Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Danish Endurance Championship

Hvem bliver årets maratonhold?

Danish Endurance
Championship 

28/09/10 

DEC - Danish Endurance ChampionshipLangdistancemesterskabet afgøres på den første lørdag i oktober på Padborg Park
Ligesom der er sprintløb over 100 meter og maratonløb på 42.195 meter i atletikkens verden, er der både korte og lange løb indenfor bilsporten.
Sprint- og mellemdistanceløbene udgør grundstammen i de fleste klasser på de danske asfaltbaner, men klassen og mesterskabet, der går til yderlighederne, er Danish Endurance Championship. Her gælder det kort og godt om at køre længst muligt i de fire timer, der er afsat til løbene.
 

Årets finale finder sted i den kommende weekend, hvor Finaleløbet køres på Padborg Park – et løb, hvor der tillige er gratis adgang for tilskuerne, som kan følge kampen på asfalten. Søndag er der sprintløb på programmet, men lørdag er det sidste af årets fem langdistanceløb programsat, og her skal der både kæmpes om sejre og mesterskaber, ære og pokaler.

Intet er nemlig afgjort på forhånd
I tre divisioner skal der kåres mestre, og den klasse, hvor der er største åbenhed om udfaldet, er division 3, hvor man finder de hurtigste biler. Her har Roy Arild Edland, Norge, og Michael Jakobsen, Åbenrå, bragt sig i front med sejre i to af de fire hidtil kørte løb i deres Porsche 911. Men bare fem point efter dem følger Chevrolet Corvette-trioen Benny Andersen, Åbenrå, Freddy Pedersen og Klaus Q. Lausen, begge Kruså. Og netop fem point er forskellen mellem den score, som kørerne kan opnå ved henholdsvis en første- og en andenplads!


To hold med vinderchancer: Michael Jakobsen/Roy Arild Edland i Porsche og Henrik Larsen/Kurt Poulsen/René Andreassen i Renault Clio III.
(Foto: Morten Alstrup)

Division 2 tæller bilerne fra 1601 til 2000 cm3, hvilket er størstedelen af feltet ved Finaleløbet. Her er hele fire mandskaber i spil, når det gælder mesterskabet. Lars Vendelbo, Hadsten, Jacques D. Møller og Niels Borum, begge Odense, er deciderede outsidere, da de skal vinde Finaleløbet for at have en mesterskabschance, men trioen i den røde Mini Cooper viste ved det foregående løb, at mandskabet godt kan vinde løb – og gjorde det. Den virkelig kamp om titlen står dog mellem henholdsvis Poulsen Racing og DK Racing.

Poulsen Racing stiller med trioen René Andreassen og Kurt Poulsen, begge Ringe, og Henrik Larsen, Gudbjerg, op i en Renault Clio III i nærmest standardudformning, og de skal derfor satse på holdbarhed og stabilitet under de fire timer, løbet varer, for at holde liv i deres chancer. Per Johansen, Vejen, Peter Ager, Esbjerg, og Tom Pedersen, Christiansfeld, sidder derimod i en af feltets hurtigste biler. De har vundet to af årets løb generelt, men de skal forsøge at rejse sig efter det seneste DEC-løb, hvor et uheld og en afkørsel gjorde store indhug i deres mesterskabsføring i division 2.

I den mindste klasse – division 1 for biler op til 1600 cm3 – er der atter engang lagt op til en duel mellem de to mandskaber, der har præget denne klasse i de seneste par sæsoner. Werner Wounlund, Ishøj, og Bjørn Larsen, Greve, skal som minimum vinde Finaleløbet for at forsvare deres titel fra 2009, for trioen Flemming D. Olsen, Roskilde, Jens-Henrik Hansen og Jens Erik Hansen, begge Havdrup, har vundet de fire hidtil kørte løb i år, og der skal gå meget galt, hvis ikke de skal vinde mesterskabet.


Der kommer mange biler på banen ved Finaleløbet på Padborg Park, hvor det skal afgøres, hvem der vinder de forskellige klasser i Danish Endurance Championship.
(Foto: Morten Alstrup)

Udover titlerne i tre divisioner er der også den prestigefyldte distancepokal på højkant ved Finaleløbet på Padborg Park. Den går til det mandskab, som gennem sæsonen tilbagelægger den længste distance i Danish Endurance Championship, og også her er kampen om trofæet hård og tæt. Ja, faktisk tættere end i mange af divisionsmesterskaberne!

Flemming D. Olsen, Jens-Henrik Hansen og Jens Erik Hansen fra division 1 fører nemlig med 1.723,8 km. Bare 10 kilometer efter følger René Andreassen, Kurt Poulsen og Henrik Larsen, mens man heller ikke skal afskrive Per Johansen, Peter Ager og Tom Pedersen. De har kørt 1.704,2 km!

Udover finalen i Danish Endurance Championship byder Finaleløbet på Padborg Park også på løb for Special Saloon Car Challenge, Legend Car Cup og Suzuki Swift Challenge, ligesom der køres løb for de klassiske motorcykler.

Driftsforeningen Padborg Park

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Flemming D. Olsen
  • Jens Erik Hansen
  • Jens-Henrik Hansen
  • Lars Vendelbo
  • Michael Jakobsen
  • Niels Borum
  • Per Johansen
  • Peter Ager
  • Roy Arild Edland
  • Tom Pedersen
  • Padborg Park
  • 02/10/10 - Padborg Park - Danish Endurance Championship
  • 03/10/10 - Padborg Park - Special Saloon
  • 03/10/10 - Padborg Park - Swift Challenge
  •