De første aktiviteter
Den nystiftede forening havde sit første arrangement i 1929, og da man ikke rådede over en bane, måtte man bruge det offentlige vejnet. Der var tale om et såkaldt orienteringsløb fra Hotel Spangsberg til Endrup Mølle og derfra direkte til grænsen ved Kruså. Fra Kruså gik turen tilbage til Hjerting, hvor der var to timers tvungent hvil, inden deltagerne fortsatte over Blåvand, Herning og Viborg op til Aalborg, hvor der atter var tvungent hvil inden tilbageturen til Esbjerg. Med datidens veje må det have taget nogen tid at afvikle arrangementet, selv om motorcyklerne kunne komme op på 100 km/t.

Orienteringsløb blev en vigtig aktivitet i den nye forening, ikke mindst de natorienteringsløb, man fik på programmet i 1930'erne. Egentlig var sådanne løb forbudte, men bl.a. militæret var interesseret i denne form for løb, så det er formodentlig forklaringen på, at politiet lukkede øjnene for dem.

Det var nu også kun i 1930'erne, disse »illegale« natorienteringsløb blev afholdt, for med den tyske besættelse af Danmark den 9. april 1940 og de efterfølgende rationeringer af bl.a. benzin og gummi gik al motorsport i stå. Fra 1940-1945 lå arbejdet i Esbjerg Motor Sport helt stille, men med Danmarks befrielse i maj 1945 blev EMS genoplivet.

Korskrobanen anlægges
Formodentlig på grund af de problemer med lovligheden af foreningens arrangementer i 1930'erne valgte man at slå ind på et nyt spor efter 2. Verdenskrig. Man ville anlægge en bane til brug for motorcykelløb. I foråret 1946 fik Esbjerg Motor Sport en aftale i stand om at overtage en jordlod ude ved Korskro til anlæg af motorcykelbane, og så gik medlemmerne ellers i gang. Op til 50 mand var i arbejde pr. aften, og de sled og puklede hele foråret og sommeren. Banen blev opbygget på en hedestrækning, og hver eneste skovl jord blev flyttet med håndkraft, så voldene blev bogstaveligt talt opbygget skovlfuld for skovfuld.

Søndag den 7. juli 1946 åbnede Korskrobanen. Aldrig før havde der været trafik til Korskroen som ved den lejlighed. Tætte stimer af cykler, motorcykler og biler hastede derud for at opleve noget så usædvanligt på den tid som motorcykelløb på bane. Over 6.000 mennesker så borgmester L. Høyer-Nielsen åbne banen, og derefter begyndte løbene, der fulgte »slag i slag uden unødvendige pauser af nogen art«, som Dagbladet Vestkysten skrev i sin reportage dagen efter. I løbene deltog der kun motorcykler, men kørerne var kommet langvejs fra. Alle var de enige om, at banen var Danmarks bedste - tilpas svær og tilpas lang.

De første billøb
Allerede i slutningen af 1940'erne begyndte man at ændre på arrangementerne på Korskrobanen. For at få lidt kolorit på motorcykelløbene blev der lagt nogle billøb ind, og da ideen blev vel modtaget, fortsatte billøbene også i begyndelsen af 1950'erne. Pionerer blandt bilkørerne var Robert Nellemann, Ove Klint, bilhandler Pahuus i Bramming, en svensker og mange andre. De kørte en del løb. Hovedaktiviteten var dog stadig motorcykelløbene, og tidens største motorcykelnavn dengang var Svend Åge Engstrøm. Af Esbjerg Motor Sports egne kørere kan nævnes Kurt Lauridsen på seniorsolo, og blandt sidevognskørerne var der Knud Mogensen og Hans Skov.

Aktiviteterne på banen var dog stærkt belastende for klubbens økonomi, og pengekassen blev tømt, ja faktisk stod man i 1953 med et underskud på ca. 30.000 kr. Bedre blev det ikke af krav fra myndighederne om en række nye sikkerhedsforanstaltninger med tre meter mellem voldene og publikumshegnet. En del speedway-løb blev derfor flyttet til Esbjerg Idrætspark, hvor Atletikbanen blev rammen for en del motorløb.

Et vendepunkt
I begyndelsen af 1950'erne blev Esbjerg Motor Sport tilført nye kræfter. I forlængelse af en motorcykelhandel hos Chr. Øllgaard spottede han en mulig kandidat til bestyrelsen. Det var Jørgen Holm, der kun 18 år gammel kom til at sætte et markant præg på de kommende års udvikling.

Efter et halvt års tid i bestyrelsen fik Jørgen Holm i 1955 overtalt de øvrige bestyrelsesmedlemmer til at gå med til at udvide Korskrobanen. Med frivillig arbejdskraft gik man i gang igen, så de første løb kunne afholdes. Jørgen Holm overtog uden videre også planlægningen af motorløbene og havde store ideer om kæmpeløb med biler, speedwaybaner, asfaltbaner, to-dages løb, indkaldelse af internationale stjernekørere og så videre, men han tog det hele lidt efter lidt, alt efter hvad økonomien tillod. Desuden blev bestyrelsen besat med dygtige medlemmer, så der ikke blot kom styr på økonomien, men også andet end baneaktiviteter kunne sættes i gang. Det gjaldt f.eks. bilorienteringsløb.

