Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Bil nyt

IBE Concept

Bil nyt 
08/03/10 

SEAT viser den nye IBE Concept, en kompakt sportscoupe med elektrisk drivlinie

  • Et dynamisk koncept til mobilitet i byen
  • En attraktiv videreudvikling af design-DNA'en
  • Elektrisk drivlinje med 102 hk giver emissionsfri kørsel
  • Fortsættelse af effektivitetsstrategi

 

SEAT sender et kraftfuldt budskab med en kompakt sportscoupé, der netop nu fremvises på Geneve Motor Show. IBE Concept har et betagende design og byder på stor køreglæde ind i tidsalderen for elektrisk mobilitet. SEAT IBE konceptbilen anvender fremtidens emissionsfri drivlinje i et sportsligt og dynamisk koncept til mobilitet i storbyen, mens det rene, atletiske design af IBE konceptbilen giver et spændende indblik i den fortsatte udvikling af næste generations SEAT design. Kraftfulde proportioner og et præcist, rent designsprog er definitionen på den fortsatte udvikling af det spanske mærkes design-DNA.

Kort, lang og bred, en ekstremt lav front og brede skuldre – ved første blik har SEAT IBE proportioner som en klassisk sportsvogn. Men den fortolker dette design på en innovativ og unik måde – i en kompakt bil, der passer perfekt til det ungdommelige liv i storbyområderne.

"Med IBE viser vi, at elektrisk mobilitet hos SEAT altid vil være kombineret med fremragende design og enestående køreglæde," siger James Muir, President hos SEAT, S.A. "IBE holder sig til den gode SEAT tradition med altid at tilbyde de mest frække og ungdommelige biler i klassen. Derudover repræsenterer vores første elektriske konceptbil fortsættelsen af vores fremtidsstrategi; efter den enorme succes med de ekstremt effektive ECOMOTIVE-modeller arbejder vi nu intenst på elektrisk mobilitet; og det omfatter en plug-in-hybriddrivlinje samt en fuldgyldig elbil."

Designet
IBE konceptbilen giver et spændende forvarsel om den fortsatte udvikling af SEAT designet. De rene former, de præcise linjer og de nøjagtige overflader skildrer et konstant og unikt designsprog, som klart bibeholder SEAT identiteten i al dens modernitet. "IBE er en slags koncentreret genbank for vores næste generation af biler. Den vil have stor indflydelse på alle vores modeller," siger SEAT chefdesigner Luc Donckerwolke. "Og den repræsenterer ligeledes et løfte for bilindustriens fremtid – selv med elektrisk drivlinje vil designet stadig være spændende, og det vil være sjovt at køre, i hvert fald i en SEAT."

SEAT IBE er 3,78 m lang – og det gør den mere end 25 cm kortere end en Ibiza – men dens usædvanlige bredde på 1,80 m og højde på kun 122 cm giver den klassiske sportsvognsproportioner. En anden klassisk sportslig detalje på den 2-dørs bil er dens ekstremt lave motorhjelm og den lange taglinje. Det korte overhæng foran og den muskuløse bagende næsten uden overhæng understreger sammen med 19"-fælgene bilens kraftfulde og kompakte look.

Fronten karakteriseres af komplette LED-forlygter med et både avanceret og markant design. De har det karakteristiske V, som er typisk for SEATs såkaldte "arrow design". Hele fronten har en kraftfuld V-form, som fortsætter op over motorhjelmen. De to luftindtag i den nederste del af stødfangeren er tilstrækkelige til den elektriske drivlinjes relativt lave behov for køling. SEAT logoet er placeret på en trapezformet funktionsflade. Den alternative drivlinje giver mulighed for en høj grad af konsistens i designet – da den kompakte elektriske motor og dens elektronik kræver mindre plads, har det været muligt at strække den V-formede motorhjelm meget fladere omkring fronten, end det ville have været muligt med en intern forbrændingsmotor.

Sideprofilen på IBE fremhæver dens kraftfulde fremtoning – de brede skuldre, de skulpturelle sider med et markant indsnit bag forhjulene og de store fælge med et aerodynamisk optimeret, 5-eget design er alt sammen med til at understrege det dynamiske udseende. Dækkene i størrelse 175 er dog langt fra ekstreme – med deres lave rullemodstand bidrager de til den elektriske konceptbils store effektivitet. Taglinjen strækker sig bagud, og glasoverfladerne er lave.

Bagenden viderefører og nyfortolker kendetegnene fra fronten. Baglygterne med LED-lysteknologi viser igen "arrow"-temaet med en hentydning af en diffusor under den bageste stødfanger, som afspejler designet af de forreste luftindtag. Hele bilen er komplet uden udsmykning – godt design har ikke brug for pynt. Hver eneste linje har sin egen funktion i struktureringen af bilens omfang og overflader; hver eneste muskel, der bryder frem af udformningen, understreger det sportslige design. De reducerede former, deres konsekvente anvendelse og præcisionen i hver enkelt detalje er faste elementer i SEATs designfilosofi – og vil blive endnu mere tydelige i fremtiden.

