Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Speedway

Grindsted slutter sæsonen med suveræn sejr

Speedway 
06/09/12 

Grindsted Speedway Klub slutter sæsonen af med en overlegen sejr på hjemmebane over Outrup. For en gangs skyld var det vores modstandere, der var ramt af utur, lyder det fra Grindsteds holdleder.
 

Med en sejr på 52-34 slår Grindsted Speedway Klub fast, at de godt kan køre speedway, på trods af at det ikke er blevet til mere end tre sejre og en uafgjort i denne sæson af Dansk Metal Speedway League.

”Vi kan jo sagtens, når det bare fungerer, og det gjorde det i aften,” siger Johnny Hvidtfeldt, holdleder i Grindsted Speedway Klub.

Den eneste Grindsted-kører, der ikke lavede tocifrede point, var Marc Randrup, der ifølge Johnny Hvidtfeldt prøvede hårdt. Til trods for hjælp fra blandt andre Michael Jepsen Jensen, der stadig døjede med smerter i ryggen, lykkedes det ikke Marc Randrup at komme ordentligt i gang.

Heksekunst på spil

Outrups holdleder Steven Andersen havde inden matchen set frem til, at den tidligere Grindsted-rytter Lasse Bjerre havde en del at skulle bevise over for sin tidligere klub. Med en samlet score på 3+1 point gik det dog ikke helt efter planen.

”Det her blev nok nærmere Grindsteds hævn,” siger Steven Andersen, der i øvrigt sidder tilbage med en mistanke om, at Grindsted havde taget de højere magter med på råd inden matchen.

”Da jeg kørte til Grindsted tidligere i dag, stod der både folk med høtyve og heksedoktorer, så jeg er bange for, at de har lykkedes med at nedkalde en form for forbandelse over os i dag,” siger Steven Andersen.

Steven Andersen konkluderer, at Mads Korneliussen var den eneste kører, som levede op til forventningerne i dag, selvom D- og C-kørerne også havde god fart i cyklerne. Flere af Outrups kørere måtte udgå af heats på grund af brændstof af en ringe kvalitet.

”Jeg havde godt nok regnet med, at jeg havde en chance i dag, men det gik jo ikke helt som forventet,” siger Steven Andersen.

Dagens fighter blev Grindsteds D-kører, Johannes Kikkenborg. Han lader til at have fået styr på sit grej efter et par matcher med svigtende resultater.

”En D-kører, der laver 12+1, er jo helt vildt. Han slog Mads Korneliussen, og der var ikke noget, der kunne røre ham i dag,” siger Johnny Hvidtfeldt om den unge D-kører, der som den eneste kører har skrevet kontrakt med Grindsted for næste sæson.

Scorer

Grindsted Speedway Klub Outrup Speedway Club
Michael Jepsen Jensen 14+1 Mads Korneliussen 16
Rafal Trojanowski 12 Lasse Bjerre 3+1
Ulrich Østergaard 12+3 Mariusz Staszewski 7+1
Johannes Kikkenborg 12+1 Claes Nedermark 5
Marc Randrup 2+1 Jonas Raun 3+2

Stillingen efter dagens match:

M V U T KP MP BP P
1 Esbjerg 11 8 0 3 501 16 5 21
2 Holsted 12 7 1 4 535 15 4 19
3 Fjelsted 11 7 0 4 481 14 4 18
4 Holstebro 12 7 0 5 520 14 3 17
5 Slangerup 12 4 0 8 478 8 2 10
6 Grindsted 12 3 1 8 491 7 1 8
7 Outrup 10 3 0 7 391 6 0 6

Der tages forbehold for ændringer i stillingen fra turnerings administrationen
M = antal kørte matcher
V = antal vundne matcher
U = antal uafgjorte matcher
T = antal tabte matcher
KP = antal kørerpoint
MP = antal matchpoint
BP = antal bonuspoint
P = antal point (matchpoint og bonuspoint)

Kommende matcher

Dato Tid Hjemmebane Udebane
07/09/12 kl. 19.00 Outrup Fjelsted
12/09/12 kl. 18.00 Superfinale