Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

DM i Rally

Teknikken drillede

DM Rally 
21/06/05 

Tredje afdeling af danmarksmesterskabet i rally den 18. juni blev et løb, som ikke kørte som smurt for rallykøreren Kaj Petersen. Problemer med bilen allerede fra løbets start gav nemlig store vanskeligheder hele løbet igennem.
 

"Vi havde helt fra starten problemer med utætte pakdåser, som bevirkede, at der sivede en hel del olie ud i motorrummet. Vi havde ikke mulighed for at reparere bilen og var nødt til at køre med den, som den var. Men den udsivende olie bekymrede os en del, da noget af olien løb ned på udstødningen, hvilket kunne udløse brand i motorrummet", fortæller Kaj Petersen, som fortsætter. "Vi fik dog løst problemet, så olien ikke udgjorde en brandfare, men vi var nødt til at fylde olie på bilen undervejs. Motorrummet var ikke noget kønt syn, idet det var oversprøjtet med olie, men man får jo ikke points for skønhed i rally, så vi prøvede at gennemføre løbet og få nogle points ind på kontoen".


(Foto: Povl Henneberg)

På løbets ottende hastighedsprøve, hvor Højslev-køreren førte løbet, stødte et nyt problem til - nemlig et knækket gearkabel. Dette bevirkede, at bilen kun kunne køre i fjerde gear på denne strækning, og derved blev førerpositionen sat over styr. Det lykkedes dog at få gjort tre gear tilgængelige på den sidste hastighedsprøve, men det var ikke tilstrækkeligt til at generobre førstepladsen. "Vi må indrømme, at vi efter et par gode løb i mesterskabet indtil nu havde satset på at få maksimumpoints i løbet på Fyn, men det blev i stedet til en andenplads. Nu har vi knap 14 dage til at få bilen gjort klar til næste opgave - fjerde afdeling af mesterskabet, som køres på vejene omkring Slagelse den 2. juli", slutter Kaj Petersen, som dog kan glæde sig over, at han stadig fører i den samlede stilling i kampen om mesterskabet.

DM-afdelingen blev kørt på vejene omkring Assens og Fåborg, og hastighedsprøverne er nogle af de mest krævende i Danmark i meget kuperede områder. Den generelle vinder af løbet blev Morten Karl i Mitsubishi Evo 8.

Povl Henneberg


Læs mere om:
  • 18/06/05 - Fyn - DM Rally
  •