Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

DTC Cup

JM Racing fik det bedste ud af weekenden

DTC Cup 
20/05/08 

En pokal og alle tre biler stort set uskadte i mål efter fem løb. Det var slutfacit for JM Racings indsats i weekenden på Ring Djursland, hvor Kasper Jensen (Aalborg) og Joachim Stephansen (Sønder Omme) forsvarede de gule og sølvgrå farver i DTC-klassen, mens Jens Ole Mathiesen (Grindsted) holdt fanen højt i Bel-Ray SSC Challenge.
 

Pokalen leverede Kasper Jensen. I sin BMW 320si E90 præsterede han et støt avancement i løbet af dagen. Nummer 11 i første løb. Nummer otte i andet, og så en syvendeplads i finalen, hvor han endte som næstbedste kører i privatcuppen.

”Lørdagens tidtagning var dårlig, men om søndagen fandt vi nogle ting i bilen, som gjorde, at vores pace i løbet var god, så egentlig har udbyttet af weekenden været godt, når man tager det i forhold til min tidtagning,” siger Kasper Jensen.

”Jeg fik det ud af det, jeg kunne. Løbene var utroligt tætte, så det var svært at overhale ude på banen. Det var svært at avancere sådan som man godt kunne drømme om, men jeg synes, jeg fik det bedste ud af mit udgangspunkt. Så var det OK at slutte af med et stykke sølvtøj, selv om den var for lille. Men så må vi se, om ikke vi kan gøre den større.”


Kasper Jensen blev nummer to i privat cuppen.
(Foto: JM Racing)

Mens Kasper Jensen befandt sig i den bedste halvdel af feltet, hvor han bankede på hos flere af profferne, måtte Joachim Stephansen tage til takke med en kamp i den bageste del af feltet. En væsentlig årsag var det faktum, at han inden tidtagningen blot havde fået en halv time i sin DTC-BMW på den svære bane.

”I det store hele var det ikke min weekend. Jeg manglede noget fart og kunne godt mærke, at jeg manglede den testdag i sidste weekend, så jeg nåede ikke at blive dus med banen i min DTC-racer,” forklarer Joachim Stephansen.

”Jeg havde nogle enkelte overhalinger, og så var der en enkelt episode med Brian Mikkelsen, hvor vi ikke var helt enige om tingene. Men sådan er det. Nu gælder det Jyllandsringen næste gang, og der har jeg heldigvis været før. Samtidig skulle også gerne have trænet der en gang mere inden løbet, så jeg håber, at det bliver godt.”

Også JM Racings grundlægger Jens Ole Mathiesen ser frem til det næste løb på Jyllandsringen. Og det endda selv om han sluttede to løb i Bel-Ray SSC Challenge på henholdsvis fjerde- og syvendepladsen i det, der var weekendens største felt.

”Ring Djursland er en bane, hvor bilerne med de mange hestekræfter har en stor fordel. Jeg har ikke de samme hestekræfter som de tre biler, der var foran mig, og det kunne man tydeligt se,” forklarer Jens Ole Mathiesen.

”Jeg synes, at det første race var rigtigt godt. Jeg fik det optimale ud af det, men i det andet heat sov jeg i starten, og der var et par stykker, som kom foran. Der blev jeg hængt til tørre af et par stykker, som havde et par hundrede heste mere pr. bil. Jeg var hurtigere end dem, det kunne man tydeligt se på tiden, men jeg kunne bare ikke komme forbi dem. Der hvor jeg kunne komme forbi dem, var i svingene og i nedbremsningerne, og der lukkede de af. Nu glæder jeg mig til Jyllandsringen, hvor det er det tekniske og kørefærdighederne, der skal vise sig. Der er det ikke hestekræfter alene, men også teknik.”

JM Racing

Læs mere om:
  • Jens Ole Mathiesen
  • Kasper Juul Jensen
  • JM Racing
  • Ring Djursland
  • 18/05/08 - Ring Djursland - Danish Touringcar Challenge - DTC mesterskabet
  •