Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Special Saloon

Siepmann blev tilløbsstykket i Holland

Special Saloon 
15/08/13 

Christian Siepmann deltog i weekenden i Dutch Supercar Challenge på den hollandske Assen-bane. Den fragtmandsblå BMW M3 GT2 vakte helt enorm interesse blandt publikum og konkurrenter.
 

Normalt er det ikke unormalt at danske motorsportsfans kommer forbi CS Racing's telt for at se nærmere på den hurtige Special Saloon Car-racer. I weekendens racerløb på Assen i Holland var interessen dog overvældende:


Christian Siepmann og den fragtmandsblå BMW var populære på Assen
(Foto: Autosport-Media.nl)

- Det var virkelig imponerende - folk stod i kø foran vores telt for at få lov til at se nærmere på bilen og tage et billede af den, fortæller Christian Siepmann, som til sidst måtte sætte afspærring op for at holde plads fri til mekanikerne.

Den fragtmandsblå BMW er bygget og justeret efter det tekniske reglement i Sunoco SSC-klassen på de hjemlige racerbaner, og da det hollandske reglement på flere punkter er markant anderledes, var det ikke jagten på topplaceringer, Christian og teamet jagtede:

- Jeg kunne vælge enten at køre i en klasse, hvor bilen var et sekund hurtigere end konkurrenterne, eller i en, hvor jeg var et par sekunder for langsom - så jeg valgte det sidste, siger Christian.


Den hurtige BMW M3 GT2 kom på hårdt arbejde
(Foto: Autosport-Media.nl)

Tiden på banen blev i stedet brugt til at lære det nyinstallerede paddle shift-system at kende og få erfaring med de hurtige sving, som ikke findes i Danmark:

- Vi har installeret paddle shift, så jeg fremover kan skifte gear på knapper bag rattet - og det giver virkelig ekstra overskud igennem svingene! Samtidig har jeg lært lidt om at køre i hurtige sving, for der var flere steder, hvor vi kørte igennem i sjette gear med mere end 200 km/t.

Der er stor ros til løbsarrangørerne, som var imødekommende og hjælpsomme:

- Jeg er ikke utilfreds med de danske forhold, men de hollandske løbsarrangører gjorde virkelig meget ud af at sørge for at vi fik en god oplevelse og at alting virkede som det skulle. Det er bestemt ikke sidste gang at jeg skal køre i Dutch Supercar Challenge!


Der var mere end 60.000 tilskuere til racerløb på Assen i Holland
(Foto: Autosport-Media.nl)

Nu kan Christian Siepmann glæde sig til næste løb, som er årets største løb i Danmark - Grand Prix Danmark på FDM Jyllandsringen. Her skal mesterskabsføringen i Sunoco SSC-mesterskabet forsvares, og Christian glæder sig:

- Det bliver et af de spændende løb, hvor vi får besøg af de norske GT-kørere. Det betyder at jeg også har en chance for at blive nordisk mester i min klasse - så alting skal spille 100% i den weekend!

Grand Prix Danmark bliver kørt fra 23-25. august på FDM Jyllandsringen.

CS Racing
Gripping Media

Læs mere om:
  • Christian Siepmann
  •  
     
     
    Undgå billetkøen - Køb dine billetter her