Konceptet
Med dens håndterlige størrelse, dens agilitet og dynamik er SEAT IBE perfekt til byens smalle gader. Den tætte konstruktion som 2+2-sæders bil gør den som skabt til en ungdommelig livsstil. Den byder på god plads til et par, men der er også kapacitet til fire personer. Den lange taglinje sikrer god lofthøjde i kabinen og samtidig plads til bagage eller fritidsudstyr.

"SEAT har givet sig selv den udfordring at udvikle nye koncepter til de nye krav til mobilitet i storbyer," siger Frank Bekemeier, som er Executive Vice President i SEATs afdeling for forskning og udvikling. "IBE er en emissionsfri bil, hvilket bliver mere og mere vigtigt mange steder, og den er optimeret til fremtidens informationsteknologi. Dens kompakte størrelse, dens store manøvredygtighed og høje grad af anvendelighed gør den perfekt til den unge målgruppes mangeartede krav."

SEAT IBE er en komplet eldrevet bil, som ikke udleder nogen emissioner. Motoren er placeret sammen med drivlinjeelektronikken under den ekstremt flade motorhjelm, mens litium-ion-batteriet er placeret i bilens meget korte bagende. Med en maksimal ydelse på 102 hk (75 kW) og et drejningsmoment på 200 Nm leverer motoren præcis den slags dynamisk køreglæde, som det udvendige design antyder. City-sprinten fra 0 til 50 km/h tager kun 3,4 sek.; og i løbet af 6,3 sek. når IBE op på 80 km/h, mens 100 km/h nås efter kun 9,4 sek. Disse imponerende præstationer skyldes ikke kun elmotorens kraftige karakteristik, men også SEAT IBEs lave vægt, som ligger på kun 1.000 kg.

Den konstante ydelse er begrænset til 68 hk (50 kW) og en tophastighed på 160 km/h, hvilket er mere end nok til at gøre en god figur selv på motorvejene omkring storbyerne. Batterikapaciteten er 18 kWh, hvilket er rigeligt til at dække alle krav til den daglige mobilitet i bylivet. SEAT IBE er naturligvis udstyret med de nyeste sikkerheds- og kommunikationssystemer, og ydermere er den forberedt til car-to-x kommunikation. I forbindelse med fremtidens informationsnetværk kan SEAT IBE udveksle data om status eller sikkerhedsadvarsler direkte med andre køretøjer eller trafikinfrastrukturen.

Ekspertisen
SEAT er en bilproducent med en særligt høj grad af ekspertise på området for miljøvenlige teknologier. I de seneste år er brændstofforbruget i de enkelte modelrækker blevet reduceret systematisk, og SEAT ECOMOTIVE nyder nu stor popularitet på markedet som et navn, der står for biler med en ekstraordinært høj effektivitet. Højdepunktet er Ibiza ECOMOTIVE, der på trods af en kraftfuld ydelse på 80 hk (59 kW) kører hele 27,0 km/l og kun udleder 98 g CO2 pr. kilometer. SEAT fortsætter med at udvide ECOMOTIVE-modelrækken, og både Leon, Altea, Altea XL og Alhambra vil kunne fås i ekstremt økonomiske TDI-varianter.

Næste skridt i SEAT strategien er Leon Twin Drive ECOMOTIVE. Dens drivlinje er en kombination af en intern forbrændingsmotor og en elmotor. Men den er meget mere end en konventionel hybridbil – den er en plug-in-bil. Dens litium-ion-batteri kan oplades via en almindelig stikkontakt, og med en fuld opladning har den en rækkevidde på ca. 50 km. På længere køreture tager den interne forbrændingsmotor over. Den første serieproducerede version af Leon Twin Drive ECOMOTIVE introduceres efter planen i 2014.

Målet med udviklingen er en komplet eldrevet bil, og her er SEAT IBE konceptbilen en forsmag. Samtidig markerer IBE starten på et målrettet projekt til at fremme og udvikle elektrisk mobilitet i Spanien. Cenit VERDE-initiativet samler viden fra 16 førende teknologivirksomheder og 16 førende universiteter og forskningsorganisationer.

På baggrund af sin ekspertise inden for forskning, udvikling og produktion har SEAT overtaget den industrielle ledelse af dette projekt. Med støtte fra det spanske videnskabs- og innovationsministerium (CDTI) skal virksomheden undersøge, udvikle og etablere de grundlæggende krav til elektrisk mobilitet. Målet er at udvikle teknologier til produktion af elbiler i Spanien og etablere den tilknyttede infrastruktur.

"Dette projekt er meget vigtigt for Spanien, for landets teknologiske udvikling, dets fremtidsperspektiver og dets industrielle netværk," siger Frank Bekemeier, som er Executive Vice President i SEATs afdeling for forskning og udvikling. "Initiativet er en af de mest ambitiøse udfordringer, som dette land er i gang med. Med SEAT IBE konceptbilen giver vi denne proces et stort skub fremad."

Skandinavisk Motor Co. A/S - SEAT