Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Diverse Motorsport

Det største BMX-stævne på dansk grund nogensinde

Diverse 
22/09/12 

Morten Therkildsens deltagelse ved De Olympiske Lege i London har smittet af på BMX-sporten i Danmark. DM-stævnet den 23. september i Bjerringbro bliver således det største DM herhjemme nogensinde. Den danske OL-rytter stiller op sammen med resten af den danske BMX-elite.
 

Den 23. september afholder Bjerringbro det største DM på dansk grund nogensinde. 423 ryttere og 24 klubber vil være repræsenteret ved stævnet. Derudover vil der være fyldt med tilskuere rundt omkring banen. OL-deltager Morten Therkildsen glæder sig til at køre sit første store stævne i Danmark efter sit exit i kvartfinalen under sommerens OL i London.

- Det bliver fedt at være med til det største DM i dansk BMX’s historie. Jeg glæder mig rigtig meget, og jeg tror, det bliver kæmpe stort, siger Morten Therkildsen, som er forsvarende danmarksmester.


Chris Christensen i Bjerringbro

De bedste af de bedste
DM-stævnet i Bjerringbro er kulminationen på BMX-året, og det er her, at de bedste ryttere får lov at vise, hvad de kan på cyklen. Det 16-årige stortalent og verdensmester samt regerende europamester i sin klasse, Chris Tetsche Christensen deltager. Det samme gør hans storesøster, Simone Tetsche Christensen, som er Danmarks bedste kvindelige BMX-rytter og EM samt VM-bronzevinder. Også sidste års DM-sølvvinder, Klaus Bøgh Andreasen, fra Københavns BMX Klub stiller op. Det er således toppen af dansk BMX, der er samlet i Bjerringbro den forestående weekend, og det er derfor også en opsat og forventningsfuld Morten Therkildsen, som stiller op for sin klub, Skanderborg BMX.

- Jeg er topklar til DM. Og jeg er utrolig opsat på at vise min OL-form til alle de danskere, som har fulgt mig op til og under OL i London. Jeg kommer derfor meget motiveret til stævnet, fortæller Morten Therkildsen, som blot var ét enkelt point fra at kvalificere sig til sommerens OL-semifinale.

DM også for de små
DM-stævnet i Bjerringbro er ikke kun for de professionelle ryttere. Drenge og piger helt ned fra 5-års alderen kommer fra hele landet for at deltage. De yngste ryttere vil være de første, der bliver sendt ud over startrampen søndag formiddag, og derefter vil rytterne blive sendt af sted med få minutters mellemrum.

Program
kl. 11.00 Åbning og indmarch for klubberne
kl. 11.05 Nationalmelodi
Kl. 11.30 Løbsstart

Sted
DM-stævnet afholdes den 23. september med løbsstart fra kl. 11.30. Stævnet afvikles på: BMX-banen, Jørgens Allé 42, 8850 Bjerringbro.

Fakta om BMX
Bmx er en intens sprint-sport, hvor det kort fortalt går ud på at komme først gennem en kort bane, der indeholder spring-forhindringer. Man starter 8 kørere ad gangen, som alle sendes af sted fra en startrampe (gate). Løbet køres over tre heat, som alle tæller med i den endelige placering. De tre til fire hurtigste kørere går videre til en knald eller fald finale. BMX er fra 2008 blevet en olympisk disciplin.

DMU - Danmarks Motor Union