Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Dansk Motorsport Award

Dobbelt national karting-hæder

Dansk
Motorsport
Award 

04/02/12 

- til Christian Sørensen
Teenageren Christian Sørensen kan kikke tilbage på en spændende 2011-sæson, som bød på mange karting-udfordringer i ind- og udland. Sydvestjyden har deltaget i internationale arrangementer i henholdsvis: Italien, Spanien, Portugal, Belgien Tyskland og Danmark.
 

- I Danmark har jeg desværre ikke kørt så meget i 2011, konstaterer Christian Sørensen. – I al beskedenhed blev jeg dansk mester i den internationale Karting Formula 2 (KF2). Ellers har jeg koncentreret mig om test-sessioner og konkurrencer, som var tilrettelagt i samarbejde med løbsweekender for det officielle fabriksteam: Tony Kart Racing Team, som har fabrik i den nordlige Italien.


Guldsmed Kim Colding (i midten) er tidligere landstræner i karting, og han overrakte det flotte Colding-pokal til Christian Sørensen. Dansk Automobil Sports Union: C.C. Hansen motiverede udpegningen for de 1.100 tilskuere i Cirkusbygningen.
(Foto: Åge Keseler Kirketerp)

Christian Sørensen er i fuld gang med forberedelserne til 2012-sæsonen, men har netop deltaget i Dansk Motorsports Award 2011: - Jeg var indbudt som modtager af den fornemme hædersbevisning: Colding Pokalen, som har til formål at hædre motorpsortsudøvere, der med udspring i karting gør dansk motorsport ære i ind- og udland. Samtidig havde jeg en mulig aktie i awarden: ÅRETS KARTINGKØRER 2011.

- Christian modtog sidste år hæderen som ÅRETS KARTINGTALENT 2010, supplerer far og teamchef Erik Sørensen. – Dette foregik ved en reception i Idrættens Hus med Dansk Automobil Sports Union (DASU). I år scorede arrangementet et flot boost med fornemme omgivelser i rammen af Cirkusbygningen i København. 1.100 tilskuere med tilknytning til både to- og firehjulet motorsport hædrede prismodtagerne i den flotte kuppelsal, og herudover var flere gået forgæves efter billetter.


Teamchef og far: Erik Sørensen (t.h.) var naturligt stolt over Christian Sørensens dobbelthæder
(Foto: Åge Keseler Kirketerp)

Christian Sørensen var nomineret til kører-hæderen i skrap konkurrence med 3 kollegaer inden for dansk karting.
- Til trods for Danmarks relativ lille befolknings-størrelse går det godt for de rød-hvide farver i udlandet, fortsætter Erik Sørensen. - Det er en god oplevelse at deltage i de internationale arrangementer, idet flere danskere gør sig kvalificeret bemærket i front.

Gennem de sidste 5-6 år har Erik Sørensen været på besøg i hovedparten af Europas lande. Dette er sket som organistarisk chef for sønnerne: Bo (storebror) og Christian: - Jeg har selv dyrket motorsport gennem 20 år som rallykører, og det har været nogle interessante år på farten sammen med knægtene.

Som en nyskabelse foregik udpegningen af ÅRETS KARTINGKØRER 2011 på grundlag af en afstemning på Internettet. Christian Sørensen havde på forhånd ikke regnet med at få award’en, selv om sydvestjyden er regerende vice-verdensmester i KF2.

- Jeg havde selvfølgelig forberedt en lille takketale, forklarer Christian Sørensen. – Her fokuserede jeg på den flotte opbakning fra familien (inklusiv mor: Lone) samt vores kartingteams sponsorer og samarbejdspartnere. Desuden har jeg modtaget fornem sparring fra DASU og Team Danmark.


Christian Sørensen (t.h.) fik overrakt awarden ÅRETS KARTINGKØRER 2011 af bl.a. DMA’s konferencierer: Heidi Frederikke og Jimmy Bøjgaard
(Foto: Åge Keseler Kirketerp)

Christian Sørensen fik sig derfor en stor overraskelse, da konferencierne kaldte ham frem som modtager af ÅRETS KARTINGKØRER 2011 med suveræn overvægt i antal afgivne stemmer.

- Det var virkelig en stor oplevelse at stå scenen i Cirkusbygningen, afslutter Christian Sørensen. – Forhåbentlig får jeg også muligheden for at deltage i Dansk Motorsports Award på et senere tidspunkt. Meget tyder således på, at motorsporten på 2 og 4 hjul har fået grundlagt en god tradition.

Med venlig hilsen
KARTINGTEAM CHRISTIAN SØRENSEN
Åge Keseler Kirketerp