Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Special Saloon Car SP4

SP4 – sæsonreview 2009

Special Saloon Car
SP4 

22/01/10 

- publikum er vinderen
Lars Schönemann og Johannes Graversen var et par velkomne gensyn med et par af Special Saloon Car's veteraner, mens en ny bil gjorde at Frederik Holm begyndte at blande sig som sæsonen skred frem. Alle tre havde deres stunder henover sæsonen, men Graversen vandt opgøret på at være den standhaftige – Schönemann trak sig efter et næsten-uheld og Holm gjorde det efter et rigtigt brag. Aquila-mærkeklassebilerne fyldte endnu engang op uden af gøre nævneværdig forskel end at sikre løbsvinderne deres 20 point for klassesejren. Michael Jacobsen gjorde det bedst i dette segment
 

Med en kombineret alder på næsten 100 år er det imponerende at Johannes Graversen og hans Fiat X1/9 Turbo vinder en titel.
Graversen har en alder, hvor ”pension” indgår som en naturlig ingrediens af en beskrivelse af manden. Hans erhverv som tuningstroldmand gør imidlertid også at hans minimale bil stadig er opdateret, og køreren selv har stadig en fanden-i-voldskhed i sig, når det gælder. Graversen spillede klart andenviolin i forårets første to løbsweekender, men til Festivalen var der kommet nye Avon-dæk på Fiat'en. Han startede med at vinde det indledende sprintløb, for at udgå i det følgende løb 2/3 henne med en afhoppet kølerslange. De materielle skader var heldigvis minimale, for en af Bertone's bedste design var på startgridden til selve Jubilæumsløbet.


Fiat - Johannes Graversen.
(Foto: Motorsporten.dk)

Hér viste Graversen hvilken ild der brænder under de grå hår, for presset af Christer Gislerud tog han græsrabatten ud af ”Skoven” i brug, for at overhale et par langsommere konkurrenter tidligt i løbet. Optrinnet forsinkede begge de forreste, men Graversen og Fiat'en overlevede og kørte mod sæsonens første storsejr. Den anden kom til Grand Prix-løbet, hvor Graversen igen var med til at præge weekenden.
Inden da leverede han også showet på Padborg, hvor han kørte sig til en klassesejr. En motoreksplosion ved tidtagningen til finalen endte imidlertid sæsonen før tid, men stadig med Graversen som klassevinder.

Frederik Holm lignede lidt sit sædvanlige ”Bambi-på-glat-is” i sin nye Renault Mégane Trophy, der afløste den hidtidige Clio Trophy. Den nye rørrammebil var imidlertid en anderledes racerbil og da først Frederik og dén fandt hinanden, var en ny vinderkombination fundet. Det skete ved Festivalen, hvor Holm var i angrebshumør dagen igennem, blot for at tabe mere end han vandt. Tre andenpladser var dog fundamentet til en stærk efterårssæson, hvor han vandt sin enlige sejr på Padborg Park.
Ved Grand Prix'et var han endnu engang i focus til et topresultat, da han blev sendt i dækmuren og ud af sæsonen.


Renault - Frederik Holm.
(Foto: Motorsporten.dk)

Lars Schönemann dominerede de tidlige løb og var et seriøst bud på Challenge-titlen indtil Festivalen. Her møvede både Graversen og Holm på og efterlod Schönemann som taberen den weekend. En dramatisk kontrovers med en konkurrent ved Padborgs august-løb under tidtagningen, rykkede imidlertid så meget ved den højspændte Hillerød-kører, at han trak sig for resten af sæsonen.


Porsche - Lars Schönemann.
(Foto: Motorsporten.dk)

Af andre hjemmebyggere i SP4 skal nævnes forsvarende klassevinder Peter Vesti. Han fortsatte udviklingen af sin voldsomme Toyota Supra kørende på E85-brændstof og mindre 2,5 liter motor. Det blev desværre aldrig nogen succes og det annoncerede rørrammechassis lader endnu vente på sig.


Toyota - Peter Vesti.
(Foto: Motorsporten.dk)

Andreas Kjærgaard havde udbygget fra 5,0 til 5,4 liters slagvolume i hans Porsche 944 hen over vinteren og havde forhåbninger om noget større end 2008 havde budt på. Fra første færd blev også Kjærgaard belært af Newton's sjette lov – når legemet er nedsænket i et badekar ringer telefonen!
Fælles for begge projekter er dog at det er af den type, der giver Special Saloon Car karisma, så fortsæt endelig arbejdet mod noget mere.

Aquila-kørerne var tilskuere til SP4-opgøret indtil sidst på året. Michael Jacobsen var ny i SSC-sammenhæng, men strikkede den bedste Aquila-sæson sammen, trods en kostbar safari ved Festivalen. Til Sensommerløbet havde han dog set og oplevet nok til at blive på asfalten og vinde sæsonens sidste klassesejr.
Thomas Mortensen var endnu en Aquila-kører, der fandt melodien mod slutningen af sæsonen og vandt Sensommerløbets første heat. Dennis Holbæk Pedersen fik derimod aldrig fat i sæsonen og et kostbart motoruheld på Padborg i august, sluttede hans sæson.


Aquila - Thomas Mortensen.
(Foto: Motorsporten.dk)

Som mærkeklassebil var Aquila'en ikke den ideelle Special Saloon Car-bil, men fabrikskører og tidligere Formel Ford-kører Alex Frederichsen beviste at der trods alt er potentiale i bilen, med en klassesejr ved Grand Prix'et. Lars Erik Nielsen og Thomas Mullin havde allerede vist at et par grående hår stadig kan vise vejen ved Festivalen. Det var dog ikke nok til at Kim Rødkjær overlevede mere end maj måned.

Fabriksbyggede biler udgjorde endnu et par deltagere i SP4. Sleipner er som bekendt Asa-guden Odin's ottebenede hest, men Mikael Sode måtte i bedste fald nøjes med seks af slagsen i sin omdøbte Prosport 3000-racer, som Thorkild Thyrring i sin tid gjorde kendt. Preben Jessen havde også været på besøg i England og fundet en Retoga hos 750-klubben. Jacob Vestergaard gjorde mindst opmærksomhed for sig med en Lotus Elise og kørte sig til en enkel sjetteplads.

Jesper O. Hansen

Læs mere om:
  • Alex Stubberup Frederichsen
  • Andreas Kjærgaard
  • Dennis Holbæk Pedersen
  • Frederik Holm Olsen
  • Johannes Graversen
  • Kim Rødkjær
  • Lars Erik Nielsen
  • Lars Schönemann
  • Mikael Sode
  • Peter Vesti
  • Thomas Mortensen
  •