Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Anmeldelser af bøger, spil, CD'er, m.m.

'In the name of glory'

Anmeldelser 
07/01/12 

- af forfatteren Tom Rubython
Her er en motorsportsbog der virkeligt fik mig op af stolen. In the name of glory omhandler en af de mest spændende sæsoner – nemlig 1976. En sæson der bød på alt. En sæson hvor de 2 store boksere i hvert deres ringhjørne var Niki Lauda og James Hunt.
Resten af feltet endte som statister i en kanonspændende kamp om at blive verdensmester. Det er i høj grad historien om overhunden (Niki Lauda i den overlegne Ferrari) og så underhunden James Hunt i McLaren M23.
 

En sæson der efter 1. halvdel faktisk mindede meget om 2011 sæsonen. Overhunden har kørt alle de andre sønder og sammen. Lauda har et kæmpe point forspring og Hunt har haft alt for mange løb uden points. McLaren har dummet sig afgørende i flere situationer – og Lauda har knusende effektivt udnyttet enhver mulighed. Resten af sæsonen virker uendeligt forudsigelig og uspændende.

Men sæsonen vender. McLaren får gjort bilen til en vinder på det helt rigtige tidspunkt. Og Hunt kommer helt op i omdrejninger. Men det er langt fra nok til at hente Lauda. Men så indtræffer katastrofen. Lauda bliver livsfarligt kvæstet på Nürburgring og sat ud af spillet for en periode. Lige pludseligt får Hunt en helt uventet chance. Men chancen kræver at han skal hente et næsten umuligt antal points og dertil kommer at Lauda gør et chokerende comeback langt tid før end Hunt troede han var klar igen. Men Lauda havde været uhyggeligt tæt på at dø og han er ikke helt så klar som han gerne ville være. Så en fantastisk slutspurt finder sted inden verdensmesteren kan kåres.

Nu er ovenstående velkendt stof for en narkoman som undertegnede. Så hvorfor er bogen så i grunden så god? Fordi den kommer HELT bag kulissen. Der er MEGET mere end de sædvanlige gammelkendte salmevers om at James Hunt og Niki Lauda havde pole position og vandt det og det løb. Vi får alle sandhederne omkring de 2 teams og hele det magtspil, intriger, manipulationer, beskidte kneb og særinteresser der ligger bag. Hos Ferrari er situationen bag kulissen langt fra så rosenrød som man tror når man tænker på teamets succes i de år. Der kører et iskoldt og nådesløst spil mellem på den ene side Lauda og på den anden side Enzo Ferrari og hans medsammensvorne. Hos Enzo er der MEGET kort fra rollen som hyggeonken til iskold satan. Hos McLaren er der til tider også voldsomt gang i den – og absolut ikke altid på den fede måde. Hunt er f.eks sekunder fra at blive fyret på gråt papir inden årets første løb i 1976 overhovedet er sat i gang – ”bare” fordi han har været i totterne på teamets chef. En team chef der i virkeligheden ønskede at have Jacky Ickx i bilen – men sponsoren ville noget andet.

Nu handler bogen ikke kun om 1976 sæsonen. Vi får en række fantastiske historier om hvordan både Hunt og Lauda med alle mulige og umulige metoder kæmpede sig op fra håbløse situationen uden penge, succes og opbakning – til at sidde i topteams i Formel 1 og kæmpe om VM. Vi får historien om alle de endeløse problemer de havde. Problemer med deres kærlighedsforhold. Hvordan filmstjernen Richard Burton ”stak af” med James Hunts kone. Hvordan Niki Lauda koldt og kynisk ”dumpede” sin første kæreste fra det ene minut til det næste, da han blev stjerne i Formel 1 – og ville blive ved med at være det.

Hvordan Hunt mellem løbene levede i en cocktail af druk og masser af meget villige kvinder – og til tider med kokain får lige et give den et ekstra spand kul.

Alt i alt en af de meget sjældne bøger hvor forfatteren virkelig får afdækket alle de rå sandheder og råddenskaben i stedet for den typiske polerede glansbillede historie som kendetegner de fleste bøger.

Bogen indeholder desuden nogle rigtigt flotte billeder af Rainer Schlegelmilch. Efter min mening den måske bedste fotograf i F1. Men man skal ikke købe bogen pga. billederne. Man skal købe bogen pga. fortællingen.

Kan klart anbefales.
ISBN: 978-0-9565656-9-3

Allan Nielsen