I 1963 blev Esbjerg Motor Sport optaget i dansk Automobilsports Union. Indtil da havde Esbjerg Automobil Sport Klub lagt navn til løbene på Korskrobanen, selvom det var EMS, der stod for det praktiske arbejde. Samtidig med optagelsen i DAU blev navnet på klubben ændret til EMS-EMSA (Esbjerg Motor Sport - Esbjerg Motor Sport Auto).

I 1967 blev der grundlagt en Danmarksturnering i speedway. Det første år deltog seks hold i turneringen, og efter en spændende finale på Esbjerg Stadion kunne Esbjerg Motorsports 1. hold Vikingerne trække sig tilbage som de første Danmarksmestre i holdspeedway. Samme dag fik EMS også sin første individuelle speedwaymester med Bent Nørregård Jensen, der vandt Junior DM. Ryttere fra Esbjerg Motor Sport markerede sig fortsat flot, men efterhånden blev der anlagt flere baner rundt omkring i landet og kørerne dermed fordelt på flere klubber. Bent Nørregård Jensen og Kristian Præstbo er markante Esbjerg-navne fra den tid, og klubbens kørere og hold var at finde i løb i hele Europa fra Stavanger i Nord til Italien i syd og fra Leningrad i øst og til og Frankrig i vest. Næsten hver gang kom de hjem med fornemme placeringer og flotte trofæer.

Også inden for bilsporten formåede klubben at markere sig. EMSA foreslog på et tidspunkt at lade afholde Danmarksmesterskaber på jordbane, og det gav landets bilkørere noget at kæmpe om. På samtlige jordbaner over 600 m blev der afholdt afdelinger af Danmarksmesterskaberne, og ikke et eneste år var det uden kørere fra EMSA på sejrsskamlen som enten Danmarksmester eller 2'er eller 3'er. Fordelt over de forskellige klasser efter motorstørrelser kan følgende mestre nævnes: Poul Martin Iversen, Jørgen Iversen, Steen Mikkelsen, Peter Vestergård, Carl Hansen, Ernst Shröter og Aage Mathiasen - sidstnævnte med tilnavnet »jordbanekongen« efter det utal at titler, han hjembragte.

Desuden kom der et samarbejde i gang med klubber og ledere i Norge, Sverige, England, Tyskland og Holland, med hvem man ikke blot udvekslede erfaringer, men også konkurrerede på Korskrobanen.

Op gennem 1960'erne gik det forrygende med løbene på Korskrobanen, der blev hele Danmarks motorcentrum med titusinder af tilskuere til hvert eneste løb. Underskuddet på ca. 30.000 kr. fra 1953 havde bestyrelsen frem til slutningen af 1960'erne ændret til en kontant kassebeholdning på næsten ½ mio. kr.

Ny bane
Kassebeholdningen næsten inviterede til overvejelser om det eksisterende anlæg, men også andre forhold gjorde, at man måtte tage virksomheden op til revision. I begyndelsen af 1970'erne indtrådte der nemlig en vis stagnation i interessen for motorsport, og spørgsmålet meldte sig i Esbjerg Motor Sport, om ikke det var på tide at forny sig. Den gamle Korskrobane var en dejlig racerbane, men målene passede ikke til noget som helst officielt. Desuden blev økonomien i løbene dårligere og dårligere, fordi tilskuerantallet stagnerede, og samtidig det blev dyrere og dyrere at samle stjernefelter til løb, der ingenting gjaldt - bortset fra altså at more publikum.

I bestyrelsen var der flertal for at gøre end indsats for at vende udviklingen, og man gik i gang med at forberede, hvad der skulle blive det største og hidtil dyreste motorstadion i Nordeuropa. Målet var at få en bane, der kunne bruges til internationale arrangementer. Man fik myndighedernes godkendelse, men skulle så have endeligt afklaret med sig selv, om man ville satse på en asfaltbane eller ej. Da asfaltbanerne rundt om i landet stadig havde problemer at slås med, valgte man at satse på en 1.000 m grusbane. I 1976 kom der for alvor gang i arbejdet. Den gamle, veltjente Korskro-bane, der havde kørt hundredtusinder af kroner ind til den vestjyske motorklub, blev jævnet med jorden, og anlæggelsen af det nye stadion gik i gang. Det skete ved frivillig arbejdskraft, og hver aften igennem ¾ år arbejdede flere end 50 medlemmer gratis med anlæg af banen. Trods denne store indsats blev banen 300.000 dyrere end beregnet.

Den 1. maj 1977 blev den nye bane med navnet Esbjerg Motor Centrum indviet. 2,1 million kr. havde den kostet, men den fik også hurtigt prædikatet »Nordeuropas bedste bane«. Et anlæg i verdensklasse med to speedwaybaner, en 1.000 m bane samt en knallertbane. Blot manglede moto-crossbanen, som måtte vente på bedre økonomi i foreningen. Banesport var nemlig kun én af aktiviteterne i Esbjerg Motor Sport, der i 1979 havde 250 medlemmer fordelt på flere forskellige sportsgrene.

Der var også sket andre ændringer. Speedway-afdelingen havde alene i sæsonen 1979 tre kørere som heltids professionelle i den engelske 1. division, der var verdens største og hårdeste. Det var Kristian Præstbro og Erik Gundersen i Cradley Heath og Knud Ellegård i Wolverhampton.

Nye tider var på vej for Esbjerg Motor Centrum, og det kom også til at påvirke de kommende års aktiviteter på banen. Godt nok skete der fortsat noget, men ikke så ofte og i samme format som i storhedsdagene i 1960'erne.

Jørgen Dieckmann Rasmussen
Arkivleder
Esbjerg Byhistorisk Arkiv