| Man skal lige sluge et par kameler undervejs. Niki Lauda og James Hunt var i virkelighedens verden ikke et par kamphaner, der først efter ulykken i 1976 kunne tale pænt til hinanden. Som unge F3 kørere i England havde de et godt og tæt bekendtskab og boede endda sammen i en periode. Der er et par andre ting man også lige skal kunne abstrahere fra. Det er ikke nødvendigvis i detaljen, men det er det, der adskiller spillefilmen fra en dokumentar.
"Rush" er ikke bare historien om Lauda og Hunt. Den historie har ikke et publikum der er stort nok, der skal noget mere til. Det er historien om to mennesker der drives frem af konkurrencen mod hinanden. Det er også historien om to måder at anskue verden på, den gamle måde og den nye måde. James Hunt repræsentere den gamle afslappede måde, hvor tingene tages som de kommer. Lauda er den moderne mand, fokuseret, organiseret og behersket. Der er ikke noget der er bedst, bare en konstatering af at verden skiftede, ikke bare i Formel 1, ikke bare i sport, men i det hele taget. Verden er blevet mere organiseret, mere professionel, strømlinet og sommetider bare ikke særligt overraskende.
Fokus for filmen er 1976 sæsonen, men der er lidt tilbageskuen til F3 dagene i England, til 1973 og til 1975. Her går tingene sommetider lige lidt for hurtigt. Hvilket år vi er i, virker uklart, hvordan Hunt egentlig klarede 1975 er også uklart. I 1976 er fokus strammere, bilerne rigtige - i modsætning til Laudas første tur i en Ferrari, hvor bilen i den grad er forkert - og historien klarere. Der leges to mand fremfor en VM titel.
Problemet med 1976 ligger i diskvalificeringerne. De forstyrrer i en film, hvor handlingen godt må være lineær. Valget her at have Hunts diskvalifikation i Spanien med, her blev afgørelsen senere omgjort, mens det endnu mere forvirrede forløb omkring løbet på Brands Hatch er røget ud af historien og filmen erklærer Hunt for vinder af løbet! Diskvalifikationer er bare ikke særlige gode fortællinger på film.
VM kampen bliver gjort en smule tættere end den var, ikke ved at lyve, men ved at undlade. Ingen kan vel være i tvivl om VMs udfald, havde Lauda haft en bedre dag på Nürbürgring. Men nu kørte han galt, og hentede trods alt kun syv point resten af sæsonen. Og VM blev afgjort med kun et point. Det var tæt, det var intenst, det er godt drama.
Ron Howard er en meget amerikansk instruktør, der laver ensartede film. De er som regel pæne, velproducerede og en smule sterile. Det gælder også "Rush". Det er stadig Ron Howard når han er bedst og ikke forfalder til det tåkrummende følelsladede, som han gjorde i "Far and Away". Her holder han sig på sporet, selv i scenerne fra hospitalet hvor Lauda får den sidste olie, og senere skal have renset lungerne, scener der ellers godt kunne friste til at skrue op for patos.
Først til allersidst, efter VM, efter et møde mellem filmens to kombetanter, hvor de rigtige mennesker; Lauda og Hunt, klippes ind til en voice-over der fortæller om Hunts død, bliver det en smule kvalmt, men ikke mere end at både man selv og filmen overlever. "Rush" er sammen med "Apollo 13" det bedste Ron Howard har præsteret.
Fascinerende er det hvordan one-liners og udtalelser fra kørerne, specielt Lauda, er arbejdet ind i filmen. Hans tese om at hans særlige talent og hemmelighed er en følsom bagdel, bliver integreret i en scene hvor han møder konen Marlene. Også hans første kommentar om en Ferrari (lortebil) er med. I virkeligheden er det næppe blevet sagt, siddende i bilen, med Il Commendatore siddende i vejkanten, men i den slags sekvenser er virkeligheden ikke relevant. Det illustrere noget virkeligt, bringer historien ud på en måde så de virkelige personer bliver ydet retfærdighed.
Tidsbilledet bliver malet med en fornem forståelse for de små virkemidler, der er musik, pladespillere, undulater, brune farver. Vi befinder os helt sikkert i 70'erne. Det virkningsfulde er netop at det er de små virkemidler der sætter stemningen. I en periodefilm kunne det være fristende at slå ud med armene og vise os en masse der ikke er væsentlig for historien, lave enorme kulisser der skulle indfange tidsånden. Det lader Ron Howard heldigvis være med, så fokus hele tiden er på historien, tiden er bare, som den jo er, en del af tapetet.
Racersekvenserne fylder egentlig ikke så meget. Det er godt, sportsekvenser har dræbt mangen sportsfilm. Det der driver en film er det menneskelige drama og i "Rush" er det menneskelige drama i fokus. Bilerne er ydre omstændigheder - det kunne i princippet ligeså godt have været golfkøller. Men de er der, i en passende udstrækning til at man både bliver imponeret og fanger hvad det hele går ud på. I stor udstrækning er det, de rigtige biler, der blev brugt. Nogle gange lidt modificerede så de passede til det relevante løb.
Det er stemninger og følelse af fart, der er det væsentlige. Der er meget lidt der egentlig betyder noget for historien, fordi historien netop ikke er en historie om placeringer i løb. Laudas ulykke er blevet genskabt, i en uhyggelig minutiøs udgave. Kampen for at få ham ud virker levende og desperat og selvom man kender udfaldet, fornemmer man ubehaget og usikkerheden. Det er godt håndværk.
Skuespillerne i filmen er valgt på deres udseende. Chris Hemsworth er nydelig, men er måske lidt for pæn og lidt for steril til helt at gengive Hunts charme. Han prøver ihærdigt, men portrættet bliver aldrig dybt. Dybt bliver derimod Daniel Brühls portræt af Lauda. Hans accent, hans mimik og hans insisterende øjne bliver fanget på fornem vis. Mens Hemsworth er en der fint spiller Hunt, så ER Brühl Lauda.
Birollerne og statisterne er i endnu højere grad afhængig af deres udseende. For almindelige biografgængere er det lige meget, til kørermødet er der bare en flok kørere, men for kendere er det fascinerende at genkende dem.
"Rush" er en god film, den bedste motorsportsfilm nogensinde. Men den når ikke i toppen, det er ikke et mesterværk, dertil bliver den lidt for tung, lidt for simpel og lidt for ensporet i sit portræt af kørerne. Den kan få fire ud af fem stjerner!
Martin Møller-Thomsen
 |
