Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Diverse Motorsport

Dansk Automobil Sports Union - Elitenyt

Diverse 
20/09/12 

Ulrik Linnemann deltager i EM i rallycross, der køres næste weekend i Finland.
Fem danskere deltager i det uofficielle VM for KF2 World Cup, der køres i Zuera, Spanien.
Grindsted er vært for finalerne i DASU-mesterskabet for Rotax, X30 og RoK.
 

Det sker i weekenden
Ulrik Linnemann (MNJ) er før de to sidste afdelinger af EM i rallycross på andenpladsen i Super 1600-klassen, 10 points efter den regerende mester Andreas Bakkerud (N). Den kommende weekend gælder det løbet i Finland.
Læs http://erc24.com

Fem danskere er blandt de 85 startende i det uofficielle VM for karting KF2, World Cup. Det er den tidligere europamester Nicolaj Møller Madsen (SKK), Kevin Rossel (GGK), Andreas S. Hansen (HM), Nicklas Nielsen (GGK) og Kasper Larsen (MNJ).
I juniorklassen KF3 stiller Slavko Ivanovic (HM), Nicklas Ingemann (GGK) og Alexander Lindberg (GGK) op.
Løbet køres i Zuera, Spanien, og kan følges live på www.cikfia.com

På banen i Grindsted er Grindsted Gokart Klub vært for finalerne i DASU-mesterskabet for Rotax, X30 og RoK klasserne. Foruden æren er der kr. 72.000 i præmiepenge på spil for deltagerne, der tidligere har kørt tre afdelinger af mesterskabet. Der er mere end 60 tilmeldte.
Se tidsplan m.m. på www.grindstedgokartklub.dk


Siden sidst
Uheldene forfølger stadig de to danskere i World Series by Renault. Søndag dominerede Kevin Magnussen (DARC) totalt løbet på Hungaroring og førte klart. Men tre omgange før slut begyndte det at ryge fra bilens gearkasse, og halvvejs rundt på sidste omgang gik bilen i stå. Næsten en tro kopi af Marco Sørensens (MNJ) uheld på Silverstone, hvor det dog var en punktering der kostede sejren. Nordjyden kørte ligeledes et meget flot løb søndag i Ungarn, og kom i mål på andenpladsen efter Kevins Magnussens uheld.
Magnussen var i det hele taget i en klasse for sig på den ungarske Grand Prix bane, sammen med den førende i mesterskabet Robin Frijns. De to sluttede på første- og andenpladsen i lørdagens løb, med hollænderen forrest. Her blev det til en ottendeplads til Sørensen. Der resterer endnu to afdelinger af mesterskabet (4 løb), og Marco Sørensen har stadig mulighed for at slutte i top-3.

Nicki Thiim (MSS) fik to podiepladser med hjem fra weekendens afdeling af Porsche Carrera Cup på Oschersleben i Tyskland. Begge tredjepladser. Michael Christensen (ASK) leverede ligeledes en fin indsats med en femteplads i første løb. I andet var han nummer 4 over stregen, men indkasserede efter løbet en tidsstraf. Christina Nielsen (HM) udgik af begge løb.

Efter to afdelinger i Scirocco R-Cup på banen i Oschersleben fører Kasper H. Jensen (DMKA) i junior-klassen. Michelle Gatting (DARC) indtager en fin fjerdeplads. Kasper Jensen kan ikke indhentes i den samlede stilling før sidste runde.

Nicolai Sylvest (AAS) scorede hattrick i næstsidste runde af DM for Formel Ford, der blev afviklet på Ring Djursland. Den 15-årige skoleelev fra Jægerspris vandt alle tre løb og bragte sig dermed tilbage i spidsen af mesterskabet foran Michael Markussen (MSS).

Sidste runde af Dansk Super Kart blev afviklet på Roskilde Racing Center, med årets højeste deltagertal. Frederik Schandorff (DMKA) blev med maksimumpoint en suveræn vinder af DASU/DINO Talent Cup foran Daniel Lundgaard (VKK) og Mathilde Langenberg (SAK). Han vandt samtidig DIF-mesterskabet for KF2. I gearklassen KZ2 snuppede Michael E. Christensen (VKK) den samlede sejr i både Dansk Super Kart og DIF-DM med en overhaling af Jonas Hansen (SKK) på allersidste omgang.

I klassen for de yngste vandt Christian Lundgaard (VKK) titlen foran Michael Christiansen (VKK). Sidstnævnte vandt dog søndagens finale. På tredjepladsen kom Asbjørn F. Rasmussen (SKK).

Sjette afdeling af årets DM-serie i rallycross blev kørt søndag på Løvelbanen ved Viborg. I klassen Grp. N 0-1600 vandt Rasmus B. Larsen (FSAS) foran klubkammeraten Daniel Svenningsen, der dog stadig fører i den samlede stilling før sidste runde. Oliver Larsen MNJ) og Stefan R. Nielsen (SM) er med i striden om bronze. Alle er med i DASUs talentprojekt for Offroad.
Det samme gælder flere af crosskart-kørerne, der var i aktion lørdag. I 250 cc. er Casper B. Larsen (MNJ) og Søren Jelsbak (FSAS) a point efter løbet. Sidstnævnte mangler dog at fratrække et resultat.

ELITENYT er Dansk Automobil Sports Unions (DASU) elektroniske informationsbrev, der med regelmæssige mellemrum vil orientere om resultater og aktiviteter i forbindelse med unionens talentudviklingsarbejde. Omtalen gælder nuværende indplacerede i projekter eller bruttotrup, samt aktive der tidligere har været indplaceret.

Generelt
Sammen med Team Danmark har DASU opbygget et effektivt program for talentudvikling indenfor karting, formel, rally og rallycross. Programmet omfatter undervisning i idrætspsykologi, fysisk træning, køreteknik, ernæringslære, antidoping etc. Målgruppen er talenter i aldersgruppen 15 – 20 år. Underviserne er alle eksperter indenfor hver deres felter.

Talentudviklingsarbejdet ledes af DASUs Eliteudvalg. Medlemmer er adv. Carl Chr. Hansen (fmd), Hans Bruun, Harry Laursen, Jens Winther Jnr. og Jan Magnussen

For den daglige drift står Sportschef Bo Baltzer Nielsen.

Talentarbejdet støttes af Team Danmark, Dansk Metal, Unipro, MC-Select og Yokohama.