Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Anmeldelser af bøger, spil, CD'er, m.m.

World Rallying 30 er udkommet

Anmeldelser 
21/12/07 

Julen er over os! Den næste tid står i familiens tegn og kalenderen er fyldt godt ud med julebesøg og mange andre selskabelige gøremål. Men om et par uger venter januar - et nyt år begynder og mon ikke der bliver et par muligheder for at puste lidt ud?
 

Til sådan et lille pusterum vil den nye udgave af World Rallying årbogen passe perfekt. I år kan man sige, at årbogen for alvor bliver voksen. Det er nemlig 30. gang, den udkommer, og ganske som andre 30-årige har den så småt fundet sig til rette med sin egen stil. Ja, samlere af World Rallying årbøgerne vil nikke genkendende til formatet på årets udgave: Cirka halvdelen af bogens 208 sider er tildelt en grundig gennemgang af årets VM-rallies, mens resten er udfyldt med artikler, der dykker dybere i årets begivenheder, kigger tilbage i rallyhistorien, omtaler andre mesterskabsserier, samt naturligvis en omfattede statistik med rallyresultater fra 2007.

Og så er der alligevel et lille brud på en lang tradition i World Rallying 30.
Et brud, som desværre har en trist baggrund. Forordet plejer altid at blive skrevet enten af verdensmesteren eller i hvert fald af en fremtrædende kører fra VM-serien. Men i ord indledes World Rallying med ordene fra en person, som ikke er - eller har været - verdensmester og som heller ikke har deltaget i VM-serien i år. Den person er Jimmy McRae og anledningen er naturligvis, at hans søn - Colin McRae - blev dræbt i efteråret 2007.
Jimmy McRae's forord får én til at holde en lille pause - Colin McRae har betydet meget for rallysporten og det forekommer helt uvirkeligt, at hans æra nu er fortid.

2007-sæsonen er også fortid nu, men det blev et af de år, som vil blive husket. Året, hvor to af de helt store i VM-historien, udkæmpede en drabelig dyst om mesterskabet. En dyst, som varede helt til årets sidste rally, og som meget let kunne have fået et andet udfald, end den gjorde, hvis bare.... Med andre ord en sæson, som vil kunne give anledning til mange diskussioner, hvorfor det gik som det gik og hvor let, det kunne have været anderledes.

Årets sportslige højdepunkt må være rallyet på New Zealand, som Marcus Grönholm vandt med blot 3/10 sekund! Det er lige før at støvet stiger op fra billederne i bogen. Som altid er World Rallying fyldt med fremragende fotos fra rallyprøverne rundt om i verden. De mange billeder giver også et flot indtryk af, hvor farverig en sport rally er. Fantastiske landskaber som omgivelser for et rallyfelt, som efterhånden også har udviklet sig til lidt af et festfyrværkeri af farver.

2007 bød på meget nyt. 3 nye rallies i VM-serien, hvoraf 2 (Norge og Irland) var helt nye. Begge de nytilkomne blev store succeser. Nye biler blev der også præsenteret masser af. Ikke mindst fordi Super 2000 bilerne i år også dukkede op på VM-prøverne. Er Super 2000 fremtiden? Det må tiden vise.

Det er, som det har været de sidste mange år, rallykøreren Niels Jørgen Iversen, som importerer World Rallying til Danmark, hvor de kan købes igennem hans firma AUTECH ApS. Han er også manden, du skal have fat i, hvis du mangler ældre årgange af årbogen, for der er stadig enkelte eksemplarer tilbage helt tilbage til omkring 1990.

Se mere på internettet hvor der også er en præsentation af bogen.

Bestillinger modtages på:
Tlf: 70 265620
eller på email: info@autech.dk