Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Rally

Kulturchok i vente

Rally 
22/03/05 

Hvis man tror, at gamle rallybiler er noget, man pudser og polerer på for derefter at udstille dem på et museum, så får vil man få et kulturchok i påsken.
 

Når Designa Køkken Rally Grand Prix skydes i gang langfredag på Tarco A/S' arealer ved Kongensbro mellem Århus og Viborg, vil de ti første biler på den krævende rallysprintbane alle have 25 år eller mere på bagen. Og der vil ikke blive lagt fingre imellem fra deltagernes side.

"Nej, nej, slet ikke," slår Troels Lund, Slagelse, fast. Han er ikke bare én af de deltagerne ved løbet, men er tillige formand for Dansk Automobil Sports Unions historiske udvalg, som styrer motorsporten med de historiske rallybiler.

"Bilerne skal selvfølgelig bruges til dette her. At have dem stående inde på et museum er en slags simili, og det er jo ikke sådan, man skal omgås dem. Bilerne skal ud til løbene, og der skal køres med dem, så tilskuerne kan få nogle oplevelser, der er helt anderledes. De historiske rallybiler var da også utroligt populære ved sidste års DM-finale, hvor vi fik stor opmærksomhed fra publikum, der alle stod med et smil som en ladeport," fortæller Troels Lund videre.


Bilerne skal selvfølgelig bruges, siger Troels Lund.

Selv stiller han til start i en rød Mini Cooper fra 1970, der i folkemunde dengang gik under betegnelsen hundehuset. Men i det hele taget er den historiske deltagerliste ved Designa Køkken Rally Grand Prix som et sandt deja vu til halvfjerdsernes rallysport. Selv om dåbsattesten siger 1932, så har den gamle Danmarksmester Poul Weinreich, Gjern, atter fået lysten til at være med.

"Det er selvfølgelig sjovt at bevare de gamle rallybiler, men der er jo ikke meget, der er ændret i de sidste tredive år," konstaterer Troels Lund. "Vi har alle den samme hjertebanken for motorløb, og så er der jo også nogle af os, der er blevet lidt ældre, og derfor er det nostalgiske også vigtigt for os."

Hvor deltagerne i de nymodens rallybiler udelukkende kæmper om ære og pokaler, så har Designa Køkken Rally Grand Prixet ekstra betydning for deltagerne i den historiske klasse. Løbet tæller nemlig som den første af i alt syv afdelinger af Dunlop Historic Rally Cup, så det er lige på og hårdt for deltagerne. Der skal kæmpes om points med det samme, men det er der også en grund til.

"De gamle rallybiler er jo ikke helt vedligeholdelsesfri, så derfor har vi forsøgt at lave en turnering med så tilpas store pauser i løbet af året, at der også bliver tid til at vedligeholde bilerne," slutter Troels Lund.

Foreløbig deltagerliste i Dunlop Historic Rally Cup

Keld Christensen Borup Mini Cooper S
Poul Weinreich Gjern BMW 2002tii
Lars Bækkelund Horsens Fiat 128 SL Coupé
Kurt Mejer Horsens Volvo 142
Per G. Hansen Ringsted Porsche 911
Frank Holm Risskov Opel
Troels Lund Slagelse Morris Cooper S
Allan Tornvig Sorø Toyota Starlet
Kenneth Saust Viby Sj. Toyota Corolla

Prøv rally
Der er ikke mange sportsgrene, hvor man kan gå lige ind fra gaden og så komme i konkurrence med nogle af landets bedste udøvere. Men det kan man ved Designa Køkken Rally Grand Prixet langfredag i Kongensbro, for her får tilskuerne nemlig muligheden for selv at deltage i løbet!

Det er sikkert de fleste, der vil betakke sig for at lade deres pæne hverdagsbil blive sendt over stok og sten i løbet på Tarco A/S' arealer, men det skal man heller ikke. Ideen med Prøv rally-arrangementet er nemlig, at man kan købe sig til en tur i observatørsædet ved siden af sin favoritkører, der nok skal sørge for, at man får en oplevelse for livet.

Det eneste krav, der skal opfyldes for at kunne være med i Prøv rally-arrangementet ved Designa Køkken Rally Grand Prixet, er, at man mindst er fyldt 14 år, mens Dansk Rally Foreningen sørger for at stille den nødvendige sikkerhedsudrustning i form af styrthjelm og kørerdragt til rådighed. Tilmelding kan ske ved Prøv rally-standen, som befinder sig i serviceområdet på Tarco A/S' arealer.

Nyt rallyteam præsenteres
Påskens Designa Køkken Rally Grand Prix bliver ikke bare første gang, at man kan opleve det meste af den danske rallyelite i aktion. Ved løbet i Kongensbro kan man også stifte bekendtskab med et helt ny team i dansk rally, som bliver præsenteret for pressen og offentligheden.

Morten Alstrup