opel Manta, Ford Escort RS2000, Volvo 240 Turbo og mange flere at se på.

"Med de seneste tilmeldinger kan vi byde såvel på landets absolutte topkørere som en række dygtige lokale kørere", siger løbsleder Arne Pagh, der lover publikum en masse oplevelser dagen lang.

Fra klokken 10 til 17 kan man se rallybilerne i løbets rallycentrum hos BCA Bilauktioner på Bugattivej i Vejle, og i samme tidsrum er der hastighedsprøver på landevejene ved Nørre Vilstrup, Jerlev Engmark og Højen Skov.

BCA mini Rally er det første i Mini Rally Syd-turneringen. Man kan se meget mere på løbets hjemmeside www.minirallysyd.dk.

Michael Sørensen fra Kolding, og Claus Amstrup fra Grindsted stiller op med den Subaru Impreza, som Torben Sørensen vandt med i Billund for et halvt år siden. På lørdag skal han bide skeer med Tim Svanholt og Steen Andersen. Michael Sørensen stod som ung over for en international rallykarriere, men han valgte at gøre tingene på sin egen måde og tæller i dag blandt landets hurtigste, ikke højt sponsorerede kørere.


De regerende danmarksmestre i rally, Tim svanholt fra Roskilde og Carina Møller fra Herlev, stiller til start på lørdag i BCA mini Rally i Sydjylland, hvor de med deres Mitsubishi Lancer er favoritter
(Foto: Michael Eisenberg)

Fra Horsens og Egtved kommer Jesper Bisted og Heidi Pedersen med motorrummet fuldt af hestekræfter og bagagerummet fyldt med selvtillid. De stiller op med den Suzuki Swift, som de forleden vandt klassesejr med i Tyskland i Wikinger Rallye, som både tæller til det tyske og danske mesterskab. Jesper Bisted har i det sidste års tid for alvor fået styr på sin køreteknik, og hans bil er yderst velpræpareret.

Et af Danmarks største rallytalenter nogen sinde er Martin Johansen fra Vejen. Han har aldrig for alvor fået hul på karrieren, men på en god dag er han svær at bide skeer med. Han stiller op i sin hurtige Renault Clio sammen med codriver Anders Hartwig fra Strib.


Martin Johansen fra Vejen bliver en farlig outsider i sin Renault Clio i BCA mini Rally. Han har Hartwig fra Strib med som codriver
(Foto: Michael Eisenberg)

Fire tyske mandskaber kommer til start, den kendteste kører er Rolf Petersen fra Westerrönfeld, for 30 år siden en af Tysklands bedste rallykørere. I en alder af 68 år har han taget rally op igen, og hvor han dengang vandt løb i en Opel Manta 400, kører han nu i en BMW M3 fra midten af 1990'erne. Som codriver har han 64-årige Jürgen Krabbenhöfft fra Neuberend. Han er ingen ringere end løbslederen fra Wikinger Rallye.

De regerende danmarksmestre i den prestigefyldte 4WD-klasse Tim Svanholt fra Roskilde og Carina Møller fra Herlev kommer i den Mitsubishi Lancer, som de forleden blev nummer fire med i Wikinger Rallye. Tim Svanholt er bedre kørende end nogensinde og vil gå efter sejren i BCA mini Rally.

Steen Andersen fra Brøndby og Iben Louring fra Amager vandt to løb til danmarksmesterskabet sidste år. De kommer i den Mitsubishi Lancer, hvis softwarestyring gav dem store problemer i Wikinger Rallye, hvor de sluttede som nummer seks. Med rette programmering af bilen er de et godt bud på totalvinderne i BCA mini Rally.


Steen Andersen fra Brøndby og Iben Louring fra Amager havde tekniske problemer i første løb til DM i rally. På lørdag vil de have revanche i BCA mini Rally i Sydjylland
(Foto: Michael Eisenberg)

Torben Sørensen og Henrik Petersen, begge fra Randers, kommer med succes i bagagen fra Wikinger Rallye, hvor de blev nr. 12 forleden. Dermed ligger de nummer fire i danmarksmesterskabet. Torben Sørensen har for alvor fået styr på sin Subaru Impreza og har aldrig været bedre kørende end netop nu.


Torben Sørensen og Henrik Petersen fra Randers er bedre kørende end nogensinde. Med deres Subaru Impreza vil de kunne tage en topplacering på lørdag i BCA mini Rally i Sydjylland
(Foto: Michael Eisenberg)

Fra Ruds Vedby og Ringsted kommer de regerende mestre i Tunet National-klassen Kenneth Madsen og Henrik Dernoff. De stiller op i den Suzuki Swift Maxi 2000, som de blev nummer 10 med i sæsonens første DM-rally, hvor de tog en klassesejr efter en langsom start på grund af tekniske problemer. Kenneth Madsen er i kanonform og vil med lidt held kunne køre sig i løbets top 3 på lørdag.


Kenneth Madsen og Henrik Dernoff har for alvor kørt sig frem i dansk rallysports elite. Med deres Suzuki Swift Maxi 2000 er de et godt bud på en top 3-placering på lørdag i BCA mini Rally i Sydjylland
(Foto: Michael Eisenberg)


Michael Eisenberg