Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Special Saloon

Siepmann er Nordisk Mester 2013

Special Saloon 
27/08/13 

Christian Siepmann sikrede sig karrierens første mesterskab ved Grand Prix Danmark på FDM Jyllandsringen
Der var ingen slinger i valsen, da Christian Siepmann lagde strategien for weekendens racerløb på den midtjyske racerbane: Den fragtmandsblå BMW M3 GT2 skulle holdes fri for buler - og så skulle der høstes point! Målet var at vinde det nordiske mesterskab og samtidig køre endnu flere point hjem til det danske mesterskab i Sunoco Special Saloon Car.
 

Efter en god træning fredag eftermiddag kæmpede Christian lørdag formiddag for at sætte en god tid i kvalifikationen. Det gjorde konkurrenterne også, og den fragtmandsblå BMW måtte starte fra 10. pladsen i det 31 biler store felt. Så var der til gengæld rig mulighed for at lave overhalinger, når weekendens første heat blev kørt lørdag eftermiddag.


Nu skal der arbejdes på at sikre det danske mesterskab for CS Racing
(Foto: Gripping Media)

Det første heat fik en kaotisk start med flere biler på tværs af banen. Heldigvis holdt den aarhusianske racerkører hovedet koldt og styrede sig vej frem igennem feltet. Der blev kæmpet bravt med flere af de norske kørere, som havde taget den lange vej til Danmark for at deltage i Grand Prix Danmark. Christian sluttede på en generel femteplads.

Søndag var i sandhed en travl dag. Næsten 80 gæster var inviteret til en stor racer-oplevelse i CS-Racing's telt, så det var ikke kun bil og kører som skulle være parate - telt, catering og alle de små detaljer skulle også fungere:

- Det har altid været vigtigt for os at kunne give sponsorerne en oplevelse, når de kommer til racerløb, og det betyder også at der er lidt arbejde inden gæsterne kan komme. Heldigvis har vi et dygtigt og erfarent team både på bilen og i vores hospitalityafdeling, så der var styr på sagerne da gæsterne kom. Jeg håber at vi gav dem en god oplevelse med hjem.


Der var hård konkurrence fra hele 30 konkurrenter i weekenden
(Foto: Gripping Media)

Andet heat blev ligeledes en god oplevelse for Christian, som startede fra femtepladsen og igen måtte tage kampen op med det norske racerfolk. Blandt andet måtte den hurtige BMW kæmpe flere slag mod en fuldblods Ferrari - heldigvis til sidst med Christian som vinder af duellen, da han kørte i mål på fjerdepladsen.

Med en sjetteplads i sidste heat formåede Christian at vinde det nordiske mesterskab - endda som karrierens første mesterskab. Det var derfor også en meget glad racerkører, der søndag aften gjorde status over en god racerweekend.


En glad Nordisk Mester 2013
(Foto: Gripping Media)

- Det har været godt vejr og vi har kørt godt race - vores team har haft en dejlig søndag med besøg af vores sponsorer, og så sikrede vi os et nordisk mesterskab. Kan jeg være andet end glad?

- Vi har stadigvæk to løb tilbage af sæsonen, og intet er endnu sikkert, men pointstillingen i både det generelle mesterskab i Sunoco SSC og i min klasse begynder at stå til min fordel. Vi må være helt skarpe og i topform når vi kører de sidste løb på Ring Djursland og Jyllandsringen, for det ville da være helt fantastisk at kunne kalde sig dansk mester, når der er så dygtige modstandere på banen.

Næste løb for Christian Siepmann og CS Racing bliver på Ring Djursland den 14-15. september.

CS Racing - www.cs-racing.dk

CS Racing
Gripping Media

Læs mere om:
  • Christian Siepmann
  • Jyllandsringen
  • 13/08/25 - Jyllandsringen - Special Saloon
  •  
     
     
    Undgå billetkøen - Køb dine billetter her