Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Syver Race Cup

Finaleløbet 2013 på Jyllandsringen

Syver Race Cup 
02/10/13 

Syverrace kørte i weekenden sidste afdeling af NM og DM på Jyllands-ringen. Det runger stadig i bakkerne og skvulper i søerne omkring Silkeborg
 

I efteråret år 1157 udkæmpedes et drabeligt og blodigt slag på Grathe Hede uden for Silkeborg mellem Kong Valdemar og Kong Svends hære. Kong Valdemar sejrede. Den flygtende og udmattede Kong Svend blev kort efter genkendt af en lokal bonde, som gjorde kort proces og kløvede Kong Svends hoved med en økse.

Her 856 år senere udkæmpedes endnu et drabeligt slag ved Silkeborg, lige så nådesløst som slaget på Grathe Hede, med heldigvis mindre blodigt og uden faldne. Altså bortset fra dem der faldt ved flasken lørdag aften efter fællesspisningen.

Steffen Hansen havde for længst sikret sig det Danske Mesterskab 2013 og kunne tage let på weekendens løb, men sådan er Steffen ikke skruet sammen og det tjener ham til ære. Oskar Sandberg fra Norge var vel lige så sikker på det Nordiske Mesterskab, men også for ham gælder det, at æren er det fagreste træ i skoven. Begge kæmpede selvfølgelig med alt hvad de havde, og det var ikke så lidt endda.

Første heat lørdag eftermiddag havde Oskar i pole position, med Jørn Martin Aalerud ( Norge) i anden position og Steffen i tredje, hvilket meget godt beskriver det øjeblikkelige styrkeforhold i Syverrace i Norden. Desværre fik Steffen seriøs teknisk defekt i starten og blev holdende på startstregen. Mikkel Holch og Christian Sørensen havde alvorlige tekniske problemer efter tidtagningen og kom ikke til start.

Jørn Martin sejrede foran Oskar med Mirza Ahmetagic på en ærefuld tredjeplads. Den genopstandne Robert Sørensen viste klasse og besatte fjerdepladsen i en lejet bil, og undertegnede, Hans Ryser, kom overraskende ind på femtepladsen. Derefter fulgte Sigve Hansen (Norge), Jon Asakskogen (Norge) og den ligeledes genopstandne Svend Erik Sørensen. Jørgen Breinholt tyvstartede og blev idømt strafbane, som han pligtskyldigt kørte. Da han stadig havde strafflag formodede han at han havde andre synder på samvittigheden (han har sikkert mange) og tog derfor en ”stop & go”, men det var dommerne heller ikke tilfredse med. Det skulle have været endnu en strafbane og så fik Jørgen sort flag for ”manglende respekt for signalflag”´. Ærlig talt: ud fra enhver rimelig betragtning var det urimeligt hårdt dømt. Man burde have give en tidsstaf i stedet og ladet Jørgen køre heatet til ende.

Kampene havde efterhånden kostet mange ofre og slaget flyttede herefter til lazaret teltet med mekanikerne som hovedaktører. De fik travlt. Mikkel og Christian måtte begge skifte motor og Steffen havde massive problemer med teknikken. Han fik på mirakuløs opsporet reservedele i Odense….en lørdag aften! Mirza havde problemer med en overophedet bremse kaliber der simpelt hen var smeltet. Det var aldrig sket i regnvejr Mirza. Nu ved vi hvorfor du danser regndans og vi vil aldrig mere bebrejde dig. Rebet er lagt på hylden…indtil videre. Vi ved hvor det ligger…

Efter heroiske kampe blev alle biler klar til andet heat søndag middag. Stor tak og ros til de hårdt kæmpende og selvopofrende mekanikere og en lige så stor cadeau til alle Syver kørere for ikke at give op, for forbilledlig hjælpsomhed og godt kammeratskab. Alle hjælper til efter bedste evne. Sådan skal det være. Det er flot og det er det der gør det sjovt og overkommeligt at køre Syver race.

Søndag middag kastede solen, sammen med et talstærkt publikum, glans over vores andet heat. Undertegnede startede i pole position, hvad der blev en kort fornøjelse. Robert Sørensen startede i anden position og Mirza i tredje. Bag os holdt ni unge adrenalin junkies (børn af alder) med missiler i øjnene og fråde om munden. Speeder kablerne var strammet som en XS G-streng på en sumo bryder og fokus stift rettet mod første sving for enden af langsiden. For en sikkerheds skyld dukkede jeg hovedet da lysene slukkede, Steffen har for vane (uvane) af passere hen over mig netop for enden af langsiden, gav godt med gas med imponerende hjulspind til følge, og derefter fløj resten af feltet som projektiler forbi mig til begge sider. Steffen holdt sig på jorden og så sad jeg i slipstrømmen og fundrede over livets mange uretfærdigheder. Hvor er respekten for ældre medborgere? Jeg spørger bare. Man får tørre tæsk, gør man….snøft..

Nå, det blev et rigtigt godt løb alligevel, også for mig…Banen var tør og der blev kørt fair race. Jørn Martin udgik på første omgang. Synd for ham og synd for publikum. Han kunne have blandet sig i striden oppe foran hvor Oskar og Steffen kæmpede om sejren. Oskar vandt og Steffen måtte tage til takke med andenpladsen, men det er ingen skam at blive slået af Oskar. Christian Sørensen kæmpede flot og besatte fortjent tredjepladsen. Derefter fulgte Jørgen, Mirza, Sigve, Robert, Jon, Hans, Mikkel og Svend Erik.

Efter heatet var der frokost og fejring af vinderne. Alt var sponseret af Agidon. Et flot og festligt arrangement som vores populære formand, Ivan, havde stablet på benene.

Steffen blev modtaget som en konge med taktfaste klapsalver og højlydte pift. En stor dag for ham og hans berettiget stolte familie. Mirza blev fejret for sin flotte andenplads i det Danske Mesterskab og Mikkel for tredjepladsen. Begge kunne som Steffen dele glæden og oplevelsen med deres nærmeste familie. Det var helt rørende at se hvor meget familierne levede med, men de har selvfølgelig deres store andel i de opnåede resultater.

Oskar blev hyldet for sejren i det Nordiske Mesterskab, Martin for sin andenplads og Steffen for tredjepladsen. Tre sympatiske, dygtige og yderst populære unge kørere, som vi håber at se meget mere til i næste sæson, hvor vi forventer en glædelig og tiltrængt tilgang af 4-5 nye kørere i klassen.

Til slut en stor tak til alle involverede i Syverrace, kørere, mekanikere, sponsorer og medlevende familier og venner, men især til klassens krumtap, vores formand Ivan Hansen. På gensyn i 2014.

Hans 108


Læs mere om:
  • Jyllandsringen
  • 29/09/13 - Jyllandsringen - Syver Race Cup - DM
  •