Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

DM i Rally

Peugeot-teamet satte sit præg på DM-premiere

DM Rally 
28/03/12 

Peugeot Sport Dealer Team DK satte sit præg på premieren i årets Danmarksmesterskab i rally, der blev kørt umiddelbart syd for den dansktyske grænse. Christian Jensen og Freddy Pedersen fra henholdsvis Ans og Bjerringbro var hurtigste danske hold på syv af de 14 hastighedsprøver, der indgik i løbet, men de måtte i sidste ende se sig slået med 7,6 sekunder af mærkefællerne Brian Madsen og Anja Posorski.
 

”Vi må bare indse, at man ikke vinder et DM-rally ved at køre ved siden af eller snurre rundt,” konstaterede Christian Jensen, da han var kommet i mål. ”På de to første hastighedsprøver lørdag formiddag var vi uheldige og satte en del tid til, og det er nok dér, at vi tabte motorløbet.”

Når man ser bort fra hastighedsprøverne, hvor Christian Jensen og Freddy Pedersen var uheldige, så var ADAC Wikinger Rallye et meget tæt opgør. De øvrige hastighedsprøver blev aldrig vundet – eller tabt – med mere end fem sekunder, og det lykkedes faktisk mandskabet fra Peugeot Sport Dealer Team DK i løbet af fem hastighedsprøver at reducere afstanden til de førende, så det blot var på fem sekunder før sidste prøve.


Christian Jensen og Freddy Pedersen var hurtigst på syv af 14 hastighedsprøver
(Foto: Morten Alstrup)

”Jeg vidste godt, at Brian ikke kunne tabe fem sekunder inde på den sidste prøve, så skulle han få uheld,” siger Christian Jensen. ”Vi havde håbet på at kunne have taget noget mere på prøven, men han gav den godt nok gas. Det er sjovt, når man har sådan en kamp. Så inderst inde skal vi være godt tilfreds med 18 point.”

På et tidspunkt så det ud til, at Peugeot Sport Dealer Team DK skulle have to hold i den danske top 3, for Esben Hegelund og Karsten Isaksen fra Hadsten og Egtved lagde ud i et flot tempo, hvor de ved nattepausen var tredjebedste danske hold. Men så måtte de udgå.

”Vi havde håbet på, at vi skulle have en tredjeplads med hjem, men når det så er sagt, så må man sige, at vi er udgået med manér. Vi har fået fart i bilen og har vist, at vi godt kan følge med, så vi er rigtigt fortrøstningsfulde til næste gang,” siger Esben Hegelund, der måtte udgå på løbets sjette hastighedsprøve.


Esben Hegelund og Karsten Isaksen lå på tredjepladsen, da de måtte udgå
(Foto: Morten Alstrup)

”Vi havde en lille fejl i noterne, for i to venstresving gik det for stærkt. Jeg kunne se, at jeg ikke kunne nå at styre den igennem, så jeg prøve at fange den med håndbremsen, men den snurrede rundt for mig og gik baglæns ud over en grøftekant. Bilen holdt på maven på grøftekanten, hvor udstødningen lige havde stukket sig ind i jordvolden, så jeg kunne ikke starte den. Der var masser af mennesker på prøverne, men lige nøjagtig der, hvor vi kørte af, var der overhovedet ingen!”

For Kjeld Seidler og Marc Troels-Smith fra Holmegaard og Store Heddinge blev sæsonpremieren også et løb, hvor de ikke altid kunne nøjes med at bruge vejen.


Kjeld Seidler og Marc Troels-Smith gav Peugeot RCZ-modellen sin verdensdebut i rally
(Foto: Morten Alstrup)
”To gange var vi af vejen, den ene gang var jeg lidt for modig i en nedbremsning, den anden gang kom noten fra Marc lidt sent, så nu står det 1-1, men der skete heldigvis ikke nogen materiel skade udover, at vi snuppede lidt minestrimmel med hjem,” siger Kjeld Seidler. ”Vi er meget stolte af at have været med til at give RCZ’eren verdenspremiere som rallybil og kan efter vores første deltagelse se, at der virkelig er potentiale i bilen til at være med til at kæmpe om podiepladserne. Vi havde kun et eneste teknisk problem. En sten eller lignende havde ramt en sensor til gearskiftet, hvilket gjorde, at vi på en af hastighedsprøverne måtte køre i første gear i cirka to kilometer, hvilket naturligvis kostede en del tid, men vores dygtige mekanikere fik hurtigt fikset problemet, og vi var klar til kamp igen.”

”Alt i alt har det været en kanon oplevelse med den første indsats med bilen. Vi slutter som nummer fire i Tunet National og får 11 point, så når vi ser tilbage på omstændighederne, så er det okay. Det er en ny bil, og det var nogle sindssygt krævende prøver, noget af det mest krævende, jeg har prøvet at køre.”

Peugeot Sport Dealer Team DK


Læs mere om:
  • Christian Jensen
  • Esben Hegelund
  • Kjeld Seidler
  • Peugeot Sport Dealer Team
  • Schleswig
  • 24/03/12 - Schleswig - DM Rally
  •