| Danmarks Mesterskabet afgøres over 6 afdelinger, men når slutresultatet skal gøres op medregner alle mandskaber kun deres 4 bedste resultater. For Børge Holm, Thy Motor Sport, Thisted og kortlæser Jørn Mørup, Struer & Omegns Motor Sport betød det, at hvis holdet kom hjem med en topplacering ved næstsidste afdeling i Kjellerup, kunne guldet bringes med hjem til det nordvestjyske allerede før tid.
 Børge Holm, Thisted og Jørn Mørup, Struer sikrede sig lørdag Danmarks Mesterskabet i bilorientering selv om der stadig mangler at blive afviklet en afdeling. (Foto: Åge Kirketerp)
Holm og Mørup havde nemlig 2 første pladser og en tredje plads i bagagen inden lørda-gens afdeling. Da holdet så gjorde kort proces med endnu en sejr, kan ingen af konkurrenterne nå Thisted / Struer mandskabet, selv om sidste afdeling først afvikles ved Roskilde til oktober.
Hånd i gips ingen hindring.
For kortlæser Jørn Mørup har optakten til efterårs sæsonen langt fra været optimal. Under et orienteringsløb – til fods – faldt Jørn Mørup så uheldigt, at en knogle i højre hånd bræk-kede 2 steder. Efter en operation er hånden i gips, men da det yderste af fingrene er fri, kan hånden dog stadig anvendes til at notere rutekontroller med. ”Det er lidt upraktisk at sidde med sådan en klods, men med over 150 rutekontroller, får man da noget øvelse i at mestre at skrive igen” konstaterer Jørn Mørup. ”Det er dog ubelejligt lige nu, for inden hånden er fri for gips, skal vi også køre DM for klubhold samt både de finske og svenske afdelinger om det Nordeuropæiske Mesterskaber” fortæller Struer kortlæseren.
Klubkammerater tættest på
Selv om Børge Holm og Jørn Mørup i lørdagens DM afdeling mistede 5 rutekontroller og blev noteret for 165 strafpoint havde de et komfortabelt forspring til løbets 2’er; Struer mandskabet Flemming Jensen og Bent Mikkelsen. Jensen og Mikkelsen gennemførte den knap 100 km lange rute på fortrinsvis mark og skovveje i en tid der var 12 minutter bedre end Holm og Mørup, men til gengæld mistede Jensen / Mikkelsen hele 7 rutekontroller og blev noteret til 188 strafpoint på løbets 2. plads. 2. pladsen var dog nok til et avancement i den samlede stilling, hvor Flemming Jensen / Bent Mikkelsen nu er placeret på en sølvmedalje plads. Holdet er dog afhængig af resultaterne i sidste afdeling for at kunne forsvare sølvmedaljerne.
Jysk / Fynsk guld og sølv.
Løbet i Kjellerup var ud over at tælle til DM også sidste afdeling om dette års Jysk / Fynske Mesterskab. Ikke overraskende er de nordvestjyske mandskaber også dominerende i dette mesterskab. Børge Holm og Jørn Mørup sikrede sig guld, mens Flemming Jensen og Bent Mikkelsen tog sig af sølv. Det var endda tæt på total Struer / Thisted dominans, da det kombinerede Struer / Thisted mandskab, Michael Nystrup Larsen og Ole Skov på femte pladsen sluttede a’point med bronze vinderne fra Århus og et Randers mandskab på 4. pladsen. Ved pointlighed tæller det bedste enkelt resultat fra en af de 5 afdelinger og der trak Larsen og Skov, det korteste strå.
Næste store opgave for de lokale bilorienteringskørere bliver allerede på lørdag, hvor Danmarks Mesterskabet for klubhold skal afgøres ved Ringsted på Sjælland.
Struer & Omegns Motor Sport
|