Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Trafik

Genvej til tyske miljømærker

Trafik 
31/01/08 

Miljøzoner i de tyske byer kan volde problemer for bilisterne, hvis ikke de har anskaffet sig det såkaldte miljømærkat. Udstedelsen af mærkatet behøver dog hverken være en besværlig eller dyr proces. Langt de fleste godkendelser kan ske over telefonen, oplyser FDM.
 

Berlin og Køln indførte 1. januar 2008 miljøzoner, hvor kun de mindst forurenende biler må køre. Derfor er det nødvendigt, at bilister anskaffer sig det såkaldte ’Miljømærkat’, hvis de vil køre inden for disse miljøzoner. Men det behøver ikke være omstændigt at få det tyske mærkat. Fra 1. februar fås miljømærkatet til de fleste biler via telefonisk henvendelse til FDM.

”Vi kan udstede miljømærket telefonisk til de fleste benzinbiler og dieselbiler, fordi registreringsattesten indeholder de nødvendige oplysninger. Derfor har vi valgt kun at tage betaling for de faktiske omkostninger i forbindelse med at udstede miljømærket”, siger Henning Pedersen, divisionschef i FDM test og bilsyn.

Alle benzinbiler med katalysator, som er indregistreret fra 1993 og frem, kan få et miljømærkat, og derfor er det ikke nødvendigt at møde personligt op med sin bil, da datoen på registreringsattesten vil være tilstrækkelig information. Visse biler havde allerede katalysator fra slutningen af 1989 og vil sandsynligvis også kunne opnå et miljømærkat, men disse biler henvises til rådgivning på et af FDMs mere end 20 testcentre rundt om i landet.

For dieselbiler er det dog mere komplekst at fastslå, hvilket miljømærke bilen kan opnå. Er dieselbilen registreret fra 31. december 1996, vil det på baggrund af datoen på registreringsdatoen være muligt at udstede miljømærkatet telefonisk. Som ejer af en dieselbil skal man dog være særlig opmærksom, da nogle dieselbiler kan have en bedre miljønorm, end man umiddelbart kan undersøge på baggrund af registreringsattesten. I disse tilfælde kræver det dog dokumentation fra fabrikanten af køretøjet.

Forbered kør-selv ferien
Det forventes, at Stuttgart 1. marts indfører miljøzoner, og i løbet af 2008 vil 20 andre tysker byer også følge med. Kørsel i en miljøzone uden mærkat kan udløse en bøde på 40 euro svarende til omkring 300 kr. Derfor er det vigtigt, at de mange danskere, som hvert år rejser gennem Tyskland, er opmærksomme på de nye regler.

”Danskere på kør-selv ferie skal fremover undersøge hvilke regler, der gælder i deres ferieby og dernæst evt. sørge for at fremskaffe miljømærket. De færreste er interesserede i ikke at kunne bruge bilen, hvis de er taget på kør-selv ferie”, siger Randi Voldbakken, feriekonsulent hos FDM.

Miljømærkatet fås ved at kontakte FDM på telefonnummer 70 13 30 40. For at få en hurtig rådgivning, anbefaler FDM, at man har bilens registreringsattest parat. Mærkatet koster 110 kr. for medlemmer af FDM og 135 kr. for ikke medlemmer. Er bilen henvist til et af FDMs testcentre, er prisen 200 kr. for medlemmer af FDM og 225 kr. for ikke-medlemmer.

Følg med i hvilke tyske byer, der indfører miljøzoner på www.fdm.dk under ferie > feriebasen > Tyskland > Veje og trafik. Miljømærkatet skal placeres på indersiden af bilens forrude og er gyldigt, indtil bilen skifter registreringsnummer. 
 

Fakta - Kan din bil få miljømærket?

Miljømærkaterne fås i grøn, gul og rød, og hver farve angiver niveauet for køretøjets miljøbelastning ud fra Euronormen.
• Grøn miljømærkat tildeles den mest miljøvenlige kategori. Den er beregnet til Euro IV, V, VI.
• Gul miljømærkat tildeles køretøjer, der opfylder kravene til Euro III.
• Rød miljømærkat tildeles køretøjer, der opfylder kravene til Euro II.

Benzinbiler
• Benzinbiler, der er registreret fra og med 31. december 1992, kan få en grøn miljømærkat via telefonisk henvendelse til FDM.
• Biler uden katalysator kan ikke få en miljømærkat.
• Mange danske biler fra 1989/90 har katalysator, men for at få miljømærkatet er det nødvendigt at se bilen fysisk.

Dieselbiler
• Dieselbiler, der er registreret i årene 1997-2000, kan som udgangspunkt få en rød miljømærkat (Euro II).
• Dieselbiler, der er registreret i årene 2001-2005, kan som udgangspunkt få en gul miljømærkat, (Euro III).
• Dieselbiler, der er registreret efter 2005, får en grøn mærkat (Euro IV, V, VI).
• Alt afhængigt af første registreringsdato kan dieselbiler have en højere Euronorm, end registreringsdatoen indikerer. Derfor skal der fremlægges dokumentation fra fabrikanten af køretøjet.
• Dieselbiler, der er registreret fra 1997-2005, kan i visse tilfælde få eftermonteret et godkendt partikelfiltersystem iht. tysk lovgivning, hvilket berettiger til at få opgraderet Euronormen til en over - dvs. Euro II bliver til Euro III. Dette kræver dog særskilt dokumentation fra producenten af partikelfiltersystemet.
• Nogle dieselbiler registreret før 31.12.1996 vil have en bedre Euronorm, end det fremgår af registreringsattesten. Men det kræver dokumentation fra fabrikanten af køretøjet om, at køretøjet opfylder Euro II.

FDM