Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

MotoCross

DM Motocross på Troldkjærbanen ved Holstebro

MotoCross 
04/08/10 

Troldkjærbanen har efterhånden lagt grund til mange DM afdelinger, og hver gang har det været til et tæt ræs, hvor kørerne er blevet udfordret af den meget krævende sandbane. Det vil de uden tvivl blive igen den 8. august, hvor banen danner rammen om årets næstsidste DM afdeling og dermed sidste chance for at ryste posen inden finalen.
 

MX1 kan afgøres i Holstebro
I MX1 klassen plejer hjemmebanefavoritten Bo Vang at trække de største over skrifter på Troldkjær, men selvom han pt. ligger nr. 3 i den samlede stilling, så vil det ikke være tilfældet denne gang, da han er henvist til tilskuerpladserne med en skade. Det overlader til gengæld scenen til stillingens nr. 1 Nicolai M. Hansen (Silkeborg), der blev dansk mester i 2009, hvor afgørelsen faldt netop på Troldkjærbanen. Med lidt held kan han faktisk sikre sig mesterskabet før tid, og på den selv samme bane som i 2009.

MX1 sølv og bronze kampen bliver helt sikkert ikke afgjort i Holstebro, men Randers -køreren Kennet Hvam og Fynboen Jim Bødker, der begge er sandeksperter, kan skabe det afgørende moment søndag og gøre det svært for deres direkte medalje konkurrent før finalen.

Tæt kamp i MX2 klassen
En forudsigelse om tæt kamp i MX2 klassen er let købt, da stillingens nr. 1 og 2 Stefan Kjer Olsen (Sønderborg) og Kasper Lynggaard (Mors) har haft rigtigt mange dueller, både i Danmark og fx i Tyskland - hvor de også er indbyrdes medalje konkurrenter. Overtaget har dog været generelt en anelse på Stefans side og det er også ham der fører DM før søndagens ræs.

Mathias Keller (Korsør) ligger foreløbigt rimeligt komfortabelt på 3. pladsen, men her kan der virkeligt blive tale om at ryste posen, da han har to sandglade kørere Kim O. Sørensen og Christian Schøler efter sig i stillingen, og de går ”All in” på at angreb af den samlede bronzemedalje.

Ny åbning i Mini
I Mini klassen for de 12-15 årige kan den ellers så suveræne Thomas Kjer Olsen(Sønderborg) ikke længere se sig noteret for samtlige heatsejre, da Mathias Gryning (Slagelse) endeligt fik krammet på Thomas ved sidste DM afdeling og vandt begge heat. Det betyder også, at pointforskellen nu er nede på kun 6 point, og der igen er kommet spænding ind i kampen om mesterskabet i Mini klassen.

Kampen om bronze er endnu mere tæt i denne klasse, med kun 1 points forskel imellem Casper Nielsen (Galten) og Danni Højri (Hedehusene)s før DM afdelingen i Holstebro.

Yamaha Superfinale
Nærmest som en gave til det altid opsatte publikum i Holstebro, afsluttes dagen med Yamaha Superfinalen, hvor dagens 15 bedste kørere fra henholdsvis MX1 og MX2 klasserne støder sammen i et heat på tværs af maskinstørrelse. Et heat hvor kørerne både kæmper om point der kan tages med videre til deres respektive klasser, og om de store pap-checks der repræsenterer pengepræmierne i heatet.

Start: første heat kl. 12.30. Træning fra kl. 9.00.
Sted: Hesselåvej 41C, Skave, 7500 Holstebro.

DMU - Danmarks Motor Union